En dansk journalists rejse til Medjugorje
Journalist Tina Varde fortæller om sit besøg i valfartsbyen Medjugorje i Bosnien Hercegovina.
Den 24. juni har seere i 30 år haft Maria-åbenbaringer i byen. Men rejsen blev også en indre rejse. Under besøget så den danske journalist selv et syn af Jesu mor og mærkede et kors på sin ryg…
Tina Varde har tidligere været meget optaget af det alternative, men kommer nu i bl.a. Karlslunde Strandkirke.Jeg har aldrig drømt eller bedt om at se Jomfru Maria. Derfor kom det fuldstændigt bag på mig, da det skete under et besøg hos seeren Vicka Ivankovic i pilgrimsbyen Medjugorje.
Her har der været Jomfru Maria-åbenbaringer i tredive år til inspiration og glæde for millioner af troende.
Umiddelbart efter oplevelsen skrev jeg noter, men jeg havde brug for at sunde mig i et stykke tid, før jeg for alvor gik i gang med at skrive om det.
Inden jeg besøgte seerens hus i Bosnien Hercegovina første gang, foretog jeg en pilgrims- og bodsvandring på Åbenbaringsbjerget og på Korsbjerget i området. Med intens bøn, sang og fordybelse i stilhed undervejs.
Ikke mindst de mange timers vandring og bøn på Korsbjerget var en stærk åndelig oplevelse. Hvor jeg både fik rum til at være alene og samtidig også i intense stunder var tæt forbundet med tre andre fra Inger Jensens lille rejsegruppe på i alt syv troende, heraf fire katolikker. Mennesker, som jeg er taknemmelig over at have mødt og delt fine oplevelser med – fyldt med bøn, sang, dybe samtaler, faste, stilhed og latter.
Jeg nåede aldrig den store planlægning, hverken inden eller under rejsen. Alligevel føltes det, som om alting var nøje planlagt, og at jeg mødte og modtog lige præcis det, der var meningen. På rette tid og sted.
Fra jeg ankom til Medju-gorje sent fredag aften, til jeg var hjemme søndag ni dage senere, fulgte jeg først og fremmest min intuition.
Da vores lille gruppe nogle dage efter ankomsten sammen tog til seerens hus, havde jeg ingen forventninger det nåede jeg ikke. Men jeg fulgte meget intenst med i alt, hvad der foregik. For jeg vidste, at jeg skulle skrive om det senere.
På et tidspunkt, mens seeren Vicka stod sammen med en præst på balkonen i sit barndomshjem, kom jeg til at kigge lidt op og et stykke til siden. Det var i dette øjeblik, at jeg ganske tydeligt så Jomfru Maria for første gang. Hun stod helt hvid og lysende. Solens stråler, eller rettere et stærkt, stærkt lys, kom fra hende, og det gik lige direkte igennem til mig.
Bagefter forstod jeg ikke, hvordan jeg kunne stå og kigge så længe og så direkte ind i lyset. Det var, som om jeg nærmest var suget ind i det en stund, hvor intet andet var. Hvor jeg end ikke ænsede hverken seeren, præsten eller andre mennesker omkring mig. Jeg var bare tæt forbundet med Jomfru Maria og lyset.
Hendes tøj var hvidt, og jeg kunne ikke se hendes hænder, der var dækket af kjolen.
Mine indtryk og tanker om hende på det tidspunkt var (også ifølge mine noter fra samme dag): Sårbar, kærlig, åben. Hun var modtagende og samtidig (måske netop derfor) fuldstændigt givende. Ja, jeg oplevede, at Jomfru Maria var ubetinget givende og modtagende på en gang.
Efter et stykke tid vendte jeg blikket ned på præsten, mens jeg stadig var i lyset og i kontakt med Jomfru Maria. Jeg begyndte at bede for præsten for at give noget af lyset og kraften videre. Dele hvad jeg modtog. Præsten kiggede i samme øjeblik direkte ned på mig oppe fra balkonen, hvor han stod sammen med seeren.Vi havde øjenkontakt et stykke tid, men jeg aner ikke, om han fornemmede, hvad der foregik, men lidt efter løftede han begge sine hænder op og dækkede for sine øjne – som om han blev blændet eller ville skærme sig imod lyset.
Jeg kiggede nu i stedet over på seeren, som stod ved siden af præsten. Hun havde på dette tidspunkt lukkede øjne, og jeg bad inderligt for hende. Jeg bad til, at hun ville være beskyttet og modtage masser af lys og kærlighed. Jeg var fyldt med respekt for den store opgave, seeren har påtaget sig.
Så lukkede jeg øjnene, men fortsatte med at bede.
