Nu kan Carrie ligge på græsset og kigge på skyerne med sine børn

Carrie Lautrup var alvorligt plaget af høfeber, men gennem tid i bøn og fællesskab med Gud blev hun helt rask.
– Jeg vidste, at jeg var blevet helbredt, da jeg kunne gå tur i en birkeskov uden at mærke noget.

Carrie Lautrup har indtil for lidt over to år siden været plaget af høfeber, men Gud viste hende roden til sygdommen, og idag kan hun uden gener det samme som alle andre.

Det fortæller Carrie Lautrup. Hun er konsulent i staten og har siden sine teenageår lidt af høfeber.
– Jeg var ret aktiv i sport, da jeg var teenager, og når vi var ude, begyndte mine øjne at klø og løbe i vand, fortæller hun og forklarer, hvordan det lige så langsomt blev værre.

– Jeg blev meget træt og havde brug for at sove meget. Jeg tog adskillige sygedage fra arbejde, hvor jeg bare kunne ligge hjemme på sofaen med en våd klud over øjnene, fortæller Carrie, som var allergisk over for græs og birk og krydsallergisk for banan og ærter.
– Jeg kunne ikke tage på camping, og også på stranden kunne jeg få det rigtig dårligt. Jeg kan huske, at min svigermor havde så ondt af mig. Hver gang vi skulle hygge os med familien, blev jeg nødt til at lægge mig. Og jeg var også selv meget træt af det, fortæller Carrie, som følte, at høfeber ødelagde alt det, hun kunne:
– I virkeligheden er jeg et meget energisk menneske, og så skulle jeg bare ligge der og være træt hele tiden.
Carrie er amerikaner og dansk gift, og selvom hun er vokset op med troen, havde hun aldrig rigtig forstået, at helbredelse og frelse hang sammen.
– Først for nogle år siden begyndte det at gå op for mig, hvor meget der står om helbredelse i Bibelen. Ikke bare med Jesus, men også i Det Gamle Testamente. I Esajes er der alle de vers om Jesu korsfæstelse, og der havde jeg ikke lagt mærke til, at der står: ”Ved hans sår fik vi lægedom”, forklarer Carrie.
Samtidig med at hun bevægede sig i denne retning, begyndte hendes kirke ”Kirkecenter Livets Kilde” i Esbjerg at arbejde hen imod en opstart af ”Healing Rooms”, som er en helbredende bønnetjeneste, der er baseret på John G. Lakes tjeneste.
– Henning Ahlmann, som var den tidligere præst i menigheden, var involveret i denne opstart, og da jeg havde det sådan, at jeg gerne ville lære så meget fra ham som muligt, var jeg også med, fortæller Carrie, som ud over at få øjnene op for helbredelsens plads i Guds rige også begyndte at søge Gud for personlige svar i forbindelse med sin høfeber.

– Noget af den undervisning, som vi fik i Healing Rooms, handlede om, at sygdom kan have en rod, og med mindre den rod kommer væk, vil sygdommen hele tiden blomstre op igen. Så jeg spurgte Gud om roden, og over tid viste han mig, at mine allergier havde deres rod i frygt, forklarer Carrie og indskyder, at sådan viste Gud det i hendes tilfælde, det er ikke nødvendigvis det samme for alle andre.
– Det var en lang proces, hvor jeg også var til forbøn adskillige gange, fortæller hun og forklarer, at frygten var en frygt for at slippe kontrollen og stole på Gud, og at det var derfor, hendes immunsystem var på overarbejde.
– Så jeg blev klar over, at jeg havde brug for at komme ind til Guds hvile. Jeg sagde til mig selv: ”Gud er mit skjold, jeg behøver ikke være mit eget skjold”, for det var et ord Gud havde givet mig. Jeg talte også til mit immunsystem og sagde ”Guds fred”. Min mand har fortalt mig, at jeg i den periode kunne finde på at stå op om natten og sige ”Jeg vil ikke ha’ det”, men det kan jeg ikke selv huske.

Langsomt begyndte der at komme en forbedring fra efteråret 2008, hvor Carrie ikke fik sin indsprøjtning med binyrebarkhormon.
– Jeg var en af de få, der havde fået lov at få to indsprøjtninger om året, men så var min læge på ferie om sommeren, så jeg ikke kunne få den. Og siden foråret 2009 har jeg ikke taget medicin. Så jeg er i gang med mit tredje år uden medicin, fortæller en begejstret Carrie, som forstod, at hun virkelig var helbredt, da hun var på konference i Lillehammer.
– Jeg var gået en tur i bjergene, og pludselig stod jeg midt i en skov af birketræer – andre allergikere ved hvad jeg mener, når jeg siger, at man nærmest kunne se pollen i luften, men jeg mærkede ingenting. Jeg gik mange ture på den konference fortæller Carrie, som også havde en anden oplevelse, hvor hun følte, at Gud viste hende, at hun var helbredt.
– Jeg var ude at cykle, og det gør jeg ikke så tit, så jeg for vild og endte midt på en kæmpe græsmark lige i pollensæsonen, men jeg mærkede ingenting, fortæller hun.
Og der er mange ting, som er blevet lettere for Carrie. Hun kan cykle med børnene, lave en picnic eller ligge på græsset og kigge på skyerne. Og så har hun fået sin energi tilbage.
Det meste er sket i bøn hos Gud.

– For mig er bøn fællesskab med Gud. Det er som at drikke af en kilde og handler ikke om en liste af ting, jeg skal eller vil have. Men når jeg sidder der i hans nærvær, kan jeg lægge ting over til ham eller brokke mig, og nogle gange siger jeg også hans ord højt. Både til Gud men også til mig selv: Husk nu lige at … Gud er min forsørger, og at han elsker mig, forklarer Carrie, som i dag er en af de tre ledere af Healing Rooms, der er tværkirkelig og har flere forskellige kirker involveret i ledelsen i dag.
– Når jeg beder for andre og lægger hænder på dem, så ser jeg det som et kontaktpunkt mellem personen og Gud, hvor Guds Ånd får lov til at flyde igennem mig og røre ved personen, og hvor jeg får lov til at tale til personen om det, Gud føler, siger, eller mener. Det er ikke altid, at jeg kan mærke noget, men den anden kan næsten altid mærke noget – om det er varme, fred eller kærlighed. Jeg ved bare, at jeg kan være Jesu hænder, stemme, arme, eller hvad han har tænkt sig at bruge med henblik på at røre ved et menneske, og dele hans kærlighed med det, slutter Carrie.