Debat

”Derfor går jeg ind for DF”

Niels Erik Søndergård

Kulturliberalismen har sammen med kulturradikalismen hersket enerådende siden 2. verdenskrig med skadelige virkninger for vort land både menneskeligt, kulturelt og åndeligt.

Nærmiljøet forsvinder, alt går op i stordrift, det lokale selvstyre forsvinder, familien svækkes af overdreven erhvervsmæssig handelskoletænkning, slægtsforståelsen forsvinder, det primære liv forsømmes til fordel for eksistentiel overflødig tingsproduktion, det offentlige rum pornograficeres, så kvinden gøres til kødkvæg, og seksualiteten gøres til et dyrisk fænomen.
Landets fælleskultur, der er baseret på kristne værdier, er med flid forsøgt ødelagt af de herskende kulturliberale og kulturradikale kræfter.
Euforiserende stoffer flyder overalt, retsplejen nedbrydes, kendskabet til landets historie og de kristne åndelige værdier går planlagt i glemmebogen, og alle grænser åbnes for kreative gavtyve af forskellig art.
Landets sprog planlægges gradvist udtyndet til fordel for engelsk. Drukkulturen er massiv, uden at bestemmende kræfter afgørende siger fra. Landet og dets værdier afskaffes til fordel for et globaliseret tomt forbrug. Men paradoksalt nok risikerer globaliseringen uden ånd at fjerne landets arbejdspladser og velfærd.
Når nogen hader Dansk Folkeparti, så har det ikke noget med økonomi at gøre, men det skyldes, at de pågældende hader kulturkonservatismen, som de lige havde troet var uddød.
Dansk Folkeparti er et parti, hvor social forståelse er kombineret med kulturel bevarelse og kulturel opbygning.
I modsætning hertil er Socialdemokratiet et parti, hvor social forståelse er kombineret med kulturliberalisme/-radikalisme. Det vil sige kombineret med kulturel nedbrydning.
Venstre er et kulturliberalt parti, der styres af handelsskolernes økonomiske tænkning.
Det konservative Folkeparti er for længst blevet et kulturliberalt parti, der har solgt landets værdier til fordel økonomisk tingstænkning.
SF og Det radikale Venstre er rendyrkede kulturradikale partier, der målrettet går efter nedbrydningen af landets nationale og åndelige værdier.
For liberale og socialistiske partier er kristendommen politisk ligegyldig. For DF er kristendommens fortsatte eksistens i vort land derimod nødvendig.
Kombinationen af kulturkonservatisme og social forståelse er nødvendig for vort land.
Forudsætningen for Dansk Folkepartis fortsatte grundlag er, at DF fortsat med fuld kraft kan gå imod kulturradikalismen.
Og forudsætningen for det er, at vores nationale værdier, herunder den kristne kultur holdes ved lige. Men her ligger akilleshælen for DFs fortsatte grundlag.
For kulturradikalismen har netop været alle steder. Den har også svækket vores kristne kultur og forudsætningen for den kristne kultur, nemlig den kristne tro.
Mange tror, at den kristne kultur kan holde sig selv ved lige, men det er ikke tilfældet. Det er den kristne tro, der skaber den kristne kultur – det er ikke omvendt.
Men kombinationen af social forståelse og en kulturkonservatisme, der bygger på vore klassiske nationale værdier og kristne kultur, er nødvendig for bevarelse af et sundt Danmark, ja måske for Danmarks fortsatte eksistens overhovedet.
(Forkortet af red.)
Niels Erik Søndergård
Rasmus Rasks Alle
5250 Odense SV