Facebook, mobiler og børn
Jeg indrømmer det blankt, facebook og jeg vi er ikke de bedste venner.
Forholdet begyndte sådan set godt nok. Jeg havde mistet forbindelsen til en tidligere medarbejder og barnepige. Hun var nu tilbage på den anden side af jorden, hvor hun kom fra, og svarede ikke på e-mails. Så en veninde hjalp mig hurtigt i gang, og vupti forbindelsen blev genoprettet. Jeg var begejstret.
Men herefter er det gået ned ad bakke. Snart fandt jeg ud af, at man ikke kan gøre noget på sin side, uden at det bliver udbasuneret til højre og venstre. Da jeg efter nogen tid ville tilføje nogle facts til min profil, blev det straks annonceret: Lisbeth er nu blevet gift. Efter 16 års ægteskab var der nu en betydelig risiko for, at nogle af mine venner ville tro, at jeg havde skiftet manden ud. Nej facebook er ikke for nybegyndere.
Hvilket leder til det næste problem: Man skal jo være 13 år for ifølge facebook-loven at oprette sin egen side. En regel som ikke altid følges… Så min 11-årige søn insisterede på at skulle have sin egen side. Med det velkendte argument alle de andre i min klasse har deres egen facebook-side, forsøgte han ihærdigt at få mig til at give efter. Uden held. Giver man først efter for det argument, er kursen for teenageårene ligesom stukket ud.
Hans motivation for at få sin egen side var imidlertid de spil, facebook tilbyder. Så kompromisset blev, at han fik lov til at spille på min side. Efter nogle uger opdagede jeg til min skræk, at der på min væg (synlig for alle vennerne) stod noteret hver gang jeg havde spillet et eller andet spil.
Udover at være fraskilt og gift på ny, troede alle mine venner nu, at jeg også var komplet spillenørd. Så nu får min 11-årige ikke lov at spille mere på min side. Det er jo vigtigt at bevare det gode image. Til gengæld har han fået lov til at købe sig en ny kompliceret mobil. Med det resultat, at han brugte 300 kr. på mobilkontoen i løbet af tre dage. Vi havde ikke lige fået slået de automatiske opdateringer fra
Jo livet med facebook, mobiler og børn er fyldt med faldgruber – til gengæld har man rigtig gode chancer for et enestående indblik i sine børns og deres venners liv. De (både dine egne børn og deres venner) vil nemlig gerne være ven med dig på facebook man skulle næste tro, at der i facebook-verdenen var prestige i at have så mange venner som muligt