Med lukkede øjne så jeg nu tydeligt en lillebitte stadig helt hvid Jomfru Maria. Der var en tynd stribe rødt rundt om den ovale cirkel, der var omkring hende og lyset, hun var i. Formen var omtrent den samme som de katolske medaljoner, tænkte jeg senere, da jeg kiggede på den tegning, jeg lavede, da jeg kom tilbage til huset for at kunne huske det.
Jeg havde ikke på forhånd gjort mig nogle forestillinger om, hvordan Maria ville/skulle se ud. Og jeg har heller aldrig bedt om, haft behov for eller udtrykt ønske om at se hverken hende eller Jesus for den sags skyld. Undtagen de gange hvor ønsket har indgået i tekster i den fælles lovsang i kirken. Hvor jeg ofte har tænkt: Det er ikke nødvendigt. For jeg har følt kontakten så stærkt igennem tanker, følelser og hændelser. Jeg tror fuldt og fast, og har aldrig følt behov for at se hende.
Det overraskede mig at se Maria så lillebitte og dog så strålende lysende og tydelig midt i et overvældende stort rum af mørke.
I første omgang tænkte jeg, at det røde måske symboliserede jorden. Men min medpilgrim, som jeg fortalte det til kort efter, sagde, at det måske var blod. Det føltes helt rigtigt. Det røde lignede nemlig en flydende substans. Jeg havde bare ikke umiddelbart forstået, at det var en tynd stråle blod, jeg så hele vejen rundt om hende.
Mens jeg med lukkede øjne så Jomfru Maria – lillebitte og dog helt tydelig midt i det store mørke – var der nogle ord, der faldt mig ind: Sårbar, ensom og smerte. Tænk at stå der helt alene med så stor en opgave, tænkte jeg også.
Den lille Maria blev lidt efter forvandlet til – eller forsvandt i – et stærkt strålende lys, som stadig var omgivet af den tynde røde, ovale stråle af blod. Ellers var der fortsat kun buldrende og ufatteligt stort mørke.
Mens jeg så Jomfru Maria med åbne øjne, forstod jeg på et tidspunkt ikke, at de andre tilstedeværende ikke reagerede på hendes tilstedeværelse. Men de kunne tilsyneladende ikke se hende.
Det krævede alt, hvad jeg havde i mig at få peget og hvisket til min nærmeste medrejsende, der stod lige ved siden af mig… noget i stil med: Se, Maria! For jeg kunne næsten ikke bevæge mig.
Jeg var nemlig som naglet til jorden en stor del af tiden, mens dette foregik. Og jeg var helt stiv i ryggen. Først forstod jeg ikke, hvorfor jeg var så stiv, men pludselig kunne jeg mærke, at det skyldtes, at der var et stort trækors bag på min ryg. Et kors jeg kunne mærke, men ingen kunne se.
Det er en besynderlig kropslig fornemmelse, jeg nok aldrig vil glemme.
Jeg var ikke bange, men forundret – bortset fra en kort overgang, hvor var jeg blev bange for at falde, fordi korset var så stort. Men så fandt jeg ud af, at korset, og dermed jeg, var naglet til jorden. Så selvom jeg svingede lidt frem og tilbage, faldt jeg ikke.
Jeg kunne heller ikke gå min vej, hvis jeg skulle føle mig overvældet eller fristet hertil.
Lidt efter var jeg ikke længere naglet fast til jorden. Det fik mig til at svinge lidt usikkert frem og tilbage, for korset var der stadig. Selvom det ikke var tungt, var det akavet og stort at stå med. I et kort øjeblik var jeg lidt bekymret for at falde. Og for, hvad der mon skulle ske herefter ikke mindst med hensyn til korset. Men jeg tvang mig selv til at give slip på nytteløse bekymringer. Jeg var klar over, at jeg bare var nødt til at lade tingene ske og følge med. Det der med korset var jo helt uden for min kontrol en mærkelig fornemmelse.
Jeg havde meget svært ved at gå op og ned af trappetrin, for korset gik helt ned til mine fødder og kom i vejen.
Jeg forsøgte udadtil at lade som ingenting, men indviede min medrejsende lidt i, hvad der foregik. Prøvede at tale fornuftigt og roligt om noget, der kan opfattes som helt absurd.
Hun tog det helt roligt og støttede mig bare kærligt tilbage til huset. Heldigvis var hun troende katolik og har en stor viden om religiøse og mystiske oplevelser.
Det var en gave, at hun både var rolig og reagerede rolig på det, jeg fortalte. Hun lyttede opmærksomt og kom med fin respons. Uden tøven gjorde hun også bare hjælpsomt de få ting, jeg bad hende om. Det er jeg meget taknemmelig for. Det hele var usædvanligt nok i forvejen. Mens jeg forsøgte at være fornuftig midt i denne uvirkelighed eller måske rettere anderledes virkelighed.
