Kristne siger nej til nye udlændingestramninger
Kristendemokraterne vil ikke lægge stemme til nye stramninger på udlændingeområdet i forbindelse med de aktuelle forhandlinger om en 2020-plan.
– Jeg går ikke igennem et masochistisk forløb med nye udlændingestramninger, siger Per Ørum Jørgensen.
Med regeringens forslag skal folk, der ønsker familiesammenføring, nu have en bankgaranti på 100.000 kr. og nye danskere skal selv betale 50.000 kr. for danskundervisning op til den svære danskprøve.
Kristendemokraterne tager afstand fra, at indvandringen skal gøres op i kroner og øre.
– Mennesker er andet end penge, men der er desværre en tendens til, at man skal putte alting ind i et regneark, siger Per Ørum Jørgensen.