Ikke desperate, men troende

Der er mange ting, der kan gøre os desperate. Både personligt og når vi ser på samfundet.Når vi som kristne har fået Helligånden, så ser vi på verden med andre øjne end folk flest. Vi ser måske den råddenskab, der ligger bag, – eller som vil blive følgen af noget, der nu fremstilles som frihed og humanisme.
Det kan godt gøre én desperat, når man samtidig ser, at den officielle kirke ligesom står magtesløs.
I den situation er det naturligt, at de ærligt troende råber desperat til Gud i deres bønner. Sådan som det er beskrevet i Rhonda Hugheys bog ”Desperat efter Guds nærvær”. For vi indser, at nu kan kun Gud hjælpe.
Men Gud hører os ikke, fordi vi beder desperat, men fordi vi tror, siger den kristne forkynder Kenneth Copeland.
Gud skal nok høre den desperate synder, der råber til ham om frelse. For han kan ikke andet.
Men som troende har vi noget, der er bedre. Vi har adgang til Faderen som børn af huset. Vi behøver ikke råbe og trygle Gud desperat for at opnå noget. Vi har allerede Guds velvilje. Det er ikke længere vores desperation, men vores tro, der udløser Guds indgreb i verden.
Når vi opdager det, så begynder vi at bede på en anden måde. Vi kan nok bede desperat – men ikke uden håb, for vi véd i troen, at Gud hører os. Vi beder i bevidstheden om, at han har overladt ”himmerigets nøgler” i de troendes hænder. Vi kan låse op med vores bøn. Og en troendes bøn har en mægtigt virkende kraft, fortæller apostlen Jakob.
Så når vi bliver desperate og bare har lyst til at råbe ”hjææælp!” så skal vi i stedet sige: Tak Gud, fordi du altid hører mig, og fordi jeg nu i tro kan sætte jord og himmel i bevægelse, så din vilje kan ske.
Ja ifølge 2. Krønikebog 16, 9, så spejder Gud ligefrem efter nogen, som han kan hjælpe:
”For Herrens øjne spejder ud over hele jorden, så han kan vise sin styrke og hjælpe dem, der helhjertet er med ham.”
Så hvis du er en helhjertet troende, så ræk bare hånden op og sig: Her er jeg, Gud.

Af redaktør Henri Nissen