Papyrusrulle bekræfter den første påske
Den jødiske påske handler om, hvordan jøderne blev befriet fra slaveriet i Egypten gennem 10 plager og udvandrede. Men skete det virkelig?
Exodus – udgang – kaldes denne begivenhed. Exodus er også det rigtige navn for 2. Mosebog, som beskriver de dramatiske begivenheder.
Kort sagt handler det om, at de 12 israelske stammer efter Josefs død blev gjort til slaver af egypterne.
Efter 400 år kaldte Gud Moses, som havde været egyptisk prins, til at lede slavefolket ud af Egypten. Moses blev afvist af Farao og nedkaldte så den ene plage efter den anden over Egypten. De ti plager nævnes i dette vers af lærer Jeppe Tang:
Vand til Blod og Frøers Mængde, Myg dernæst Egypten trængte. Utøj, Pest og Bylders Nød, Hagel, Græshop, Mørke, Død.
Men Farao ville ikke bøje sig, før han under den 10. plage mistede sin ældste søn. Så blev jøderne nærmest tigget og bedt om at rejse. Egypterne gav dem endda gaver med. (Bl.a. guldsmykker, som jøderne senere støbte guldkalven af.)
Moses ledte jøderne gennem ørkenen, indtil de stod foran Det Røde Hav, som er farvandet mellem Sinaiørkenen og Midjans land (nu Saudi Arabien). Nu kunne de ikke komme længere – og bagude dukkede Farao op med sin hær for igen at tage dem til fange. Her var det så, at Moses ifølge Bibelen råbte til Gud om hjælp, hvorefter en hvirvelvind spredte vandet, så jøderne kunne gå over. Da egypterne senere fulgte efter, lukkede vandet sig og druknede hele hæren. – En fantastisk redning, som jøderne hvert år fejrede med påsken.
Men er der andre kilder, der bekræfter dette hændelsesforløb for ca. 3.450 år siden?
Ja, der findes bl.a. en meget gammel papyrusrulle fra det 19. dynasti, hvilket ligger lige efter denne periode. Papyrussen kaldes Ipuwers Påmindelser og er 3,47 meter lang. Heri beskrives en fuldstændig kaotisk situation i Egypten, som minder os om de ti plager.
– Når Ipuwer skriver historien, gentager han flere gange, at han faktisk ser dét, han fortæller om. Det er, som en artikel skrevet af en krigskorrespondent, der rapporterer om de forfærdelige følger af en krigslignende situation, siger den svenske læge og forfatter dr. Lennart Möller. I sin store nye bog Exodus viser han, hvilke ord i papyrus-teksten, der bekræfter Bibelens beretning.
1. Lad os plyndre ,Byens borgmester går ueskorteret.
På den tid var militæret også politi. Bibelen fortæller, hvordan hele hæren blev ødelagt. Der blev ikke en eneste af dem tilbage. (2. Mos. 14,28)
2. Der er udlændinge overalt.
Israels folk, der var udlændinge for egypterne, voksede så meget i antal, at Farao for en tid fik alle nyfødte drenge dræbt for at reducere befolkningstilvæksten. Og folket blev stort og meget talrigt. (2. Mos. 1,20)
3. Udlændingene er dygtige til arbejdet i Deltaet.
Israels folk boede i Deltaområdet, var udlændinge og blev sat i arbejde med at lave mursten, bygge og på forskellig
måde arbejde for egypterne. (Se 2. Mos. 5)
4. Det, patriarken forudsagde, er sket.
Josef, som var nummer to i Egypten gennem 80 år, havde forudset, at Israels folk ville forlade Egypten, og det er også nævnt som et løfte fra Herren i flere bibelske tekster. Ifølge Bibelen siger Josef ved sin død (som har været en velkendt begivenhed i Egypten): Jeg skal snart dø. Men Gud vil tage sig af jer og føre jer op fra dette land til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob. Og Josef tog Israels sønner i ed: Når Gud tager sig af jer, skal I bringe mine ben med op herfra. Så døde Josef, 110 år gammel. Han blev balsameret og lagt i kiste i Egypten. (1. Mos. 50,24-26)
Udvandringen var forudsagt af den egyptiske statsminister.
