Kapitel 5: Benny og harerne, der ikke passede ind

I eventyret om skattetræet står de fire venner: løven Leo, golden retrieveren Emma, bæveren Benny og odderen Josephine overfor den sidste udfordring for at få fat på den fjerde og sidste nøgle. Hvad har de mon brug for denne gang?De fire gode venner var på vej for at finde den fjerde skattenøgle. Mens de gik sammen gennem skoven, sang de en lille sang (du må også gerne synge den).

– De både ser ens ud og lyder ens alle fire,” sagde Emma, ”hvem skal vi følge efter?”

Vi er verdens fire bedste venner,
som har kurs mod et skattetræ.
Bare en nøgle mere,
så får vi skatten at se.

Nå, de havde lige sunget sangen for femogtyvende gang, da de så Aron, den kunstneriske elefant! Nu var det sådan, at Aron var et af de dyr i skoven, som alle holdt allermest af.

”Aron, den kunstneriske elefant!” råbte de alle sammen. Og så løb de over til, hvor han stod midt i en mark med gule blomster.

”Hvor skal I fire hen på sådan en dejlig dag?” spurgte Aron.
”Den Kloge Gamle Ugle gav os et skattekort i fødselsdagsgave!” fortalte Emma. ”Og vi er ude for at finde Skattetræet.”

”Nej hvor spændende!” sagde Aron. ”Det Skattetræ ville jeg vældig gerne male.”
”Det kan du måske også en dag,” sagde Leo. ”Men lige nu er vi nødt til at finde endnu en gylden nøgle, som vil gøre det muligt for os at komme til Skattetræet.”

”Ja, det er nemlig rigtigt,” sagde Benny. ”Hør bare det sidste spor på vores kort:
Hvis du vil nå skatten,
hurtigt som en vind,
må du først finde ud af,
hvad der ikke passer ind!

”Sikke en mærkelig gåde!” sagde Aron.
”Ja, men vi skal nok snart finde svaret,” sagde Leo. ”Kom nu! Vi har et Skattetræ, vi skal finde!”
”Farvel, Aron” sagde Josefine. ”Vi smutter nu!”
”Det var godt at møde dig,” sagde golden retrieveren Emma. ”Og for resten, så kan jeg vældig godt lide dit blomstermaleri.”

”Tusind tak. Jeg har haft store problemer med det billede,” sagde Aron.
”Jamen Aron,” sagde Emma, ”dine blomster er da så smukke!”
”Åh, det er ikke noget problem at male blomsterne. Men det er et problem at forhindre, at billederne flyver væk.”
”Flyver væk?” sagde Benny. ”Hvad mener du?”

”Ser I”, sagde Aron, ”jeg er allergisk over for blomster. Og hver gang jeg er færdig med et billede, så…å…å…å…atjuuuuuuuuuuu!” nøs elefanten. Og hans kæmpenys blæste såvel billedet som … vore fire venner væk!
”Hvor blev de af?” sagde Aron, mens han kiggede sig omkring og ikke kunne se andre end sig selv.

Ja, hvor de blev af? De kom såmænd på en uventet nyse-flyvetur. Og de landede lige i Forvirringens Knudepunkt.

De fire gode venner var ikke klar over, at Arons kæmpenys havde bragt dem lige præcis derhen, hvor de skulle være. Forvirringens Knudepunkt var et sted, hvor hovedvejen delte sig i fire veje.

Og lige der, hvor de fire veje begyndte, stod fire fjollede harer (eller måske skulle vi kalde dem påskeharer!)

Hver af harerne havde lyseblå bukser på, orange seler, en grønstribet skjorte og en butterfly med polka-prikker! Men så begyndte alle fire harer at synge: ”Følg mig …. Følg mig … jeg fører dig til Skattenøglen!”
”Alletiders!” sagde golden retrieveren Emma. ”Her har vi fire hjælpere til at hjælpe os med at finde den sidste nøgle!”
”Lad os så komme af sted!” sagde Leo Løve.

De fire venner begyndte at gå hen imod harerne. Men hver hare løb hver sin vej, mens de alle råbte: ”Følg mig …. Følg mig … jeg fører dig til Skattenøglen!”

”STOP!” råbte vennerne.
”Hvem skal vi følge?” sagde Josefine.
”De både ser ens ud og lyder ens alle fire,” sagde Emma. ”Hvordan skal vi nogensinde finde ud af, hvilken vej vi skal gå?”

De fire venner var klar over, at kun én hare kunne være den rigtige, men hvilken? De kunne ikke regne det ud – kan du?

Det kunne du, hvis du var som Benny Bæver.
”Jeg ved, hvordan vi kommer i bund med det her”, sagde Benny. ”Kan I huske det spor, den kloge gamle ugle gav os? ..
Hvis du vil nå skatten,
hurtigt som en vind,
må du først finde ud af,
hvad der ikke passer ind!”

Og så fik han harerne til at stille sig op på en række og begyndte at kigge efter det, der ”ikke passer ind”.
”For mig ser de altså helt ens ud,” sagde Josefine. ”Ens bukser, ens skjorte, ens bløde ører og ens fjollet grin.”
”Jeg synes altså også, de ser ens ud,” sagde Leo. ”Skal jeg ikke brøle ad dem, så de bliver bange og fortæller, hvilken af dem, der er den rigtige?”
”Nej, nej”, sagde Benny. ”Det er da tydeligt, hvilken hare vi skal følge! Kan I ikke se det?”
Men selv om det var tydeligt for Benny, var det ikke tydeligt for de andre.

”Hvad er anderledes?” sagde Leo utålmodigt.
”Deres haler!” sagde Benny.
”Deres haler?” sagde vennerne.
”Ja, se selv”, sagde han. ”Tre harer har haler med en forkert farve. Det er dem, der ikke passer ind! Men den rigtige hare har en vattet, snehvid hale.”
Og Benny havde ganske ret.

Det var ved at blive sent på denne smukke, eventyrlige dag. Så de fire venner løb efter haren med den snehvide hale, indtil de nåede frem til en meget høj mur.

Kun én hare kunne være den rigtige, men hvilken?

Muren var vældig høj og lang og havde en kæmpeport i midten. Og på lågen hang den sidste gyldne nøgle.
”Godt klaret, Benny!” råbte de andre. Og de dansede og hoppede rundt, som om det var sidste skoledag inden juleferien.

Det var Løvens hurtige tankegang og beslutsomme væsen, der skaffede dem den første nøgle. Det var Odderens muntre og håbefulde måde, der skaffede dem den anden. Og det var golden retrieverens medfølende hjerte og lyttende øre, der ledte dem til den tredje nøgle.
Men der skulle en Bævers opmærksomhed for detaljer til for at regne ud, hvad der var forskelligt ved harerne. Og det var derfor, at Benny fandt den sidste nøgle.

Men hvordan skulle de fire bedste venner dog bruge nøglerne for at komme frem til Skattetræet?

”Vælg den rette vej, og du vil opleve, at alt går godt.” Ordsp. 4:26

Læs i næste uge:
Kapitel 6 – Nøglen til Skattetræet