Debat
Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens.
Obs! Max 200 ord. Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg
Der reklameres nu for ghostwalk på Gram Slot.
Men hvad er ånder og spøgelser for noget? Er det bare gammel overtro, eller er der virkelig mere mellem himmel og jord?
Vi bliver kontaktet af mange, som ønsker hjælp til frihed for plager fra ånder/spøgelser. Det kan fx være børn, der ikke kan sove, fordi de “ser noget”, det kan være lys/tv m.v. som slukker/tænder af sig selv, det kan være lyde af trin, fornemmelsen at nogen kigger på en, og nogen ser også ånder i huset, nogen fornemmer kvælertag m.v., og dyr kan “se noget” og reagerer.
Vi er overbevist om, at disse ting virkelig sker. Den åndelige verden er virkelig, men ofte er det ikke alle personer i huset, der er plaget.
Men hvad er ånder og spøgelser for noget, som plager mennesker?
Det er ikke, som nogen tror, afdøde mennesker, der ikke er kommet “videre”.
Plagerne stammer fra dæmoner, som er fjender af Gud og mennesker. Dæmonerne kan godt have været tilknyttet tidligere beboere i huset og udgive sig for at være disse personer.
Men hvorfor opleves disse plager så ikke af alle mennesker?
Fordi dæmoner primært plager mennesker, som har været involveret i okkulte ting, “ånden i glasset”, okkult healing m.v., selvom mange mennesker i uvidenhed har involveret sig i disse ting.
Desuden kan der være sket voldsomme ting i huset, som kan plage folk, som senere flytter ind i huset. Det kan være de ovennævnte ting eller fx mord og incest. Det tiltrækker dæmoner, som plager husets beboere.
Hvordan kan vi så “rense” huset?
Ved at tilgive det forkerte, der er sket. Og ved Guds kraft befaler vi dæmonerne at forsvinde, og det gør de så. De skal adlyde, når vi som kristne, fyldt med Helligånden, i Jesu navn befaler dæmonerne at forsvinde. Derefter velsigner vi huset og beder Gud beskytte huset og beboerne.
Vi har været mange steder, hvor forskellige clairvoyanter m.v. – ofte mod stor betaling – har forsøgt at få dæmonerne væk. Det er ikke lykkedes, og derfor bliver vi kontaktet, og det virker – og vi gør det gratis.
Læs mere om mennesker, der er blevet fri for ånder og spøgelser (dæmoner) på www.Healing-aften.dk
Jesus Kristus har betalt prisen for, at mennesker kan blive fri.
Ulla og Martin Nissen
Haderslev Husmenighed
Ahornvej 10
6100 Haderslev
Den historie har vi hørt på længe: Hvis nu ægget var kommet først, hvem skulle så have varmet ægget, hvem skulle have varmet kyllingerne og lært dem om deres liv? De var jo døde før evolutionen var kommet igang, for ikke at tale om abekatten, der skal have en mor at holde sig til i sine første mange år, den var også død, og så var det liv slut.
Vi ved, at der kun er to væsener, der selv kan bestemme, eller har en fri vilje. Gud og mennesket, fordi mennesker blev skabt til at ligne Gud. Når Gud styrer naturen og dyrene, er hans system jo helt fantastisk. Det fungerer bare.
I årtusinder har hverken myren eller elefanten forandret sig, så evolutionen må være gået i stå, for tusinder af år siden – eller mere sandsynligt: den har aldrig eksisteret.
Vi har ingen eksempler på, at myren har udviklet sig eller ved at formere sig er blevet til andet end myre. Elefanten er heller ikke blevet til en halv giraf eller noget andet end en elefant. Og de har eksisteret side om side i tusinder af år uden nogen forandring. Det er for usandsynligt med evolution, en regnelærer vil sige, det facit er forkert. Det er for usandsynligt og umuligt. Vi må have sund fornuft tilbage i vore skoler. Vi kan ikke blive ved at bilde børn i skolen og voksne på universiteterne noget så usandsynligt ind.
De kan jo med deres blotte øjne se, at det ikke kan passe.
At Gud har sat alt sammen af små celler, kan vi jo se, når vi følger et barns udvikling, men vi får det jo ikke, før Gud har sat det sammen.
Vi må med vores ytringsfrihed have samme ret til at diskutere og undervises i, hvad der er mest fornuftigt og intelligent. Ellers har vi det jo lige som kommunisterne og andre undertrykkende stater, hvor der kun må undervises i, hvad regimet mener. Er det sådan frihed og ytringsfrihed fungerer? Hvorfor har vi det så, det gir jo ingen mening.
Margit Madsen
Søvej 1,
5750 Ringe Fyn
Piger og drenge skal ikke tvinges til at bade i fælles bad, mener Kristendemokraterne. Det er et overgreb på den naturlige blufærdighed, når børn, der ikke kan sige fra over for skolers krav, tvinges til at bade sammen med det modsatte køn.
Børn er lige så forskellige som voksne, og vi skal fastholde, at skammen over nøgenhed ikke er en puritansk opfindelse, men en naturlig del af menneskers integritet.
Vi skal fastholde børnenes rettigheder til at være sig selv og ikke overskride deres grænser. Derfor skal der gøres op med den 70er-ideologiske tese, at frisind er lig med manglende beklædning. Især mange piger føler sig som en udstillingsgenstand over for drengene.
I de senere år har fællesbadning også været fremmet af skolernes besparelser på idrætsundervisere. Økonomien tager børnene som gidsler, og det giver tilmed ringere undervisning.
Stig Grenov
Politisk næstformand,
Kristendemokraterne
Erantisvej 2
2970 Hørsholm
Se kendsgerningerne i øjnene.
Tak til Morten Kvist for de synspunkter om folkekirkelige friskoler, som Kristeligt Dagblad refererede den 27. juni.
Man kan kun være fuldstændig enig med valgmenighedspræst Morten Kvist i, at det burde være en selvfølge, at man kan bede fadervor, synge salmer og have konfirmationsundervisning i skoletiden, for kristendommen er den fremmeste religion i Danmark (Kristeligt Dagblad den 27. juni).
Men sådan er det jo ikke i dagens Danmark. Tværtimod! Debatten går jo landet over på, om man overhovedet må bede fadervor i skolen, og om det er rimeligt, at konfirmationsforberedelse finder sted i skoletiden.
At opdragelse i kristendommen og hele dannelsestraditionen er ved at gå tabt, må være indlysende for enhver, der forholder sig til kendsgerningerne.
Og ser man på den politiske situation, er der absolut ikke tegn på, at der er politisk vilje til at styrke kristendommens status i folkeskoleloven tværtimod. Socialdemokratiets undervisningspolitiske ordfører har jo kundgjort, at hun ønsker kristendommen helt ud af folkeskolen. Og ser vi på den nuværende regering, der har haft magten de sidste 10 år, har den absolut intet foretaget sig – med tre forskellige undervisningsministre der fremmer kristendommens status i folkeskoleloven.
Det eneste parti, der har en styrkelse på programmet af kristendommens status i folkeskolen, er Kristendemokraterne.
Så det er yderst relevant at se kendsgerningerne i øjnene og tale om et dannelsestab i Danmark. Og hvis man ønsker at gøre noget ved det, er det på tide at vågne op.
Og hvis politikerne ikke ønsker at ændre status på udviklingen, må befolkningen handle med de rettigheder, grundloven giver, så politikerne kan komme til forståelse af alvoren i, at det vigtigste af alt for udviklingens fremtid er vort fundament.
Jens Steffensen, fhv. MF,
Aabenraavej 49,
6100 Haderslev