– Jeg har lagt vreden bag mig
Oluf Christensen blev mobbet i folkeskolen, og det har sat sig spor igennem hans liv. Alligevel har han valgt at tilgive dem, der stod bag mobningen. Men vejen til tilgivelse var lang og bestemt ikke noget let valg. Komiker og foredragsholder Oluf Christensen havde ikke nogen let barndom i skolen. Han blev mobbet og drillet og følte sig konstant utryg. Den dag i dag kæmper han stadig med følelsen af mindreværd, selvom han forlængst har tilgivet sine plageånder.
Som barn flyttede Olufs forældre en del rundt, hvilket resulterede i, at Oluf kom til at gå i flere forskellige skoler. Derfor havde han ikke rigtigt nogle tætte kammerater, som han følte sig tryg ved.
I 7. klasse kom Oluf til endnu en ny skole, en lille landsbyskole på Fyn, og tiden her husker han som helt okay, men uden nogle tætte venskaber. Skolen gik kun til 7. klasse, så allerede et år efter måtte han igen trække sit skoleliv op med rødderne. Oluf skulle sammen med klassekammeraterne fra landsbyskolen til at forholde sig tilden store byskole, hvor der var helt andre sociale spilleregler.
– Jeg kom i klasse med nogle rigtige rødder, som i forvejen var svære at styre. Og af en eller anden grund, så begyndte de at mobbe mig, siger Oluf.
– Inden for 14 dage var det helt normalt, at jeg blev kaldt for alt muligt: Hold kæft, hvor er du grim. Fede svin. De kørte konstant på mig. Hele tiden og hver dag, fortæller han.
Oluf havde ingen ro fra rødderne i klassen, der var efter ham hver dag. Hvis han ville have fred, måtte han gå ned i parallelklassen, hvor de i det mindste kun ignorede ham.
– Jeg havde konstant ondt i maven, fordi jeg var utryg. Om morgenen før jeg skulle i skole, spekulerede jeg over, hvornår det ville begynde. Ville det starte allerede i skolebussen eller i frikvarteret? Hverdagen var fuld af usikkerhed og utryghed, siger Oluf.
Der var ikke megen hjælp at hente for Oluf hos skolens læreskab. Klasselæreren var enten døv og blind, eller også magtede hun ikke at tage kampen op med bøllerne i klassen, mener Oluf. Skole-hjem-samtalerne virkede i hvert fald ikke – snarere tværtimod. For hvis læreren tog problemerne op med rødderne i klassen, så gik det bare endnu mere ud over Oluf bagefter. Der var heller ikke megen hjælp at hente hos de andre lærere.
– Min matematiklærer var ellers en flink mand, men han gjorde heller ikke noget, da det gjalt. Engang havde vi gruppearbejde i matematik, og de andre i min gruppe blev ved med at køre på mig. Det endte med, at jeg begyndte at tude. Læreren kom over til mig og spurgte mig, hvad der var galt. Men jeg ville jo ikke sige noget foran alle de andre, så det endte med, at jeg sagde, at der ikke var noget galt, og læreren gik igen, fortæller Oluf.
– Jeg var en for stor dreng til, at de kunne tæve mig. Der var engang en, der lagde op til at slås i fysiktimen, men ham tog jeg i kraven og løftede op på et bord. Det gav lidt respekt i to dage, siger han.
Men selvom Oluf nok godt kunne banke sine plagånder på plads, så gjorde han det aldrig. Han ville ikke slås.
Der var ikke nogen af bøllerne i klassen, der gjorde Oluf fysisk fortræd, men det psykiske pres, de udsatte ham for, og den konstante utryghed, han følte, kom til at trække dybe spor igennem hans ungdom og voksenliv.
En af de drenge, som var med til mobningen, kendte Oluf fra landsbyskolen i 7. klasse. Selvom de ikke var tætte kammerater, så havde de det fint sammen i 7. klasse. Men da eleverne flyttede over på den store skole, så fik piben en anden lyd. At netop denne dreng skulle blive en af hans plageånder, føltes som et stort svigt. Men Olufs vrede mod drengen vendte fra den ene dag til den anden.
– En dag, da vi var alene, spurgte han mig: Oluf, hvorfor banker du os ikke bare? Mine parader røg fuldstændigt væk, og i det sekund gik to ting op for mig. For det første at han også selv var usikker og mobbede mig for selv at overleve i klassen. For det andet gik det op for mig, at han også selv syntes, at det, de gjorde mod mig, var forkert, fortæller Oluf og tilføjer:
– Selvom han ikke præcist sagde ordet undskyld, så tilgav jeg ham lige der. Han var den første, som jeg tilgav.