5. Vi ved ikke, hvad der er sket i landet.
Da plagerne ramte Egypten, sagdes Faraos mirakelmagere til ham: Det er Guds finger. (2. Mos. 8,15). Med dét mente de antageligt, at det var uden for deres fatteevne og kontrol. Farao og hans mirakelmagere havde ellers god kontrol med alle de egyptiske guder, især da Farao selv regnedes for en inkarneret gud (solguden).
6. Fattige mænd er blevet velhavende, guld, lapis lazuli (en smykkesten), sølv og turkis, karneol (rødlig halvædelsten), ametyst, andre kostbare sten … bliver hængt om halsen på slavinder, der mangler guld.
Ved udvandringen tog det fattige, trælbundne Israels folk en stor del af egypternes rigdom med sig. Israelitterne gjorde, som Moses havde sagt, og bad egypterne om ting af sølv og guld og om klæder. Herren havde ladet egypterne fatte velvilje for folket, så de lod dem få, hvad de bad om. På den måde plyndrede de Egypten (2. Mos. 12,35-36). Dette slavefolk havde sølv, guldbægre, fine garner, ædelsten (herunder de slags, der nævnes af Ipuwer), røgelse og mange andre ting af stor finansiel værdi. Det fortælles i Bibelen, da Israels folk var nået til Sinaj Bjerg (2. Mos. 25,1-9. 11. 17. 24. 29. 31. 26,1. 6. 7. 11. 14. 19. 25. 28,15-28 osv.)
7. Floden er blod.
At Nilen er fuld af blod, er ikke en påstand, som man finder i enhver tekst…! Det er også nøjagtigt, hvad den bibelske tekst nævner som en af de plager, der overgik Egypten. Moses og Aron gjorde, sådan som Herren havde befalet. Han løftede staven og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans hoffolk, og alt vand i Nilen forvandledes til blod. (2 Mos 7,20)
Ipuwer siger ikke, at floden så ud som blod, men den var blod. Nøjagtigt, som Bibelen forklarer situationen (2 Mos 7,20).
8. Der er blod overalt, ingen mangel på død.
Denne kommentar kan også henvise til det vilde haglvejr, som dræber alt levende udendørs.
Bibelen fortæller om haglvejret: Moses rakte sin stav mod himlen, og Herren lod det tordne og hagle, og ild slog ned på jorden. Herren lod haglene regne over Egypten. Der faldt hagl, og ilden flammede under haglvejret. Det var så voldsomt, at der ikke havde været magen til i hele Egypten, fra dengang de blev et folk. I hele Egypten slog haglene alt dét ned, som var på marken, både mennesker og dyr. (2. Mos 9,23-25)
9. Mange døde er begravet i floden.
Det var en tydelig afvigelse fra den sædvanlige måde at håndtere og begrave de døde på, og det må indikere, at det var en exceptionel situation, med et stort antal døde. Bibelen fortæller, at ved bare én af plagerne døde mindst én i hver familie (alle førstefødte). (2. Mos.11,4-10)
10. Der mangler materialer til alle slags håndværk; Der mangler korn, trækul, irtyw, m3wtræ, nwttræ (ukendte frugt- og træsorter) og kvas Træer er fældet, grene er afkvistede.
Træer er væltet eller er blevet slået ned, og på de træer, der stadig står, er grenene slået af. Bibelen fortæller om lignende konsekvenser af det tidligere nævnte haglvejr, som var af en sjældent set voldsomhed.
Også alle planter på marken slog haglene ned, og de knækkede alle træer på marken. (2. Mos. 9,25)
11. Der er mangel på mad,,Stor sult og lidelse, Damer siger: Vi ønsker at spise , Kvinder er golde, ingen undfanger, Deres legemer lider i klude, Pakhuset er tomt.
Disse citater fra Ipuwer viser, at der var hungersnød. Der mangler mad, folk lider og sulter, lagrene er opbrugt, så situationen er utrolig vanskelig.
Kvinderne er måske barnløse, fordi børnene er døde, eller sulten har gjort kvinderne ufrugtbare. Dette er en sandsynlig konsekvens af katastrofen, som er beskrevet i 2. Mosebog, kapitel 7-12.
