Nye, sære lignelser
Den irske filosof Peter Rollins præsenteres nu på dansk med bogen Den rettroende kætter.Allerede bogens titel får det til at rykke i én, for hvad er det her nu for noget? En kætter er vel pr. definition netop ikke rettroende – eller hvad?
Vi befinder os med andre ord i paradoksernes land, diskret antydet af karakteristikken umulige fortællinger.
Og dog!
Det handler om kommunikation. Jesus formidlede ofte sine budskaber i lignelsens form, og det samme gør Peter Rollins i disse 33 små historier, han selv har skrevet og efterfølgende kommenteret. Det er kristne brandtaler, der går endog meget tæt på sine steder. Således fx i den indledende fortælling, Ikke skyldig, hvor det synes uundgåeligt, at den kristne umuligt vil kunne frigives ved den retssag, der er anlagt mod ham på grund af hans tro. Det gør han så alligevel; dommeren skønner nemlig, at udøvelsen af hans tro er ganske ufarlig for samfundet!
En anden fortælling, der også må fremhæves: At vende den anden kind til – en manende advarsel og en sviende kritik af dem, der sidder på magten og ikke tager hånd om de undertrykte, de syge, de forældreløse, de sultende og enkerne. Denne kritik genfindes også i den dramatiske genfortælling af beretningen om Jesus og bespisningen af de fem tusind.
En enkelt af historierne er i øvrigt inspireret af vores egen Søren Kierkegaard og handler om at vurdere den uvurderlige perles værdi – endnu et af de mange paradokser, bogen på fremragende vis forstår at sætte ord på.
Umiddelbart kan man ikke rigtig erindre sig noget, der helt ligner denne bog. Det gør den værdifuld i sig selv. Det er ikke en bog, der skal hastes igennem, snarere tværtimod. Den skal ikke læses fra perm til perm, men i små udvalgte bidder. Og specielt for eftertankens skyld.
Lignelsen som genre adskiller sig fra megen anden religiøs kommunikation ved, at dens ærinde ikke er at få modtageren til at skifte holdning, men snarere skifte levevis. Lignelsen er altså konsekvens-orienteret. Det er forfatterens bøn, at bogens fortællinger vil blive til mere end blot ord for læseren.
Det skulle der være rigtig gode chancer for.
Peter Rollins:
Den rettroende kætter og andre umulige fortællinger
144 sider
199 kr.
Boedal