Gud laver god markedsføring
Vorherre har verdens bedste produkt. Men han har også sat himmel og jord i bevægelse for at fortælle det.Det skal vi lære af, sagde Henrik Christensen i et seminar om Branding på lederkonferencen Lead the way i Fredericia den 14. april.
Henrik Christensen er indehaver af reklamebureauet Brandstifter A/S.
– Branding kræver lys i øjnene, ild i rumpetten, rettidig ildhu, sagde Henrik Christensen.
Han definerede det engelske ord branding (mærkning) som den mavefornemmelse, folk har, når de hører om virksomheden. Det er en kultur, man oparbejder over lang tid og ikke noget, ledelsen uden videre kan overlade til reklamebureauer.
– Kristendommen har et kors og en bibel. Korset er symbolet, og Bibelen er grundloven. Sådan bør enhver virksomhed definere en grundlov. Først derefter kan de overlade til andre at designe et symbol, sagde han.
For der er nemlig noget, andre ikke kan kopiere. Det er den kultur, den ånd, og den måde, man samarbejder i virksomheden.
Hvad skal der så til for at skabe et brand?
– Evnen til at fokusere. Vilje til at skille sig ud. Mod til at være anderledes. Et japansk ordsprog siger: Det søm, der stikker op, bliver der slået på.
– Virksomheden hviler på det, vi tror på. Hvad ville verden miste, hvis vi ikke var her i morgen?
– Det er som religion: Hvem er vi, hvor skal vi hen, hvor kommer vi fra? Vi skal kende fortiden for at forstå nutiden og selv skabe fremtiden.