Vi ses, Daniel
Sune Brolunds søn, Daniel, led af skizofreni og tog forskellige rusmidler for at dulme symptomerne, men en dag tog han en pille for meget og blev fundet død i et kolonihavehus. Midt i al smerten er Sune taknemmelig for visheden om, at han skal se sin søn igen.Daniel var en 31-årig ung mand med mange problemer. Det har hans far, Sune Brolund, ikke glemt. Men det er ikke det, som Sune tænker tilbage på, efter sønnens død for et års tid siden. Det er kærligheden og det venlige væsen, som Daniel havde, der fylder mest i Sunes bevidsthed.
– Jeg er en træmand, siger Sune Brolund.
Han har bestemt sig for at være stærk midt i sorgen, der stadig er frisk. Smerten over tabet af hans søn kommer i bølger. Nogle gange fylder den alt, og nogle gange fylder den mindre, men den er der konstant.
Trøsten finder han hos sin kone, Ruth Elisabeth Brolund, sine to voksne sønner, Fillip og Simon, og hos Jesus.
– Den dag Daniel døde, skulle Ruth og jeg til en grill-komsammen og var ved at gøre os klar. Vejret var flot til grill. Det ringede på døren, inden vi skulle af sted, og det var to politibetjente, der stod ude foran, og de fortalte os så, at Daniel var blevet fundet i et kolonihavehus. Og så brød vi helt sammen, fortæller Sune.
En uge forinden Daniels tragiske død dukkede han uventet op foran forældrenes dør.
– Han plejede ikke sådan at komme forbi. Men der var han med hunden og med rundstykker under armen og BT. Så sad vi og drak kaffe sammen. Der var bare god stemning, og han virkede glad. Og på et tidspunkt siger han så til mig: Du er min far, og jeg elsker dig! Jeg blev så rørt, fortæller Sune.
– Da han tog af sted igen, sagde han, at han holdte utroligt meget af os. Og Ruth og jeg tænkte, yes, der var lys forude for ham.
Den dag tog de et billede af Daniel, inden han tog af sted igen. Billedet står nu i stuen og viser en glad Daniel, der kigger ind i kameraet med venlige og bløde øjne. Det var sådan han var; en sød ung mand!
– Daniel var vennernes ven. Han delte gerne mad og penge med sine venner. Han var alt for god af sig.
– Han satte sig altid på de svages side og forsvarede dem, siger Sune, der er overbevist om, at Gud sørgede for, at Sune og Ruth fik det billede af deres søn en uge før hans død.
Som resten af børneflokken voksede Daniel op i et kristent hjem. Far Sune kom fra et luthersk missionsk hjem i Hillerød og senere Århus, men fandt sig tilrette i den Apostolske Kirke. Ruth mødte han på et ungdomsstævne, og de har nu været gift i 38 år.
Daniel tog den kristne tro med sig, blandt andet da han skulle uddanne sig som livredder i Sønderborg, hvor han havde en bibel på værelset. Så kom kammeraterne ned på hans værelse og spurgte ind til, hvad det nu var for noget med ham Jesus. Det ville han gerne diskutere med dem.
Men der var også et mørke i Daniels liv, som var svært for både ham selv og familien at håndtere. Daniel led af skizofreni, og han røg hash for at finde ro.
Han hørte stemmer og følte sig forfulgt. Det var svært at se på sønnens nedture for de bekymrede forældre.
– Det smertede mig og Ruth utroligt dybt, som det gør alle forældre, når det går deres børn dårligt, siger Sune, der flere gang måtte hente Daniel hos politiet eller lægen.
Misbruget af hash udviklede sig også til piller af forskellig slags og rygeheroin. På et tidspunkt fik Daniel en hund, som hjalp ham utroligt meget i de svære perioder med skizofrenien.
– Zimba hed den. Og når Daniel hørte stemmer, behøvede han bare at se på Zimba for at se, om den reagerede. Hvis den ikke reagerede, så måtte stemmerne jo være i hans hoved, og så kunne han forholde sig til det. Det var jo en god logik, siger Sune.
Zimba forhindrede dog ikke Daniel i at synke ned i mørke perioder, hvor han brugte rusmidler for at slippe fra skizofreniens greb, og det ledte i sidste ende til Daniels alt for tidlige død.
Til Daniels begravelse bad Sune og Ruth om, at familie og venner gav et bidrag til et suppekøkken i Nepal for gadebørn i stedet for blomster til begravelsen. Det kom der 10.000 kroner ud af til de fattige børn i Nepal.
