Bibellæsning øger den sociale ansvarlighed

Jo oftere man læser i Bibelen, jo mere smitter de kristne holdninger af på ens holdninger
til økonomi og social ulighed, viser ny amerikansk undersøgelse.
Jo mere man læser i Bibelen, jo mere bekymrer man sig om social ulighed. Det er et af resultaterne i en ny undersøgelse af de sociale konsekvenser ved bibellæsning, som er foretaget af forsker Aaron Franzen fra Baylor University i Texas.
Undersøgelsen viser desuden, at regelmæssig bibellæsning øger sandsynligheden for at være imod dødsstraf. Bibellæserne bekymrer sig også mere om fattigdom og menneskerettigheder.
Undersøgelsen er blandt de første af sin slags og er foretaget på baggrund af dataindsamling fra 1648 spørgeskemaer fra den såkaldte Baylor Religion Survey fra 2007.

Mindre forbrug er godt

Nogle af de adspurgte læste i Biblen en gang om året, nogle en gang om måneden, andre en gang om ugen og nogle flere gange om ugen eller mere. For hvert ”trin”, man bevæger sig op ad denne stige, sker der en række ændringer i bibellæsernes forhold til sociale og økonomiske anliggender:
For hvert trin – altså jo oftere man læser i Bibelen – har man 39 pct. større chance for aktivt at arbejde for social og økonomisk lighed.
Ud af alle de adspurgte var de kristne bibellæsere 27 pct. mere tilbøjelige til at sige, at det er vigtigt at forbruge færre varer for at være et godt menneske.
Et af de mere overraskende resultater ved undersøgelsen er, at regelmæssig bibellæsning øger sandsynligheden for, at man ikke opfatter videnskab og religion som modstridende.

Mere bibellæsning – mindre konservativisme

For hvert trin en bibellæser bevæger sig op ad ”stigen” er han 22 pct. mere tilbøjelig til at se religion og videnskab som forenelige. Aaron Franzen tolker resultaterne som at regelmæssig bibellæsning ikke nødvendigvis er lig med typisk konservative værdier.
– Almindeligvis er de, der læser Bibelen mest bogstaveligt, også de, der læser den oftest. Men øget bibellæsning ville moderere deres konservatisme, forklarer han til The ARDA.

Imod abort og homovielser

Ifølge undersøgelsen øger bibellæsningen også læserens fokus på sociale problemstillinger. Blandt de, som ofte læser i Bibelen, finder man større sandsynlighed for modstand mod abort og dødsstraf. Desuden er bibellæserne oftere imod hårdere fængselsstraffe og øget autoritet hos regeringen til at bekæmpe terrorisme.
De fleste i undersøgelsen læser dog ikke særlig ofte i Bibelen. Kun 25 pct. af de adspurgte læste i Bibelen flere gange om ugen eller mere.
Omkring halvdelen af de adspurgte, som læser i Bibelen mindre end én gang om året, går ind for vielse af homoseksuelle par, mens kun seks pct. af de regelmæssige bibellæsere deler dette synspunkt.
Af Svend Løbner
og Simon Nathanael