Håbløs kriminel by blev forvandlet, da de kristne gik sammen i bøn

Et eksempel på, at en gennemgribende transformation af samfundet også kan ske i den vestlige verden, hvis de kristne følger
”brugsansvisningen” i 2. Krønnikerbog 7, 14: ”Hvis mit folk omvender sig … så vil jeg læge deres land”.Gennem de seneste 11 år er mere end 800 lokale samfund i verden blevet ”transformeret”. Gennem de kristnes bøn og omvendelse er der her sket en markant ændring af samfunds-problemer – som narko, okkultisme, vold og fattigdom.

De kristne gik i march imod narko og korruption i deres by og amt, – og ”noget blev brudt den dag”, fortæller en af præsterne.

Hidtil er det som regel i Asien, Afrika, Sydamerika og blandt verdens ”oprindelige” befolkninger, at der er sket transformationer. Og mange har tvivlet på, at en forandring kunne ske i den vestlige verden, hvor tro og omvendelse står så svagt.
Men for syv år siden begyndte der at ske en transformation i et vestligt samfund. Nemlig byen Manchester City i Kentucky, USA.
George Otiz har dokumenteret dette gennem en 122 min. lang dokumentar-video ”An Appalachian Dawn” (opkaldt efter bjergene, hvor Mancherster ligger).

Har vakt opsigt

Også nyhedsbureauer og tv-kanaler som CBN, MSNBC, CNN, The Associated Press, Nightline osv. har bragt historier om den markante ændring, der skete i byen og på egnen.
Manchester i Kentucky var nemlig kendt for sin sociale og kriminelle elendighed.
I 1964 kaldte CBS i en nyhedsudsendelse Manchester for: ”USA’s (mest) Deprimerede By”. Fyrre år senere var byen og omegnen Clay County det sjette-fattigste amt i USA. Desuden var området kendt for masser af vold og mord. Man kaldte spøgende Manchester for Gunchester (Pistol-købing).
I en tv-afsløring i History Channel om Clay’s familiefejder blev det rapporteret, at fire lokale klaner dræbte mere end ti gange så mange familiemedlemmer, som blev dræbt i den ellers berygtede Hatfield og McCoy familie-rivalisering.
Gennem mere end 200 år var Clay County blevet gennemsyret af systemisk korruption. Der var næsten ingen normalt fungerende familier. 60 pct. af befolkningen var på bistand. På et tidspunkt boede der flere indsatte i Clay Countys fængsel end i Manchester by (som nu har ca. 2.200 indbyggere). I hele Clay County bor der ca. 21.000 indbyggere.
Clay County havde flere uopklarede mord end alle andre amter i Kentucky. Det rangerede også blandt de 10 dårligste skolevæsner i USA og var det dårligste i staten Kentucky. Der var fyldt med korruption i politiet og retsvæsnet – og ligegyldighed prægede kirkerne.

Narko-helvede

Filmen ”An Appalacian Dawn” gennemgår i en to timers dokumentations-dvd, hvad der er sket i byen Manchester og amtet Clay County. Filmen er delt op i flere afsnit, og man følger bl.a. en ung piges historie i dramatiseret form med skuespillere.

Oveni kom nu et narko- og pillemisbrug, som de fleste i det lille samfund var involveret i – enten som misbrugere, forhandlere eller i kriminalietet på grund af afhængighed. 1-2 unge døde hver uge på grund af overdosis. Fordi også politi og embedsmænd var involveret, kunne narkotikahandlen foregå uhindret og åbent, hvilket tiltrak flere narkohandlere.
I 2001 kaldte statens narkobekæmpelsesråd Manchester for ”Painkiller Capital of America” (hovedstaden for smertestillende medicin).
Kirkerne gjorde ikke noget ved problemet, fordi de var bange og skræmte og manglede sammenhold og formål.
”Problemet var ikke mørket, men manglen på lys”, siger pastor Doug Abner, som har været en af de ledende præster i bønne-fællesskabet, der førte til transformationen.
Han og de andre kristne vågnende først for alvor op, da narkoen også begyndte at ødelægge deres egne unge:
”Vi ville ikke bare tage det tilbage, som djævelen havde stjålet, men også det, som retmæssigt VAR vores, men som vi havde opgivet.”

Gennembrud efter de kristnes desperate bøn

Men i september 2003 begyndte 10-20 præster og andre kristne i desperation at mødes til bøn hver lørdag formiddag. Antallet steg nu og da til over 100, som bare græd og bad til Gud om at gribe ind.
Nogle af dem havde set transformations-videoerne om, hvordan Gud greb ind i andre dele af verden, når andre fulgte opfordringen i 2. Krønikerbog 7, 14: ”hvis mit folk da ydmyger sig i bøn, søger mig og vender sig fra deres onde handlinger, da vil jeg høre deres bøn i Himlen, tilgive deres synder og genoprette deres land”.
Og i 2004 begyndte der faktisk at ske noget. En kongresmedlem fra Kentucky fik dannet et nyt narko-politi kaldet ”Operation Unite”. 50 betjente kom undercover til Clay County og begyndte at arrestere narkohandlere og rådgive de unge på gymnasiet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fik strategien i bøn

