Luk nu op, Gud!
Af Flemming Mose Lauridsen, præst i Ølgod Valgmenighed.
Har du glemt dit password?
Hvor har jeg faktisk tit gjort det. Eller glemt mit brugernavn. Og så er der lukket på internettet!
Ja, hver gang jeg står ved tankstationen og hiver dankortet op af lommen, så mærker jeg frygten: Kan jeg nu huske pinkoden?
Når vi beder til Gud, kan vi til tider opleve det, som om vi har glemt vores password. Der var ellers store løfter i luften: Bed om hvad som helst i mit navn, og I skal få det! Men der sker ikke en pind. Du må have tastet forkert! Du banker på, du søger, du beder men dit barn er stadig ikke blevet rask. Du har stadig ikke fået arbejde. Du er stadig deprimeret.
Hvad er mit password? Er der ikke et eller andet lille hjælpespørgsmål på mailen: Har du glemt, hvad du hedder / har du glemt dine hemmelige koder? så jeg kan komme igennem?
Jesus kan sit password: Effatha!. Det der mærkelige ord, som står uoversat i Bibelen: Luk dig op!
Er det himlen, han vil have lukket op for? Eller måske Guds ubøjelige, ubarmhjertige hjerte? Nej, når Jesus bad til Gud, hamrede han aldrig på en lukket dør. Han vidste, at Guds hjerte aldrig var lukket fordi hans eget hjerte aldrig var lukket.
Men hvorfor står der så, at han sukker? Det plejer han ikke. Er det ligesom den gang, hvor han sukkede over de skeptiske farisæere, disse kyniske betonhoveder? Eller er det, fordi nu skal han virkelig koncentrere sig om at bede så inderligt og overbevisende, at Gud ikke kan nænne at sige nej?
Nej, hverken han eller vi andre behøver en bestemt bedestil for at overtale Gud. Jeg tror, han sukker, fordi hans hjerte er vidtåbent og blødende over for denne nød! Han sukker på den andens vegne. Effatha luk dig up er henvendt til den døvstummes lukkede mund og lukkede ører.
Måske valgte han også denne fremgangsmåde af hensyn til skarerne, der ville teste Jesus: Holder han målene? Opfylder han specifikationerne for en Messias?! Eller er han bare en overspændt fanatiker, komplet med moderbinding og messiaskompleks og det hele?
Markusevangeliet 7, 37.
Maleri af Peer Laigaard.
De kendte Messias-profetierne fra Det gamle Testamente, og de vidste, at hvis de kom slæbende med en, der både var døv og stum, og hvis Jesus så måtte slå afværgende ud med hænderne: Altså beklager, at det her er lige en tand ud over mine muligheder, så havde han afsløret sig selv som en falsk Messias. Derfor sukkede han og sagde: Luk dig op!
Det er noget af det, der er så mærkeligt i Jesu liv: Han lærte os først at søge Guds rige og hans retfærdighed, og at alt andet blot var tilgift. Men selv begyndte han ofte med at række mennesker alt det, der følger med i tilgift: glæde, liv, helbred. Og så kommer det vigtigste bagefter. Næsten som en tilføjelse, som en tilgift …
Det er derfor, skaren udbryder: Han har gjort alting vel han har ikke bare taget sig af sygdommen til døden, fortabelsen, Guds vrede; han har også båret vore sygdomme, han har også taget sig af vores nød, vore sorger, vores længsler. Han har gjort alting vel – altså han er Messias.
Den Messias ønsker at trøste og hjælpe med dette liv og tilføjer omkring det vigtigste: Søg først Guds rige! For et godt liv er godt men evigt liv er bedre.
Derfor, da Luther i 1523 skulle formulere en ny gudstjeneste-liturgi, foreslog han faktisk, at præsten, når han skulle døbe et barn, tog noget af sit eget spyt og rørte ved barnets ører og mund, og så skulle han sige ligesom Jesus: Effatha! Luk dig op!
Rimelig klamt, ja. Ikke så mærkeligt, at det aldrig rigtig slog an men dog det vigtigste: at få åbnet ører og mund for Guds ord!
