Kirkepersonale bør fritages for homovielser
Kristendemokraterne vil fritage det kirkelige personale fra at deltage i en kirkelig vielse af homoseksuelle, hvis det strider imod deres personlige overbevisning.
– Vielse af to mennesker af samme køn strider for nogle mennesker fuldstændig mod deres kristne overbevisning. Det gælder også dele af det kirkelige personale. Disse mennesker skal ikke tvinges til at være på arbejde under en vielse af to mennesker af samme køn, siger Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen.
– I andre dele af lovgivningen er der taget højde for at mennesker af samvittigheds årsager kan fritages for at udføre et bestemt stykke arbejde. Det gælder for eksempel i forbindelse med abort jf. abortlovgivningens § 10 stk. 2. Den form for fritagelse bør også gælde kirkeligt personale i forbindelse med homovielser, fastslår Per Ørum Jørgensen.