Appel fra kristne og muslimer

Fælles fordømmelse af vold mod kristne mindretal i det nye ’demokratiske’ Egypten.Stå sammen mod volden, retsforfølg urostifterne og sikre rettigheder til alle!

– De kristne skal på banen nu, siger Samira Luka.

Det foreslår toneangivende religiøse og politiske ledere i Egypten. De fordømmer sammenstødene og foreslår bl.a. at kirker og moskéer i Egypten skal holde åbent hus og invitere muslimer og kristne på på besøg hos hinanden.
Forrige søndags konfrontation mellem politi og især kristne egyptere kostede 26 menneskeliv og over 300 sårede. Og det er blot den seneste af en række sammenstød, som er gået ud over landets kristne minoritet.
Fordømmelsen og forslagene til modtræk kommer fra forfattere, kulturpersoner, professorer, mediefolk, imamer og præster, som er med i Forum for Interkulturel Dialog.
Symposiet var arrangeret af den evangelisk koptiske kirkes udviklingsorganisation (CEOSS), som er den største NGO i Egypten og støttes af bl.a. Danmission, som igen får støtte til arbejdet af Danida.
De religiøse ledere opfordres til at tale deres tilhængere til ro og fornuft, når der opstår sammenstød som i søndags, og ønsker at Religionsministeriet rådgiver de såkaldte zaways, som er små og uregulerede moskéer. Det er herfra hovedparten af de ekstremistiske muslimer kommer fra.
Symposiet kræver, at love, som garanterer retten til at bygge religiøse bygninger, og som beskytter mod diskrimination, skal håndhæves.
Symposiet vil nu overvåge medier og lovgivning og rapportere alle former for diskrimination.
Lederen af CEOSS’s dialog-afdeling, Samira Luka, siger:
”Vi må ikke lade os styre af frygt eller fjendebilleder, for så vinder de sekteriske og anti-demokratiske kræfter.
Vi vil fortsætte kampen for en civil demokratisk stat, som sikrer alle – både kristne og muslimer – samme frihed og rettigheder.
Vi vil presse militærstyret og regeringen til at efterleve retsstatsprincipperne, retsforfølge alle kriminelle uanset religion og ufortrødent fortsætte revolutionens kamp for tillid, retfærdighed og en fredelig fremtid for et demokratisk Egypten.
Hvis ikke vi kristne spiller os positivt ind i kampen for Egyptens fremtid, bliver det svært at komme på banen efter forandringsprocessen. Det er nu, at holdet bliver sat og Egypten definerer sin fremtidige identitet.
I denne proces er det afgørende for de kristne og andre religiøse minoriteter, at staten og statsborgerskab ikke bliver defineret religiøst, for så bliver muslimer A-borgere og kristne B-borgere. Vi skal have en civil stat af egyptere,” siger hun.
Henri.