Udlændinge fylder kirkebænkene i Baptistkirken
Halvdelen af gudstjenestedeltagerne i Baptistkirken er nydanskere. Om få år vil det være to tredjedele. Det er både en berigelse og en udfordring, siger kirkens formand Mogens Andersen.
Om få år vil 75 pct. af gudstjenestedeltagerne i Baptistkirken være af anden etnisk oprindelse end dansk.
Det siger kirkens landsformand Mogens Andersen. Baggrunden er, at halvdelen af gudstjenestedeltagerne allerede i dag er af anden etnisk oprindelse. Det samme er 20 pct. af Baptistkirkens medlemmer. Bare i år har Baptistkirken i Danmark budt fem nye etniske kirker velkomne i kirkesamfundet.
– Det er rigtig spændende at have så mange etniske grupper repræsenteret. Men det giver også anledning til mange overvejelser. Først og fremmest er vi taknemmelige for de etniske grupper, der fortrinsvis består af afrikanere og burmesere. De kommer jo fra en ikke-sekulariseret kultur og har derfor en umiddelbar spiritualitet, som vi har brug for at genopdage (sekulariseret = verdsliggjort red.). Nogle siger endda det er mest afrikanerne at de vil missionere i Danmark. Den Internationale kirke på Amager holder fx gudstjenester på dansk for at række ud til danskerne – selv om afrikanerne er fransktalende. Det er flot!
– Dernæst er der en stor udfordring at hjælpe de mange nydanskere. For de har brug for meget hjælp. Det bruger menighederne rigtig mange kræfter på.
Tapper det den danske del af menigheden for energi?
– Ja, det har givet anledning til problemer, fx når en menighed har gjort et prisværdigt arbejde for at integrere de nye. Når mange medlemmer har været kontaktfamilier og skabt venskaber på kryds og tværs af kulturer, føles det som et slag i ansigtet, når de etniske grupper pludselig danner deres egne menigheder.
Men det giver vel også overvejelser, at den nydanske del af kirken vokser og ikke den danske?
– Ja. Det er et problem, at vi som kirke er en del af en sekulariseringsproces. Stiller vi os tilfreds med at holde showet kørende? Det er jo ikke det, vi er kirke for! Brænder vi stadig for at vinde danskerne for Jesus? Nogle tænker måske: Jamen kirken vokser da, og det ser pænt ud, når de etniske fylder kirkebænkene. Men hvis vi ikke når danskerne, og hvis vi ikke engang kan få vores egne børn med, er vi altså på vildspor.
Mogens Andersen har en sidste overvejelse:
– Hvordan vi lever op til menneskerettighederne, når så stor en procentdel af kirken er af anden etnisk herkomst? Hvordan sikrer vi, at de får indflydelse? Lige nu har vi kun én nydansker med i stævneudvalget, og der er stort set ingen i menighedsrådene, selv om halvdelen af kirkegængerne er af anden etnisk herkomst. Hvordan skabe lighed og indflydelse for nydanskerne? Det udfordrer jeg menighederne med. For der skal være balance i tingene, slutter Mogens Andersen.