Der blev bedt endnu mere, og præsterne begyndte at tage ansvar for forholdene i samfundet og omvende sig. Under deres bønnesamlinger fik de en strategi for, hvordan de skulle bryde det onde i samfundet: De skulle gå i fælles demonstration gennem byen og dermed manifestere de kristnes enhed. Det var en form for åndelig krigsførelse imod narkoen og korruptionen i samfundet.
– Vi valgte side den dag. Imod et korrupt styre og for Gud, fortæller en af præsterne.
Den 2. maj 2004 stod 63 lokale kirker sammen om en demonstration imod narko. Men kort før var kun ca. 35 mennesker mødt op, vejret var elendigt, og langs vejene holdt korrupte embedsmand og betragtede misfornøjet de kristne.
Men så kom de pludselig kørende alle steder fra i biler og busser. Og marchen voksede til 3.500 mennesker, som syngende gik gennem byen med bannere, der bl.a. sagde ”Enough!” (Så er det nok!) og som priste Jesus som herre over byen.
Offentligt angrede 63 præster nu på deres knæ i en offentlig park deres svigt over for samfundet, fordi de istedet var gået op i kirkebygninger, programmer og alle deres interne teologiske forskelle.
Nogle tilstedeværende følte en så mættet tilstedeværelse af Guds nærhed, at de knapt kunne trække vejret. Mange græd. De følte, at slaget blev vundet den dag, og at Guds velbehag var tilstede.
Lederen af det offentlige narkobekæmpelsesråd, Karen Engle, fortæller på videoen, at den dag ændrede hendes liv. Den dag forstod hun, at hvis tingene skulle ændres i samfundet, skulle det ske gennem kirkerne.

Håbet kom tilbage

Rhonda Hughey ses her sammen med Steve Collett, en tidligere narkohandler og kriminel. Hans liv var ganske forfærdeligt. Men i fængslet omvendte han sig og blev forvandlet af Guds kærlighed. Steve har siden hjulpet mange af sine tidligere kriminelle bekendte til tro på Jesus og et helt nyt liv. Steve fortæller også sin historie på dokumentar-videoen.

I den kommende tid fortsatte de kristne med at bede intenst for skolerne samtidig med, at de samarbejdede om at være opfindsomme. De deltog selv i møder om, hvordan situationen kunne forbedres. Myndighederne gik i samarbejde med kirkerne. Et kristent rehabiliteringscenter blev opført med støtte fra det offentlige. Håbet kom tilbage. Lokale narko-forbrydere blev omvendt og gav deres liv til Jesus. Misbrugere og hele familier blev genoprettet. Hele atmosfæren i byen og omegnen ændrede sig. Menighederne tiltrak igen nye mennesker, som ønskede at opleve Guds nærvær.
Et kongresmedlem fik nedsat en undersøgelsesdomstol for at udrydde korruption og misbrug og genskabe tilliden til retssystemet. Det, der skete i Clay County, blev model for hele delstaten Kentucky. Den før så berygtede by og egn har nu givet gode råd om narkobekæmpelse til 49 stater.
Langt de fleste folkevalgte politikere er nu troende. Det gælder også byen kvindelige nye borgmester og mange ledende embedsmænd. Borgmesteren begyndte sin embedsperiode med at vise et kristent tv-program om byen, som hun omdøbte til City of Hope – håbets by.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mørket blev afsløret

På et-års dagen for demonstrationen bad de kristne specielt Gud om at afsløre mørket – altså dér, hvor det onde regerede i byen.
Og inden for få dage anholdt 100 rejsende FBI-agenter og narkopolitiet Drug Enforcement Agency 17 højtstående narkohandlere. Og så raslede mørkets magt. Over 3.000 mennesker blev anholdt i Clay County, heraf 800 i Manchester – City of Hope.
Blandt dem var flere højtstående embedsmænd. Inden for tre år blev over 60 afsløret og fængslet for pengeafpresning, distribuering af narkotika og svindel med stemmer.
Det var bl.a. den tidligere borgmester og flere byrådsmedlemmer, direktøren for 9-11, vicepolitichefen, brandchefen, kommunaldirektøren, dommere, skoledirektøren og flere medarbejdere i skolevæsnet.
Eleverne bliver nu testet for stoffer i skolen, og Bibel-valgfag tilbydes og vælges af mange i gymnasiet. Clay County blev i 2008 udpeget til at have delstatens bedste læsetrænings-program, mens området tidligere var plaget af analfabetisme.
Der er generelt en stor sult efter åndelig undervisning.
Udover George Otiz har også Rhonda Hughey været inviteret til at undervise de åndeligt sultne borgere i Clay County. Rhonda Hughey har flere gange talt i Danmark – bl.a. på SommerOase og Apostolsk Kirkes sommercamp for et par år siden – om transformation på bl.a. Fiji øerne. Hendes bog ”Desperat efter Guds nærvær” er udkommet på Udfordringens forlag.
Dvd’en om begivenhederne i Manchester, ”An Appalachian Dawn”, kan bestilles på engelsk på hendes organisations hjemmeside: fusionministry.org

Selv naturen heles

Ja, selv vandet er – ligesom man har set andre steder i verden – blevet påvirket af den transformation, som er sket i samfundet.
Før måtte drikkevandet altid filtreres, før det kunne drikkes, men sådan er det ikke mere. I 2008 vandt vandet i Clay County første-pladsen blandt de kommunale vandforsyninger i delstaten. Faktisk kan det lokale rensningsanlæg nu sælge sit ekstra gode drikkevand ”Hope Water” som et kommercielt produkt.
Sidst, men ikke mindst, har Clay County i dag en af de største bestande af elge i landet. Også kalkuner, bjørne og rådyr er kommet tilbage efter i flere genrationer at være næsten uddøde.
For Gud er intet umuligt.
Selv ikke i Vesten.