Manga-succes fortsat

Manga #3 fortæller bibelhistorierne fra skabelsen til udfrielsen af Egypten i den specielle japanske tegneseriestil.Siden tegneserien Menneskesønnen fra 1995 har der været en interesse for Bibelens historier, som de kan gengives i genren.
Som mange forfattere og andet godtfolk mange gange har sagt, er Bibelens historier dramatisk set i særklasse, men formmæssig fornyelse kan være nødvendig, hvis de skal tale til den unge generation. Således giver den danske udgivelse af Manga Mosebøger et nyt formmæssigt udtryk til historierne, som jo for længst er blevet kulturelt arvegods.

Hvad er manga?

Manga er det japanske ord for tegneserier, men bruges i Vesten om japanske tegneserier, og med Dragon Ball (2000) blev stilen udbredt i Danmark.
Egentlig stammer det fra maleren Hokusai, som kaldte de skitser af ansigter, han havde påbegyndt, Hokusai-manga. Karakteristisk er figurernes ansigter med store øjne, små næser og spidse hager og en mængde visuelle tegn, symboler og effekter.
Manga Mosebøger lægger sig stilmæssigt op ad disse karakteristika, men det bliver nok vanskeligt at overbevise ægte manga-fans om, at der er tale om manga-bøger. Helt grundlæggende er den japanske kultur erstattet af et mellemøstligt univers, således at historierne placerer sig uden for mangaens almindelige undergenrer, ligesom læseretningen er fra venstre mod højre og altså modsat den originale osv.

Underholdende og troværdig

Samlet set er bogen et spændende og vellykket eksempel på, at Bibelens fortællinger kan levendegøres i et nyt kunstnerisk udtryk, således at børn på 10 år og opefter kan få en oplevelse af dramaerne. Mere vigtigt er, at de måske kan fornemme den Gud, som kalder og leder sin skabning efter sin gode og fuldkomne plan.

Manga Mosebøger
288 sider • 99,95 kr.
Bibelselskabet