Går der x-factor i gudstjenesten?

Noget af det rigtigt gode ved at være kristen er, at vi kan være dem, vi er. Vi behøver ikke at give andre indtryk af, at vi er hverken gladere eller mere alvorlige, andægtige eller begejstrede, end vi er.Derfor skal gudstjenester hverken fremstille kristendommen som en trist begravelse med stivnede, andægtige ansigter – ELLER som et festligt show.
Gudstjenesten må da meget gerne være festlig, men den skal ikke gøres til en optræden – et show.
Vi skal ikke optræde som kristne – vi skal være kristne. På vores egen måde. Glade, grædende, triste…
For som Paulus skrev (i 2. Kor. brev 4):
”Vi er som skrøbelige lerkar”. Det nytter ikke at fremstille kristendommen som en dans på roser eller os selv som vellykkede. For det er hårdt at være kristen, hvis vi vil følge Jesus. Det kræver, at vi må dø fra alt vores ”kød”. Og det er en livslang proces.
Jeg advarer ofte nye medarbejdere om, at vi ikke er engle her på stedet. For ellers får de et chok en dag… Skulle vi blot holde masken i halvanden time hver søndag, så gik det – måske. Men familien, kollegerne og vennerne véd jo bedre.
Men Paulus tilføjer heldigvis, at i os skrøbelige lerkar er der lagt en vidunderlig skat. Det er Helligånden.
”På den måde kan det ses, at den overvældende kraft kommer fra Gud og ikke fra os selv.”
Med forstærkeranlæg, musik, kulørte lysprojektører, flotte sceneopsætninger og underholdende talere kan man lave et flot kirke-show. Ligesom man i traditionelle kirker kan forfalde til at lave religiøse show med orgelmusik, processioner af folk i religiøse dragter, osv.
Men forkyndelsen bliver tyndere. For Jesu alvorlige ord ville ligesom ødelægge den gode show-stemning. Derfor kommer det ofte kun til at handle om, at Gud elsker dig og synes, at du er fantastisk – ligegyldigt hvordan du lever.
Men er dét mon hele evangeliet…?

Af redaktør Henri Nissen