Kristne vil inspirere til åndelig omsorg
Dansk Kristelig Sygeplejeforening markerer Sygeplejens år med Projekt Åndelig omsorg.
Hvordan agerer plejepersonalet, når en patient fortæller, han er bange for at dø? Eller når en beboer ikke ønsker at leve? Hvordan møder personalet en patients eller beboers spørgsmål om tvivl og tro?
Plejepersonale er blevet undervist i åndelig omsorg de sidste 30 år.
Alligevel viser en undersøgelse i Fagbladet Sygeplejersken, at personalet er tilbageholdende med at spørge ind til patienters åndelige ve og vel på grund af berøringsangst. Det betyder, at patienter ofte bliver ladt alene med deres bekymringer, angst og usikkerhed.
Det vil Dansk Kristelig Sygeplejeforening ændre på.
Dansk Sygeplejeråd har udråbt året 2011-2012 til Sygeplejens År et år, hvor værdien af sygeplejen skal synliggøres.
Dansk Kristelig Sygeplejeforening ønsker i samme periode at synliggøre værdien af den åndelige side af sygeplejen. Det sker gennem Projekt åndelig omsorg, som vil give plejepersonalet redskaber til at møde patienters og beboeres åndelige behov:
En hjemmeside om åndelig omsorg er færdig i november.
Der holdes workshops om åndelig omsorg på Dansk Kristelig Sygeplejeforenings landsmøde den 1. oktober og ved dialogmøde i Aalborg den 3. november.
/sl
Hvordan skabes sammenhæng i tilværelsen? Hvordan giver man livsmod? Hvordan kan en fastlåst situation sprænges?
Det er spørgsmål, som plejepersonale ofte savner svar på og netop spørgsmål, som sygeplejerske, ph.d., cand. cur. og medlem af Det Etiske Råd Edith Mark tager op på en temadag, som Dansk Kristelig Sygeplejeforening holder i Børkop den 1. oktober.
Hendes emne hedder Når fortællingen skaber mening i kaos. Om fortællingens helende funktion.
Temadagen er et led i Dansk Kristelig Sygeplejeforenings årlige landsmøde med generalforsamling.