Kristne vælgere svigtede KD
Kun 28.155 stemte på Kristendemokraterne. Alligevel blev kendte kristne personligheder ikke valgt i de andre partier. Ørum vil nu være formand.Trods det dårligste valg nogensinde for Kristendemokraterne tror Per Ørum stadig på partiets chancer og har meldt sig som ny formands-kandidat til afløsning af Bjarne Hartung Kirkegaard.
Politiske iagttagere forventer et nyt valg inden for halvandet år på grund af de store forskelle mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale.
Før KD imidlertid kan opstille til folketinget igen, skal det indsamle over 20.000 underskrifter. Et skema er allerede lagt ud på partiets hjemmeside kd.dk.
I første omgang vil partiet forsøge at få kandidater valgt ved det kommende kommunalvalg. Partiet har otte medlemmer i lokale byråd, flest i Vestjylland.
Netop Vestjylland var partiets store håb. 35.000 lokale vælgere tilkendegav ifølge en meningsmåling, at de overvejede at stemme på Per Ørum Jørgensen. Dette skyldtes hans og KDs kamp for udkants-Danmark. Men ved valget viste det sig, at disse vælgere ikke bakkede op, da det gjaldt. KD fik under 10.000 stemmer i Vestjylland – næsten det samme som ved sidste valg – og kun halvdelen af det, der var nødvendigt for et kredsmandat.
Havde partiet fået kredsmandatet, var det kommet ind med mindst én, formentlig to mandater – og havde ikke behøvet at indsamle underskrifter.
Trods den store skuffelse har Per Ørum Jørgensen besluttet at stille op som kandidat til formandsposten i partiet.
Per Ørum meldte sig ind i KD i 2010 efter at have forladt de Konservative og været løsgænger en periode.
KDs tidligere store stjerne i Vestjylland, Tove Videbæk, havde udsigt til at vinde det konservative mandat, efter at hun var skiftet til dette parti.
Men heller ikke det lykkedes på grund af det dårlige valg for de Konservative, som mistede 10 ud af 18 mandater:
– Det dårlige valg for Konservative skyldes, at vi har siddet i regering i mange år og ikke haft mulighed for at profilere vores egen politik, siger Videbæk.
– En regeringsleder vil altid få æren for det, der bliver gennemført, også selv om meget af det er konservativ politik. Det viser bare, at det koster at være i regeringen.
– Det er på en måde godt, at vi nu får en periode uden for regeringen. Så kan vi mere frit kommunikere, hvad vi står for som konservative.
Tove Videbæk var en af otte kandidater i storkreds Vestjylland og topkandidat i Ringkjøbing, Skjern og Ikast/Brande kommuner. Hun er suppleant for Bendt Bendtsen i EU-parlamentet.
Ved redaktionens slutning var flere andre kendte kristne profiler ikke genvalgt eller nyvalgt blandt de 179 valgte folketingsmedlemmer.