12. Se, han, som sov uden hustru, fandt en adelskvinde, Se, adelige kvinder går sultne omkring.
Denne kommentar, at overklassekvinder er sultne og søger sammen med de lavere klasser tyder på to ting. At deres indtægt er væk, og at overklassemændene er væk.
Overklassen i Egypten bestod af soldater, officerer og højtrangerende civile tjenere, som stod til rådighed for Farao. Bibelen fortæller, at hele den egyptiske hær omkom (2. Mos.Mos. 14,26- 29), dvs. en stor gruppe mænd (ca. 250.000) forsvinder.
13. Skrivere er slået ihjel, deres skrifter er stjålet, Deres bøger er ødelagt.
Det kaos, som hersker i Egypten, er også et hårdt slag mod hele den egyptiske kultur. Skrivere bliver dræbt, og deres arbejde spredt for vinden. Det kan være årsagen til, at der trods alt ikke er skrevet ret meget om disse katastrofer.
Skrivekunsten var et privilegium for de få i høje stillinger.
14. Man udtaler et ve over Hemmelighedernes Sted, Hvad skal vi gøre ved det? Alt ligger i ruiner!,Borte er det, som var i går, Se nu, landet er berøvet sit kongedømme, Se alle lederne, de er ikke på deres plads, og folket er som en hjord, der strejfer om uden hyrde.
Hemmelighedernes Sted refererer til de guder, som blev dyrket, til vismændene (præsteskabet), de hemmelige ritualer, balsameringen af de døde og de guder, som Farao repræsenterede. Det, som styrede hele Egyptens liv, viser sig nu at være uden værdi. Befolkningen udviser en foragt, som fører til uorden og kaos. Det ser ud, som om hele lederskabet i landet er forsvundet eller ikke fungerer.
Det må have været noget meget magtfuldt, der kunne knuse datidens største supermagt.
15. Hvis jeg vidste, hvor Gud er, ville jeg tjene ham.
Det er en mærkelig kommentar. Egypterne vidste udmærket, hvor deres guder var, på hvilken måde de viste sig, hvilke ansvarsområder de havde, og hvordan man ofrede til dem.
Men Ipuwer spørger ikke efter disse guder. Egypterne vidste, at hele Israels folk tilbad den Ene Gud, og de var åbenbart ikke længere i tvivl om, hvorvidt det var Egyptens guder, der havde magten, eller det var den Ene Gud.
Det er ikke så mærkeligt, at mennesker, som ikke tror på det overnaturlige eller på en almægtig Gud, sætter spørgsmålstegn ved de bibelske tekster.
For det lyder jo helt utroligt, at det jødiske folk skulle være befriet fra deres slaveri i Egypten ved guddommelig indgriben. – Ved at ti voldsom-me plager regnede ned over denne store supermagt og kulturnation, så Farao til sidst måtte bøje sig.
Det passer ikke sammen med det materialistiske verdensbillede, som findes idag.
Her findes intet overnaturligt. Ingen Gud. Ikke andet end det, vi kan tage og føle på. Det, der kan måles ellers vejes.
Ofte giver også teologer efter for det verdslige pres og bortforklarer de bibelske begivenheder, der involverer det overnaturlige, som blot myter.
Hvis man ikke selv har oplevet, at det overnaturlige er en realitet, kan det være svært for en hjerne, der er oplært med nutidens snævre rationalisme, at tro, at der findes noget mere. Noget større. Noget overnaturligt.
Men gang på gang viser det sig, at de bibelske beretningers historiske troværdighed bekræftes af fund.
Det er et godt journalistisk princip at få bekræftet en historie af to af hinanden uafhængige kilder.
Man kan roligt kalde en egyptisk skriver som Ipuwer for en af jøderne uafhængig kilde.
Det egyptiske herrefolk og de jødiske slaver havde helt forskellige og modstridende interesser – og to vidt forskellige guds-opfattelser.
Mens jøderne troede på én almægtig Gud, troede egypterne på en blanding af astrologi, ånder, okkultisme – og at Farao var inkarnationen af en gud.
Ipuwers Påmindelser viser, at bibelens påske-beretning om jødernes befrielse, deres Exodus, bygger på virkelige begivenheder. Denne påske var et guddommeligt forbillede på den kristne påske, der skulle komme ca. 1500 år senere.
