Lisbeth kæmpede sig fri af skizofreni

I dag er Lisbeth Uhd Jepsen raskmeldt. Hun kæmpede sig fri af skizofreni, selv om en behandler forudsagde, at hun resten af livet ville være svingdørs-patient på den psykiatriske afdeling.I dag er Lisbeth elev på Kolding Internationale Højskole, og hun suger begærligt til sig af den kristne undervisning. For midt i processen med at komme fri af sygdommen blev ateisten Lisbeth overbevist om, at Gud virkelig eksisterer.

– Gud har virkelig taget hånd om mit liv. Det er bare så vildt at være kristen.

Lisbeth Uhd Jepsens liv har forandret sig meget siden den forfærdelige dag i 1999, hvor hun skreg højt af rædsel for de stemmer, der begyndte at tale til hende.
– Jeg var simpelthen så bange, fortæller Lisbeth.
– Stemmerne sagde, at personalet ville slå mig ihjel.
Lisbeth var blevet indlagt på den lukkede afdeling i Riiskov og gemte sig nu på værelset sammen med sin mor og tvillingsøster. Hun stolede ikke på andre.
Lisbeth var ellers en sund og frisk spejderpige. Efter gymnasiet var hun flyttet til Århus sammen med sin søster og havde fået job som ung pige i huset.

– Men familien, som jeg arbejdede for, løb ind i nogle problemer. Jeg ville hjælpe dem igennem krisen ved at arbejde ekstra meget, så jeg tog overansvar og endte med at arbejde 50-60 timer om ugen. Jeg forstod ikke at sige fra. Jeg kunne ikke sove og blev irritabel.
I en weekend var jeg oven i alt stresset på spejderlejr nede i Kliplev i Sønderjylland. Dér begyndte jeg at få ondt i maven. Om mandagen var det så slemt, at jeg måtte sygemeldes. Det viste sig, at jeg havde fået mavesår.
Da jeg efter en sygeperiode raskmeldte mig, blev jeg straks fyret i mit gamle job. Det blev jeg meget ked af. Det ramte mig på min identitetsfølelse. Jeg følte mig så mislykket.
Lægen havde fortalt mig, at jeg også havde en mild depression. Og den blev efterhånden til en svær depression. Da lægen sendte mig hjem, sagde han, at hvis jeg fik selvmords-tanker, så skulle jeg straks henvende mig til ham.

– Jeg var ellers sådan en type, der troede, at jeg kunne klare alt. Så jeg regnede ikke med, at det ville ske. Men efter fyringen begyndte jeg at tro, at jeg ingenting kunne og ingenting var værd. Jeg tænkte på at kaste mig ud foran et tog…
Så huskede jeg lægens ord. Jeg skyndte mig at få en tid hos lægen, som sendte mig på psykiatrisk afdeling, hvor jeg blev indlagt på den lukkede afdeling.
Men Lisbeth fik det desværre bare endnu værre.
– Måske var det på grund af de mennesker, jeg gik sammen med. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig begyndte at høre stemmer. Men det var ligesom en radio, man ikke kan slukke for. Den kværnede indeni mit hoved med anklager og negative ord om mig selv. Jeg fik at vide, at jeg ingenting var værd og at personalet ville slå mig ihjel… Det var så forfærdeligt, at jeg bare skreg højt i angst.

Lisbeths selvtillid kunne måske have lidt skade af, at hun allerede som 4-årig blev skilsmissebarn. Det mener hun dog ikke selv. Desuden har hun noget spastisk lammelse i venstre side, fordi tvillingefødslen trak ud og hun måtte tages med kejsersnit. Men til gengæld var hun bogligt godt begavet og socialt klarede hun sig godt i skolen. Lisbeth er den udadvendte, mens tvillingesøsteren er mere indadvendt. Alligevel var der inderst inde en usikkerhed, som nu blev angrebet af fyringen og ”stemmerne”.
– Jeg var meget paranoid og turde kun tale med min mor og søster, samt en enkelt kontaktperson, som jeg havde tillid til på grund af hans øjne. De andre kunne jeg nemlig se djævleøjne på. Jeg turde heller ikke se mig selv i spejlet…