– Det var helt i Daniels ånd, siger Sune.
Tab har der været for mange af i Sunes liv, som også på tragisk vis mistede sin tvillingebror, Ebbe, til aids, og plejebarnet Bo, der døde af cystisk fibrose.
– Nogle mennesker er korkpropper – de kommer altid op til overfladen igen, siger Sune, der har en jernhård tiltro til, at han altid kan finde op til overfladen igen og ikke vil synke til bunds i sorg.
En tiltro der bunder i troen på Gud.
– Jeg har aldrig tvivlet på Gud, siger han.
– Siden jeg var lille, har jeg vidst, at der var en gud. En kærlig gud. Men der er nogle ting, som jeg er uforstående over for, og som jeg gerne vil have en forklaring på, når jeg engang møder ham i Himlen, siger han.
Han ved godt, at det ikke er alt, som det er meningen, at han skal forstå i hvert fald ikke mens han er her på jorden. Nogle gange er der ikke andet at gøre end at vente tålmodigt på at få svar på sine spørgsmål.
Det kan virke besynderligt og uvirkeligt, at livet kan gå videre, når man har mistet én, man elsker. Men det gør det altid. Derfor tog Sune og Ruth også den beslutning, at de ville gennemføre den rejse, som de havde planlagt før Daniels død. Det blev lidt af et eventyr med lange togture, arbejde i suppekøkkenet i Nepal og solopgange over Himalaya.
– Det var svært at beslutte, om vi skulle tage af sted eller ej, så kort tid efter Daniels død. Men vi var også enige om, at sorgen ikke ville bliver mindre af, at vi blev hjemme. Det nytter ikke at slå hinanden oven i hovedet med sorg, siger Sune.
Sune, der til dagligt arbejder som konsulent, er også for nylig blevet formand for Diabetes Foreningen i Vejle, for han vil hellere være i sving med mange bolde i luften end at synke ned i et mørk hul.
Ægteskabet med Ruth har været et fast holdpunkt i livets kriser, og deres kærlighed til hinanden er bare blevet stærkere og stærkere år for år.
– Hun var drømmepigen, som jeg ikke kunne få, men som jeg fik alligevel, siger han.
Sune mødte Ruth på et ungdomsstævne, men i starten kunne Ruth slet ikke lide ham. Hun syntes, at han var alt for her kommer jeg-agtig. Men efter tre dage på stævnet inviterede Sune og en kammerat nogle stykker fra stævnet på kaffe og te i deres fælles lejlighed i Aarhus heriblandt Ruth. Og så kom de til at snakke sammen og begyndte at skrive til hinanden og besøge hinanden. Og begyndte også at holde lidt i hånd. Da var Ruth 16, og Sune var 19 år.
– Efter to år spurgte svigerfar mig, om vi dog ikke bare skulle blive gift, og det blev vi så, fortæller Sune.
– Det var meget tidligt at blive gift, og vi vidste ikke en dyt om, hvad vi gik ind til. Vi havde jo ikke boet sammen inden, så det var alting, der var nyt på en gang. Og selvfølgelig har vi haft vores op- og nedture i løbet af årene. Men efterhånden har vi fået slebet hinandens kanter af, siger Sune med et smil.
Den fælles tro på Jesus fylder meget i deres liv sammen.
– Det betyder meget for vores ægteskab, at vi kan bede sammen det betyder, at vi også har det åndeligt godt sammen. Ruth plejer at smøre min madpakke, og så når jeg holder stille for at spise den i løbet af min arbejdsdag, så beder jeg Gud velsigne hende, fortæller Sune.
– Jeg kunne slet ikke leve uden hende.
Sune tænker på Daniel hver dag, og det vil han sikkert gøre resten af sit liv. Men trøsten er lige omkring ham i Jesus, i sin kone og sine to sønner og svigerdøtre og børnebørnene.
– Jeg savner ham hver dag! Men jeg har også fred i, at Gud er der, og han er jordens skaber! Og jeg glæder mig til at se Daniel igen, siger han og tilføjer:
– Daniel var sådan en knuse-fyr. Han var god til at give knus til folk, og det var altid rigtigt dejligt at få et af ham.
Og det er de ting, som Sune vil huske sin dreng for og så lade de mørkere passager ligge. Og lade håbet i troen give lys med sit enkle budskab:
– Jeg tror nogle gange, at vi mennesker gør tingene alt for komplicerede. Hvis vi bekender vores tro, så tror jeg ikke, Gud forlanger så meget mere af os, siger han.
