Er det ok for kristne at drage i krig?

Spørgsmålet om kristne og deltagelse i krig er til stadighed en udfordring: Hvordan bør vi forholde os til krig?Danmark har inden for de seneste år deltaget aktivt i hele tre angrebskrige på fremmed jord. Spørgsmålet om, hvordan man som kristen skal forholde sig til militærtjeneste, er derfor temmelig aktuelt. Det er et spørgsmål, der indebærer mange overvejelser.
Af Lasse Bech
Ungdomspræst på Vejlefjordskolen.

En af overvejelserne på et helt grundlæggende plan bliver – kan jeg tage et andet menneskes liv? Her er det enkleste svar: ”Du må ikke begå drab.” (2. Mos 20,13; 5 Mos 5,17. ) Men helt så enkelt er det ikke nødvendigvis, og vi må så gøre overvejelsen om, hvilke undtagelser eller situationer, der kunne legitimere drab eller voldsanvendelse i det hele taget. Igen kunne det enkle svar lyde: ”Vend den anden kind til.” (Matt 5,39; Luk 6,29.) Hvis vi skal tage bjergprædikenen alvorligt, så må vi vel gå ind for ikke-vold. Her kunne vi let konkludere, at vi skal kæmpe med ord i stedet for vold. Men Jesus standser ikke der, netop fordi det for ham stikker endnu dybere. Vi må også afstå fra nedsættende ytringer i en konflikt. Jesus nøjes ikke med at forkynde ikke-vold, hans budskab kunne snarere betegnes som ikke-vrede eller ikkeforagt og i sidste instans fjendekærlighed, hvilket han beskriver som en afspejling af Guds fuldkommenhed. (Matt 5,21-48.)
En besnærende konklusion ville være, at bjergprædikenens budskab skal tolkes idealistisk. Dette er ikke nødvendigvis den bedste betegnelse, da man med en sådan betegnelse let kan afvæbne et ellers radikalt budskab som naivt, upraktisk eller virkelighedsfjernt. Bjergprædikenen skal læses i lyset af, at en anden virkelighed er på vej til at bryde igennem – nemlig Guds rige. Jesus runder bjergprædikenen af med en påmindelse om, at det er alle de, der ”hører disse ord og handler efter dem”, der er de kloge. (Matt 5,21-48.)

Når Jesus taler om at ”vende den anden kind til”, så taler han ikke i den sammenhæng om at slå først, men snarere at gøre modstand. Helt konkret er hans bemærkning en kommentar til den såkaldte lex talionis – altså ”øje for øje og tand for tand”. Dette princip ligger dybt forankret i os, som en helt naturlig refleks. Og vores mest grundlæggende retfærdighedssans fortæller os, at den rigtige vej hedder lige for lige. Dette princip kommer til udtryk i en spontan gengældelsesrefleks, når vi bliver angrebet, men også i et mere velovervejet retsprincip om, at der skal være balance i retfærdighedens vægtskåle.
Dette er et udtryk for offerets ønske om hævn eller genoprejsning, men også samfundets behov for afskrækkelse som et klart signal til alle om, at forbrydelse ikke betaler sig. Det sidste hensyn kunne måske endnu bedre opnås gennem princippet om ”massiv gengældelse”. Jesus foreslår en tredje reaktion, der hverken består i proportional gengældelse eller massiv gengældelse, men heller ikke i at gøre ingenting. At vende den anden kind til er ikke en passiv, men en aktiv handling. Det kræver endda en særdeles stor portion viljestyrke, tapperhed og mod at kæmpe imod gengældelsens impulsive refleks.

Hvordan bør kristne forholde sig til krig?, spørger ugens kronikør Lasse Bech.

Det kan i den forbindelse være nyttigt at gå tilbage til fortællingen om Kain og Abel. Det er her voldens historie tager sin begyndelse. Ondskaben udvikler sig hurtigt fra små synder som Adams og Evas æblerov til store synder som Kains mord. Men volden tager sin begyndelse et andet sted end selve drabet – nemlig som Jesus også påpeger det, i vreden. Egentlig begynder det med Kains misundelse, der resulterer i, at ”så blev Kain meget vred”. (1. Mos. 4,5.) Her forsøger Gud at appellere til Kain, inden det fører til vold: ”Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op…”(1. Mos. 4,6-7) Kains vrede bliver dog ikke håndteret og resulterer derfor i drab. Konsekvensen for Kain er, at han bliver fredløs og flygtning. Derfor har han en bøn til Herren – ikke en bøn om tilgivelse, men dog en bøn. Kain beder om strafnedsættelse – Guds svar er at tilbyde Kain sin beskyttelse. Kain frygter, at hans forbrydelse skal blive hævnet. Gud sætter sit mærke på Kain og siger, at ”hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange”. Her er det ikke retfærdighedsprincippet om ”øje for øje”, der tages i anvendelse, men det langt mere afskrækkende princip om ”massiv gengældelse”. Gud sørger for, at der vil være tabt mere, end der vil være vundet ved at hævne Abels retfærdige blod. Det er ikke Kain, Gud giver retten til massiv gengældelse – en fordrejning som Kains efterkommer Lemek gør sig skyldig i, når han perverterer Guds beskyttende mærke med ordene: ”Hævnes Kain syv gange, skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange.” (1. Mos. 4,24.)
Guds mærke har til formål at stoppe voldsspiralen og lade Gud optræde som dommer. Det er dog værd at bemærke, hvem det er, Gud sætter sit mærke på. Hvorfor satte han det ikke på Abel og forhindrede volden i første omgang? Hvorfor er det voldsmanden og ikke voldsofferet, der får Guds beskyttelse?
Hvorfor er Gud villig til at gribe ind overfor den, der slår igen, men ikke overfor den, der slår først? Måske er det, fordi det ikke kun er Kain, Gud beskytter med det mærke. Han befrier dem, der måtte ønske at hævne Abel, fra at være styret af den automatiske refleks at slå igen, så de i stedet får muligheden for at vende den anden kind til. Den, der er blevet udsat for vold, er altså ikke tvangsindlagt til selv at blive en voldsudøver.

Abel bliver på den måde en slags prototype for Jesu vej, nemlig korsets vej. Måske er det en af grundende til, at hebræerbrevets forfatter kan omtale Jesu blod som ”det rensende blod, der taler stærkere end Abels”. (Hebr. 12,24.) Korset er i hvert fald det stærkeste eksempel på en anden reaktion end gengældelsen. Men betyder det så, at vi blot skal lægge os passivt ned og forsvarsløst lade uretfærdig ondskab ramme os? Og kan  vi i det hele taget anvende eksemplet med Kain og Abel eller bjergprædikenen for den sags skyld, når det kommer til militærtjeneste eller myndigheders magtudøvelse? Handler disse tekster ikke udelukkende om voldsudøvelse på det personlige plan? Og selv om Jesus beder os om at vende den anden kind til, så er det trods alt ikke andres kind, han beder os om at vende til. Har vi ikke et ansvar for at forsvare og beskytte andre mod overgreb? Her kan vi måske have gavn af at se på bibelhistoriens første krig.

I 1. Mosebog kap. 14 læser vi om en krig, som rammer Abrams nevø Lot, der kommer i fangenskab  som et resultat af den. Dette får Abram til at iværksætte en militær operation. ”Da Abram hørte, at hans slægtning var taget til fange, mønstrede han sine våbenføre mænd, der var født som hans trælle, 318 mand, og forfulgte dem helt til Dan. Om natten delte han og hans folk sig, slog dem og forfulgte dem til Hoba, som ligger nord for Damaskus. Han bragte alle ejendelene tilbage. Også sin slægtning Lot og hans ejendele og kvinderne og folkene bragte han tilbage.” (1. Mos. 14,14-16.) Nu kan vi ikke uden videre gå ud fra, at Abrams handlinger skal fungere som eksempel til efterfølgelse for os, men når vi læser hele kapitlet i sin sammenhæng, er det vanskeligt at fortolke denne handling som andet end legitim og retfærdig – særligt i lyset af det faktum, at det hele munder ud i (felt)-præsten Melkisedeks velsignelse: ”Velsignet være Gud den Højeste, som gav dine fjender i din magt.” (1 Mos 14,20). Abram var tydeligvis i stand til og forberedt på at forsvare sig. Han rådede over 318 våbenføre mænd, som hurtigt kunne mønstres. Han havde indgået en alliance, som kunne aktiveres i denne situation.
Det er værd at bemærke, at Abrams militære operation er en redningsaktion, og at han nægter at tage krigsbytte. Han er egentlig slet ikke involveret i den krig, men griber først til våben, efter at krigen er afsluttet, og gør det alene for at befri sin familie. Selv om vi kan udlede nogle helt basale principper af denne fortælling, er det væsentligt at bemærke, at  samfundsstrukturen på Abrams tid var meget forskellig fra det, vi kender i dag. Der var ikke en central statsmagt, og hver klan måtte tage ansvaret for sin egen sikkerhed og sine egne interesser.
Vi lever i en anden tid, men de etiske dilemmaer er nogle af de samme. Uanset hvordan vi vælger at håndtere dette spørgsmål, må vi stræbe efter at være ”dem, der stifter fred” (Matt. 5,9), og som er ”verdens lys” (Matt. 5,14) i dette voldshærgede mørke.