Da vi langsomt gik fra seerens barndomshjem, vinkede Vicka til mig/os og sendte fingerkys gennem mængden.
Ude på vejen vendte jeg mig om og kiggede tilbage på hende. Seeren kiggede direkte på mig/os igen, sendte fingerkys og vinkede igen. Jeg havde en stærk fornemmelse af kommunikation uden ord.
Et par dage senere, da jeg tilfældigt kom forbi hendes barndomshjem, stod Vicka der næsten alene. Ellers var hun omgivet af de mange mennesker, der kom for at se hende, aflevere bønner eller lytte til hendes ord. Jeg fik et stort kram. Og næste morgen fik jeg svar på det spørgsmål, jeg havde til hende – gennem de ord, der kom ud af munden på hende foran forsamlingen.
Jeg bar korset hele vejen tilbage til huset, hvor vi boede. Det var mærkeligt, og nogle gange var jeg lige ved at tro det gør vist lidt ondt – men det var bare så grænseoverskridende og anderledes.
Jeg gik med småbitte skridt og kunne stadig ikke bukke mig ned på grund af korset.
Jeg følte mig virkelig på Herrens mark, da jeg besøgte seeren hus. I en periode var jeg nærmest i en anden tilstand, der gjorde mig i stand til at rumme det, som jeg først bagefter skulle bearbejde menneskeligt. Og endnu ikke helt har forstået formålet med.
Jeg har haft en del oplevelser gennem årene, men intet, der kan sammenlignes med dette.
Mens vi gik tilbage, bad jeg min ledsager om ikke at omtale hændelsen for de andre i rejsegruppen, når vi kom tilbage til huset, vi boede i. Jeg havde brug for tid og ro til selv at bearbejde det. Uden andres meninger og vurderinger. Mens vi gik hjemad, bad jeg også i stilhed til, at korset snart ville forsvinde.
Da vi kom til huset, forsvandt den nederste del af korset, så det nu ikke længere nåede helt ned til jorden men kun sad bag på min ryg.
Jeg havde fået usædvanligt varme fødder, men kunne ikke overkomme at tage mine sko af. Jeg kan ikke at bøje mig ned eller samle noget op fra gulvet, tænkte jeg – og undrede mig over, hvorfor jeg dog tænkte på det. Det kunne jo være lige meget i en situation som denne.
Så satte jeg mig på bænken på vores fælles balkon. Stadig helt stiv i ryggen.
Jeg aner ikke, hvor længe jeg sad alene der på bænken…men langsom forsvandt resten af korset. Jeg rejste mig lettet men udmattet op, fandt mit tæppe og lagde mig på græsset i solen for at hvile, mens de andre var væk.
Bagefter gik jeg over og købte et par postkort til min familie, som jeg skrev – uden at nævne Jomfru Maria-oplevelsen.
Overalt i området er butikker fyldt med alverdens souvenirs med Jomfru Maria og Jesus.
Jeg prøvede at finde en lille statue, hvor Jomfru Maria så ud, som jeg havde set hende nogle timer forinden. For jeg ville gerne være sikker på, at kunne huske det rigtigt. Men det lykkedes ikke at finde en, hvor hun var helt i hvidt og stod med hænderne nede.
Da de andre kom tilbage fra udflugten, var der en, der viste mig et fotografi fra et tidligere besøg samme sted. Billedet forestillede lige nøjagtigt det, jeg tidligere på dagen havde set med lukkede øjne hos seeren: Den ovale ring af lys med den tynde ring af rødt/blod udenom midt i mørket. På billedet, hun nu viste mig, var Maria ikke til at se… det så ud, som efter at Maria var forsvundet, og der kun var rent lys tilbage i midten.
På grund af billedet begyndte jeg at tale med hende og hende ægtemand om det, jeg havde oplevet.
Lyset var på Tina hos seeren, sagde han. Det havde han set. Disse to mennesker var en stor gave, som jeg kom til at dele flere oplevelser og fine samtaler med.
I forvejen havde jeg været med dem på den timelange pilgrimsvandring på Korsbjerget. Hvor bøn, sang og stilhed havde givet os stærke stunder – sammen og hver for sig.
På vej op ad bjerget havde jeg også haft en oplevelse. En pudsig fornemmelse af at bære på en stor rygsæk, der ikke vejede noget. I starten skete det i glimt. Til sidst var fornemmelsen konstant.
Jeg accepterede det uden at tænke så meget over det. Blot overvejede jeg, om det ville blive besværligt at have den på ryggen, når vi skulle ned ad bjerget igen. Jeg er ikke så vant til at gå på klipper. Men da vi skulle ned fra bjerget, var letvægts-rygsækken helt væk. Og vendte ikke tilbage.
Da et par af de andre fra den lille rejsegruppe, den dag jeg så Jomfru Maria, spurgte, om jeg ville med til aftenmesse, sagde jeg i første omgang pænt nej tak. Jeg syntes, jeg havde haft rigeligt med oplevelser. Det ville næsten være ok at tage hjem nu, tænkte jeg faktisk kortvarigt på det tidspunkt.
En time senere tog jeg alligevel afsted til messe sammen med ægteparret, som heller ikke var katolikker. Nu føltes det rigtigt. Jeg var parat.
Ægteparret anbefalede mig at skrifte det havde flere andre fra gruppen også anbefalet mig tidligere. Derfor gjorde jeg det nu. Vi gik alle tre på skift til skrifte i en lille gul boks hos en engelsk præst.
Jeg sagde bl.a. til præsten, at jeg ikke var katolik og heller ikke havde nogle planer om at blive det. Jeg har syndet mange gange i mit liv, og det har min familie også. Jeg håber, vi kan blive tilgivet, sagde jeg. Og fortalte også ganske kort om mine oplevelse hos seeren.
Præsten sagde, at mine og familiens synder blev begravet for foden af korset. Han insisterede også på, at jeg skulle gå til nadver i kirken bagefter.
Jeg tror, Jesus ønsker at komme ind i dit hjerte på en særlig måde i aften, sagde han tre gange – for jeg protesterede de første to, fordi jeg ikke ønskede at bryde reglerne om, at man ikke må gå til nadver i den katolske kirke, hvis man ikke er katolik.
Vejret var dejligt, og vi valgte udendørsmessen, selvom kirken er meget smukt indrettet og stemningen er helt speciel derinde. Vi sad med mit tæppe over og gik alle tre til nadver. Det føltes helt rigtig. Jeg tror, vi alle tre var mætte, trætte og taknemmelige under den messe. Det var beroligende at være sammen med dem.
Efter messen fortalte jeg ægteparret, at jeg gerne ville finde en Jomfru Maria-statue, der så sådan ud, som jeg havde set hende. Både for at være sikker på at huske det rigtigt, men også for at have et minde fra en så speciel dag til min skrivepult.
Jeg endte med at købe en lille fin hvid statue, hvor hun står med Jesus-barnet i armene. For undervejs kom jeg til at tænke på, at det var en lykkelig tid for hende.
Vi var fuldstændigt udmattede, da vi sent om aftenen tog en taxi hjem.
Hele den nat havde jeg en fornemmelse af at glide ind og ud af søvnen. Jeg drømte, følte og tænkte meget. Og havde bl.a. en drøm om at trække i håndbremsen, hvilket nok passede meget godt med, hvad jeg havde lyst til i vågen tilstand – bare ved tanken om flere lignende oplevelser den nat.
Præstens ord om, at Jesus ønskede at komme ind i mit hjerte på en særlig måde denne aften, var i mine tanker igen og igen.
Jeg tænke, at jeg ikke havde behov for at se Jesus også i hvert fald ikke lige nu. Men hvad ved jeg?
Inden jeg sov første gang, bad jeg en bøn: Jeg har ikke behov for flere store oplevelser lige nu. Lad det ske i et tempo, hvor jeg kan følge med menneskeligt.
Jeg har haft mange åndelige oplevelser gennem årene, men ingen, der kunne sammenlignes med denne. Især det der med korset skulle lige bearbejdes, fordi det var så nærgående fysisk.
Da jeg kom hjem fra min rejse, sad mine to store drenge og hyggede sig i køkkenet. Min søn kom mig glad i møde:
– Så du så Jomfru Maria? spurgte han straks. Han havde åbenbart tænkt, at når jeg skulle hen et sted, hvor nogle ser Jomfru Maria, så var muligheden der også for mig. Den tanke havde jeg ikke selv haft på forhånd.
– Ja det gjorde jeg faktisk, sagde jeg stille… og fortsatte uden pause: Hvordan har I haft det? Han fortalte om alt, hvad der var sket hjemme, mens vi gik ud i køkkenet til hans storebror.
Vi talte ikke mere om min Jomfru Maria-oplevelse de næste ti dage. Indtil jeg en aften fortalte ham bare en lille smule. Da han kort efter skulle sove, bad han for første gang, siden han var helt lille, om lov til at have lyset tændt på sit værelse, mens han faldt i søvn.
Jeg var derfor ikke sikker på, at jeg skulle have sagt det. Men et par dage senere havde han det fint med det. Også med at jeg skrev om det, uanset hvad andre eventuelt ville sige.
De må jo selv om, at de ikke er troende. Jeg er ligeglad med, hvad de siger. Og det der med at have lampen tændt… det var bare fordi det var så hyggeligt, forsikrede han.