– Men efter en måned, hvor jeg havde det rigtig skidt, begyndte jeg at få det lidt bedre.
Jeg kunne komme lidt udenfor, og efter et halvt års tid flyttede jeg hjem til min mor og søster. Jeg røg stadig ind og ud nogle gange, når jeg havde det værst. Jeg fik en masse forskelligt medicin, som dæmpede angsten, men det kunne jo ikke helbrede mig.
Jeg var diagnosticeret som skizofren – såkaldt skizo affektiv – og fik at vide, at jeg sikkert aldrig ville blive rask, men måtte leve på medicin og være svingdørs-patient, dvs. jævnligt blive indlagt.
Det var ikke en særlig opmuntrende besked, og det provokerede mig. Jeg tænkte, at det ville jeg godt nok ikke acceptere. Så jeg blev aktiv i foreningen for sindslidende, SIND, og det lykkedes mig bl.a. senere at få gennemtrumfet én beslutning, som sikrede mig revalidering under uddannelsen, så jeg kunne gå på pædagog-seminarium.
Men til at begynde med kunne jeg ingenting. Det handlede blot om overlevelse hver dag. For om dagen hørte jeg stadig disse negative stemmer og om natten havde jeg mareridt. Det var helvede på jord.
Det er lidt mærkeligt, at lægerne bare tror, det er kemien, der er i ubalance…, siger Lisbeth eftertænksom.

Men Lisbeth kæmpede sig fri af sygdommen. Hun flyttede ind i et bofællesskab for sindslidende og senere et opgangs-fælleskab. Hun var med i SINDs hovedbestyrelse og tog ud og holdt foredrag om at være psykisk syg. Men hun ville ikke fastlåses i at være syg, hun ville kæmpe sig ud af sygdommen. Hun trappede bevidst medicinen ned – gradvist og i samarbejde med psykiateren. Hun blev i 2005 erklæret helt rask.
Hun tog nu ud og konfronterede den ansatte, som havde sagt: ”Du bliver aldrig rask”.
– Hvorfor sagde du det, spurgte jeg. Det kunne han ikke forklare. Han regnede bare ikke med, at jeg nogensinde ville blive rask. Men den slags negative ord skal man aldrig lægge ned over et menneske. Man skal ALDRIG sige til nogen, at de ikke vil blive raske, fastslår Lisbeth.
Hun fik nu et halvt års praktik i en børnehave, før hun gik i gang med uddannelsen til pædagog, som hun gennemførte og afsluttede i sommeren 2010.
Men undervejs var der sket det utrolige, at Lisbeth var begyndt at tro på Gud.

– Jeg var ateist. Jeg kom fra en ikke-troende familie og jeg troede slet ikke på det med Gud. Men så fik jeg i 2006 en kæreste, som kom i pinsekirken. Vi accepterede begge, at han var troende og jeg var ateist. Men så en dag skrev han en sms til mig: Gud velsigne din søndag. Jeg syntes, det lød sødt og svarede: Gud velsigne din søndag.
Bagefter gik jeg i bad og kom til at tænke på, at jeg – som var ateist – havde skrevet ”Gud velsigne…” Og pludselig, mens jeg stod der i badet, fik jeg en åbenbaring af Gud. Jeg kunne pludselig forstå det hele. Brikkerne faldt på plads. Det var jo derfor, jeg havde det så godt. Gud havde hjulpet på så mange måder, kunne jeg nu se.
Fra det ene øjeblik til det andet var jeg overbevist om, at Gud virkelig eksisterede, og det har jeg ikke tvivlet på siden. Tværtimod.
Jeg var så glad. Jeg gik rundt i lejligheden og sagde: Hvor vildt! Gud eksisterer!
Bagefter besluttede jeg at tilgive min mor. Jeg tog hen til hende og fortalte det hele. Hun blev meget glad – ja, hun græd af glæde.
Søndagen efter tog jeg i pinsekirken i Århus og opdagede, at det var en fantastisk kirke, hvor jeg fik mange venner.
Jeg beholdt også de gamle venner – på nær én, som brød forbindelsen, fordi jeg var blevet kristen.

– Senere slog kæresten og jeg op, men jeg beholdt troen. Og da jeg var færdig med min uddannelse, tog jeg på bibelskole i Kolding, fortæller Lisbeth. Hun trives utroligt godt på Kolding Internationale Højskole, hvor hun ofte har erfaret Guds nærvær. Og med Guds hjælp overvinder hun nu sine problemer.
Tidligere frygtede hun fx at rejse, men med højskolens missionsteam har hun nu været både i Afrika og Indien!
Hun var bl.a. i praktik hos den verdenskendte missionær Heidi Baker i Mozambique.
Og hun har også noget at glæde sig til – efter højskolen.
Hun har nemlig fået en ny kæreste i Esbjerg, som er lige så begejstret kristen, som hun selv er. De tror begge på, at Gud kan helbrede selv de værste sygdomme. For intet er umuligt for Gud, når vi tror på Jesus, siger hun.
– Gud har virkelig taget hånd om mit liv, slutter Lisbeth med et stort smil.
– Det er bare så vildt at være kristen.