Lille dreng med hemmelig last
Nils Gunder Hansen er professor ved Syddansk Universitet og har tidligere bl.a. skrevet om teologen K. E. Løgstrup. Han har haft et noget tumultarisk karriereforløb – et vilkår, han deler med mange af sin generation.
Hans erindringsbog er en rejse i lune og varm solidaritet med slægten, men rummer også kærlige modspark til de folk på bjerget, han undervejs kom i kontakt med.
Bogen lægger ud med en kostelig anekdote: tiden er sidst i 70erne, vi er i København, og Nils har lige et lille ærinde, der skal forrettes på det Institut for Litteraturvidenskab, hvor han har sin daglige gang som studerende. Det er op mod jul, og han har taget sin kuffert med sig. På en af gangene møder han Peter Madsen, dengang en vel-etableret marxistisk orienteret professor, der tilkaster ham et ironisk blik og en lige så ironisk bemærkning: Nå, så går det nok hjemad mod præstegården!
Nogen præstegård var der nu ikke, derimod nok en barndom, præget af en religiøs grundholdning: en grundtvigiansk livskraftig, livsglad farmor med Fadervor på læben. Størstedelen af barndommen blev tilbragt i Tønder; han kalder sine forældre kultur-radikale af første generation. Oplysning og dannelse var en vigtig del af hjemmet, men var der én ting, der ikke indgik heri, var det kristendommen. Derfor betegner han det som en art oprør, når han senere udviklede denne interesse:
I stedet for at acceptere kultur som religionserstatning har jeg grebet bagom til den rigtige religion, skriver han (s. 65).
I barndommens sommer skriver han drabelige sørøverhistorier og læser bestandig tungere bøger om vinteren. Ungdommens tid er det lange hårs: fester og uindfriede forelskelser, morsomt og indtagende erindret og beskrevet.
Teologien var hele tiden det andet hjem, en hemmelig last, som man ikke alt for offentligt skulle bekende sin interesse for i universitets-marxistisk sammenhæng. År senere – i 90erne – kunne man læse denne graffiti: Hvad blev der egentlig af Nils Gunder? – og svaret lød: Han foretrak Gud frem for Peter Madsen. Nils Gunder Hansen mener vist næsten, at det var forudsat på Institut for Litteraturvidenskab: at hvis man var fra provinsen, var man fra fortiden, og dén var religiøst defineret.
Han kommer til Kristeligt Dagblad, senere Berlingske Tidende. Det opleves som en befrielse i forhold til det snævre universitetsmiljø. Det hele meget levende og kærligt-indforstået gengivet – og slet ikke uden snert af selv-kritisk sans. Nils Gunder Hansen er måske ikke den første 68er, der har skrevet sine erindringer – men han er afgjort en af de mere interessante.
Nils Gunder Hansen:
Lille drengmed rejseskrivemaskine
269 sider
249 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag
