Valget handler ikke om penge, men om vores værdier

– Vi lever i et fremmedgjort samfund dikteret af de økonomiske parametre. Det skal laves om, mener tre unge kandidater.
Digitalisering af ungdomsuddannelser med alle bøger på opdaterede PDF filer. Økonomisk og social ansvarlighed. Respekt for hinandens forskellighed.

– Demokrati handler om værdier, ikke meningsmålinger! mener Christian, Peter og Isabella.

De tre unge i de orange jakker er hurtige til at tale og kommer gerne med deres politiske bud på et godt samfund, der er værd at leve i.
De vil væk fra al snakken om økonomi og have en dialog om, hvilke ting i vores hverdag, der skaber tryghed, nærhed og tillid.
Opstillet for Kristendemokarterne opfordrer de danskerne til at tænke efter: Hvilke værdier skal præge Danmark? Hvad er vigtigt for et godt liv?
De tre kæmper for et samfund, hvor respekten for den enkelte, nærhed og tillid bliver plusord, der ikke først skal vejes på en økonomisk vægt, før de godkendes.
Isabella Arendt Laursen, 18 år, Christian Medom Madsen, 20 år og Peter Bjerre, 19 år. Alle tre fulde af gejst her midt i valgkampen, hvor de knokler løs.

Pengene eller livet?

Isabella: – Jeg stiller op, fordi jeg har meget svært ved at være ligeglad med et samfund, der bliver mere og mere centralistisk.
Det skaber utryghed.
Når vi siger ”Pengene eller livet”, mener vi, at du skal prioritere, hvad der betyder noget for dig. Er det pengene eller tiden til at være menneske?
Fx foreslår vi en familielivskonto, hvor den enkelte har lov til at tage et fri-år i løbet af arbejdslivet.
Decentralisering er et nøgleord. Beslutninger skal træffes så tæt på den enkelte borger som muligt. Det sikrer tryghed og stabilitet med de samme velfærdsgoder til alle danskere.
Lige nu fjernes goder fra yderområderne: sygehuse, skoler og akutfunktioner. Det vil vi ikke være med til.

Vi vil have omsorgen tilbage

Christian: – Lige nu gør samfundet penge og økonomi vigtigere end individer og fællesskab samtidig med, at det skaber flere og flere relativt fattige, så ulighederne vokser.
Vi vil have nærheden og omsorgen tilbage.
Når vi har for travlt, bliver der mindre tid til at være menneske.
For mig at se er der ingen tvivl om, at det er derfor vi har flere og flere med psykiske lidelser og misbrugsproblemer, fx alkohol.
Demokrati handler om værdier, ikke meningsmålinger. Det handler om at tro på sagen. Man skal stemme med hjertet.
Folk skal ikke lade sig kue af eksperter og meningsmålinger, når de den 15. september skal sætte deres kryds. Man skal ikke gå på kompromis med egne ideer. ”

Økonomi er ikke alt

Peter: – I lang tid har vi set blokpolitik uden værdier. Jeg kæmper for anstændighed og medmenneskelighed. To værdier som ganske enkelt er glemt på Christiansborg.
Vi lever i et fremmedgjort samfund, fuldstændig dikteret af de økonomiske parametre. Det skal laves om.
Og ikke mindst på udlændingeområdet mangler der anstændighed og medmenneskelighed. Der er det gået helt ned af bakke og respekten er nærmest væk.
Hvert menneske er lige meget værd. Intet menneske skal begrænses, fordi man fx er udlænding.
Velstand er ikke lig med lykke, og vækst er fint, hvis flere mennesker får et bedre liv, ellers ikke.