Mobningen endte med, at Oluf forlod 8. klasse tre måneder før tid og fandt sig et arbejde som tømrer, inden han skulle på efterskole i 9. klasse.
– Da jeg arbejdede som tømrer, kunne jeg mærke, at jeg fik muskler og blev meget stærkere. Så tænkte jeg nogle gange på, at jeg kunne gå over i skolen og tæve dem alle sammen. Jeg var bare så vred og skuffet over, at de havde mobbet mig så meget, så det med at hævne sig virkede nogle gange som en god ide. Men jeg gjorde det aldrig, siger han.
I forhold til alle de andre bøller i 8. klasse, så skulle der gå flere år, før Oluf kunne tilgive dem. Efter de 3 måneders tømrerarbejde kom Oluf på efterskole, og her blev han ikke mobbet, men tiden i 8. klasse havde sat sine spor.
– Jeg kunne ikke kende forskel på mobning og kammeratlige drillerier mere. Jeg var usikker og kunne ikke finde ud af, om de kunne lide mig eller ikke, når kammeraterne drillede for sjov, siger Oluf.
Efter efterskolen kom han i Euroclass i Kolding, der er en kristen 10. klasse. Først her begyndte Olufs sin bearbejdelsesprocess af årene med mobning.
– En af lærerne på skolen kunne mærke på mig, at jeg havde problemer med mindreværd, og hun mente, at jeg havde brug for at tilgive dem, der havde mobbet mig. Det var en beslutning, som jeg var nødt til at tage. Det var svært, men da det først var gjort, så var det som om, at der blev prikket hul på en byld, siger han.
Tilgivelsen var en helt bevidst beslutning, men kun begyndelsen på bearbejdelsen af prøvelserne i ungdomsårene.
– Igennem det hele har jeg altid bedt aftensbøn, og troen på Gud og Jesus har givet mig et sted at lægge mine bekymringer. Det har været vildt vigtigt for mig.
– Vendepunktet kom, da jeg fortalte min historie til nogle andre unge på en lejr. Jeg begyndte at tude og alt muligt, men jeg så også, hvordan de unge reagerede på historien. Og jeg fandt ud af, at det både betød noget for mig og dem, at jeg fortalte min historie, siger Oluf.
Som foredragsholder har Oluf fortalt sin historie igen og igen og igen, og han er vant til at sætte ord på begivenhederne dengang, og det har hjulpet ham med at komme videre.
– Jeg tror på, at tilgivelsen er meget vigtigt. Hvis man ikke tilgiver, så risikerer man at blive fortæret af bitterhed, og at det bliver kørt op til had.
– Selvom jeg engang imellem har haft lyst til at slå dem, så har jeg ikke hadet dem. Jeg har været ked af det, skuffet og frustreret. Men hvis jeg ikke også havde tilgivet dem på et tidspunkt i livet, så var det måske endt et andet sted, siger han.
I en årrække lavede Oluf Christensen Stand Up, og det var først her – i en alder af 25 år – at det gik op Oluf, at han havde lavt selvværd, og at den mobning, han var udsat for mange år tidligere, stadig påvirkede ham.
På en turné med komiker og tryllekunstner Rune Klan fik han sig lidt af en øjenåbner.
– Efter et af mine shows, der var gået dårligt, kom Rune hen til mig og sagde til mig, at jeg altså skulle til at tro mere på mig selv. Det var først der, at det gik op for mig, at jeg gik rundt med følelser af mindreværd, siger han.
I dag er vreden over klassekammeraterne væk, og det er Oluf sikker på skyldes, at han har tilgivet dem. Både på det åndelige og personlige plan giver det meget igen at tilgive, mener han. Men forståelsen for mobningen mangler stadig.
– Hvorfor gjorde de det? Hvorfor mobbede de mig? Jeg forstår det stadig ikke, og jeg kunne faktisk godt tænke mig at møde dem igen og tale med dem om det. Ikke på nogen vred eller bitter måde – men bare for at spørge dem ind til deres bevæggrunde, siger han.
Det er ikke en undskyldning, Oluf har brug for, men mere et svar på, hvad der drev dem til at mobbe ham.
– Jeg er nysgerrig. Også i forhold til mit arbejde kunne det være interessant at få at vide, hvorfor jeg blev mobbet, siger Oluf, der i dag holder foredrag om mobning for børn og unge.
