10 skibs-flotille med 500 ombord afsejler til Gaza på tirsdag

Efter langvarige forhandlinger og tovtrækkeri om en ny flotille, der skal prøve at bryde den israelske søblokade af Gaza-området, går den sidste bulletin nu ud på,. at en flotille omfattende 10 passagerskibe og to lastskibe med ialt 500 personer ombord vil afsejle fra en græsk havn til Gaza på tirsdag. De er fra 20 lande.
Ifølge israelske kilder er denne flotille betydeligt mindre end oprindelig planlagt, og at dette ikke mindst kan tilskrives det israelske udenrigsministeriums intensive “anti-flotille” kampagne i en række lande.

Organisatorerne af den nye flotille har været under betydeligt pres om at aflyse sejladsen, som er blevet fordømt af USA, FN og EU som en unødvendig provokation.

Sejladsen blev hårdt ramt, da den pro-palestinensiske, tyrkisk-baserede IHH-gruppe, der var anset for at være drivkraften bag flotillen, meddelte, at dets skib, “Mavi Marmara”, ikke ville deltage i den nye flotille. Det var dette fartøj, som under sejladsen til Gaza for et år siden, blev bordet af israelske commando-soldater, og det kom til sammenstød mellem dem og ombordværende aktivister, hvorved ni tyrkere blev dræbt.

Et af skibene i den nye flotile er et fransk skib, som med seks personer ombord er sejlet fra Corsica til et mødested i det østlige Middelhav, formentlig ud for Cyperns kyst.

Et andet skib er italiensk og har navnet “Stefano Chiarini”.

Et amerikansk skib, der skulle have deltaget i flotillen, er blevet udelukket fra sejladsen af græske myndigheder efter en klage om, at der er en mekanisk fejl ved dette skib.

Retsforfølgelse
Det amerikanske udenrigsministerium har advaret amerikanske aktivister om, at de risikerer retsforfølgelse, hvis de deltager i flotillen. Ministeriets talskvinde, Victoria Nuland, henstiller til, at aktivister bruger en anden metode end søvejen til at bringe hjælp til Gazas befolkning.

– Grupper der prøver at bryde Israels søblokade foretager uansvarlige og provokative aktioner, som er en risiko for passagerer, udtaler Nuland. Der eksisterer effektive mekanismer til at overføre humanitær assistance til Gaza. Den humanitære situation i Gaza er blevet betydelig forbedret i det sidste år.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Victoria Nuland kom tillige ind på den israelske beslaglæggelse i rum sø af våben bestemt for Gaza.

– Dette understreger, at det er af livsvigtig betydning for Israels sikkerhed, at al last bestemt for Gaza undersøges for ulovlige våben, sagde hun.

Videre opfordrede hun Hamas til at acceptere “Kvartetten”s principper om at afstå fra vold, anerkende Israels ret til at eksistere og acceptere tidligere indgåede aftaler.(Kvartetten omfatter repræsentanter for USA. FN, EU og Rusland. red.)


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I tilslutning til Nulands kritik har Det hvide Hus rettet sit eget angreb mod Hamas, da dets pressesekretær, Jay Carney, .udtalte, at Hamas krænker standarden for grundlæggende anstændighed og internationale humanitære krav ved at holde den kidnappede israelske soldat, Gilad Shalit, som fange i fem år, og uden at Det internationale Røde Kors har kunnet besøge ham.

– Vi fordømmer på det stærkeste hans fortsatte fængsling og anmoder Hamas om at løslade ham omgående, sagde Carney.

Advarsel til pressen
Den israelske regerings pressekontor har i en udtalelse advaret udenlandske journalister mod at deltage i flotillen, som det betegner som “en farlig provokation” og “en international krænkelse af israelsk lov”.

– Deltagelse i flotillen vil kunne medføre udelukkelse fra indrejse til Israel i 10 år, hedder det i udtalelsen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det vides imidlertid, at en israelsk journalist, Amira Hass fra morgenavisen “Ha’aretz”, vil sejle med konvojen ombord på et canadisk skib, der har fået navnet “Tahrir”, opkaldt efter den plads i Cairo, hvor der tidligere iår blev afholdt protestdemonstrationer mod præsident Hosni Mubaraks styre.