IAS får 1,65 mio. fra Afrika Nu
Lørdag aften blev over 110 mio. kr. samlet ind ved DR1 og TV2s fælles indsamling. International Aid Services modtager 1,5 pct., dvs. over 1,65 mio. kr. til nødhjælp i den somaliske hovedstad Mogadishu.- De indsamlede midler går til mad og rent drikkevand i Afgoye flygtningelejren, 35 km udenfor Mogadishu, hvor der bor over en halv million mennesker, fortæller IASs daglige leder Torben Madsen.
International Aid Services er én af 12 hjælpeorganisationer, der skal kanalisere de mange millioner fra tv-indsamlingen lørdag den 27. august. Da indsamlingsprogrammet var slut kl. 23.00, var det indsamlede beløb kommet op på præcis kr. 110.001.303.
– Vi får penge en uge efter de er indsamlet, så hjælpen går ud med det samme, lover Torben Madsen.
International Aid Services har selv til dato indsamlet 315.000 kr. til sulthjælp og vandforsyning i Østafrika.
IAS er pinsekirkernes hjælpeorganisation. IAS koordinerer også en indsamling blandt frikirker i august og september. Og på IAS hjemmeside og konto vil indsamlingen fortsætte, indtil katastrofen er ovre.
– Så vi anmoder folk om fortsat at give, pointerer Torben Madsen og slutter med et Tak for en rundhåndet gave!