Derfor går Bess nu ind i politik
Den slagfærdige præstekone og Alpha-leder
er træt af den politiske stemning i Danmark.Atmosfæren i Danmark er efterhånden blevet så hård og kynisk. Vi har fået fjernet os så langt fra de kristne værdier, at tankegangen bliver mere og mere profitorienteret. Det er pengene, der styrer. Det vil jeg gerne være med til at ændre.
Sådan forklarer Bess Serner Petersen, at hun har sagt ja til opfordringen til at stille op til folketinget.
– Vi har brug for, at der i folketinget sidder nogen, som kan holde de kristne værdier højt.
Fx er jeg ikke stolt af den måde, vi behandler udsatte grupper på – både arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, syge, gamle og flygtninge, siger Bess.
– Det er styret mere af pisk og kontrol end af pleje og kærlig omsorg. Hvis vi kunne få KD ind i Folketinget, ville der være et parti, som gik mod strømmen.
Dette er én af grundene til, at jeg stiller op for Kristendemokraterne i København.
Bess Serner Petersen blev som barn uddannet til at være balletdanser, men drømmen holdt ikke i praksis.
Bess kommer ikke fra et kirkeligt hjem, men i gymnasietiden indbød en matematiklærer eleverne til en kristen lejr, og her besluttede Bess at tro på Gud. Og det blev til et meget aktivt kristenliv, hvor hun bl.a. har været en af primus motorerne bag en årlig oase-familielejr.
Bess er i dag mest kendt for at være daglig leder og inspirator for de populære Alpha-kurser i Danmark. De bruges både i folkekirken og frikirkerne.
Og Bess er meget begejstret for Alpha-konceptet. Her mødes deltagerne uanset tro og holdninger for at tale om kristendommens indhold, og det kommer der som regel noget meget positivt ud af.
Indtil for nylig var Bess også en meget aktiv præstekone i Holbæk. Men hendes mand Jesper måtte gå på førtidspension på grund af alvorlig sygdom. De er nu flyttet fra Holbæk til København.
Og her vil Bess nu være blandt de kandidater, som vil forsøge at få det kristne parti tilbage i folketinget. Om hun selv bliver en af de valgte, får vi måske snart at se, for der rumles hele tiden med valg-trommerne.
Blandt Bess mærkesager er at få religionen tilbage i det offentlige rum:
– Efterhånden styres vores samfund mere og mere af frygt for det fremmede. Al religion bliver sat i skrammekrogen og skal helst ikke ses. Jeg tror, at kuren er at vide mere om vores egen kristne kultur – ikke at glemme den.
Hvis KD kom i Folketinget, ville der være et parti, som kunne arbejde for, at religion sandelig også hører til i det offentlige rum. Det skal fx være helt legalt, at præster udtaler sig og handler på uretfærdigheder – uden at politikere blander sig, mener Bess Serner Petersen.