Død blev til liv i byporten
Af Else Kruse Schleef der er sognepræst ved
Vestervang Kirke i Viborg.
Når jeg hører historien om enkens søn fra Nain, tænker jeg altid på tivoli.
Som barn fik jeg nemlig fortalt, at der i gamle dage var et omrejsende tivoli, der pralede af, at man i en af boderne kunne se Enkens søn fra Nain. Dengang var folk mere bibelstærke, så alle kendte historien om enkens døde søn, som Jesus engang vakte til live i byen Nain. Og de strømmede til for at få syn for sagn.
Alt hvad man kunne se i boden var dog bunden af et par sko og ben, som stak ud under en træplade (fra neden udtales fra nain på nogle dialekter – red.). Det var nok kun et år, at den spøg lod sig gøre.
Mirakler fascinerer os. De har med det naturstridige at gøre, og de tekniske omstændigheder kan let optage os, så spørgsmålet, om der er tale om en sensation eller et fupnummer, fylder alt. Men prøv at lade underet stå, ligeså fantastisk det er, midt i fortællingen og midt i byporten til byen Nain.
Fra den ene side strømmer der mørke. Et langsomt ligtog er på vej igennem byen. Det er et tragisk dødsfald. En mors eneste søn er død, og dermed er hun nu uden retssikkerhed og livsforsikring. Ligtoget bevæger sig hen mod porten, ud af byen.
Fra den anden side strømmer der lys og håb. Her kommer Jesus sammen med sine disciple og et stort følge, de bevæger sig også mod porten, ind mod byen.
Lukasevangeliet 7, 13.
Maleri af Peer Laigaard.
De to optog mødes i porten. Tårerne fra den grædende mor strømmer nedad mod jorden. Men Jesus ser enken og får øjenkontakt. Han siger græd ikke, og så går han hen og siger til afdøde: rejs dig op!. Og sådan sker det, at den døde bliver levende, og moderen bliver trøstet. Bevægelsen går opad i lettelse og taknemmelighed.
Bevægelserne i historien tegner et kors, med byporten som midten. I midten finder et møde sted. Et møde til nyt liv. Og sådan ser vi det gang på gang i de beretninger, vi har om Jesus. Når han møder ondskab i form af sygdom og død, så bekæmper han den, han møder de lidende og tager sig af dem og giver nyt liv og mod.
Vi er nødt til at se hele dette møde for os, når vi hører evangeliet. Standser vi ved miraklet og tror, at det er alt, hvad der er at sige, hvad kan vi så bruge det til? At Jesus opvækker enkens søn er godt for enken. Men hvad så med alle de ulykkelige mødre og fædre, der har mistet et barn, uden at der kom nogen forbi og vakte det til live igen. Fokuserer vi kun på miraklet, så bliver vi snydt og snyder hinanden. På samme måde som det omrejsende tivoli engang misbrugte denne historie.
Evangeliet til i dag er Jesu tale, ikke om død men om liv. Om liv på trods. Om livet i mødet med ham, der er vejen, sandheden og livet. Om livet som en strøm, der udgår fra livets Gud og ud til os og fra os til hinanden.
Porten til livet åbner sig for os i mødet med hinanden og i mødet med Gud. Bl.a. til gudstjeneste, der også er et møde i korsform. Et mødested mellem himmel og jord lodret og mennesker i mellem vandret.
I dåben, ved nadveren og gennem forkyndelsen mødes vi af den levende Gud. Her mødes den enkelte af opfordringen til liv, af et rejs dig, der giver mod og kræfter til at møde andre og være nærværende.
Mødets korsform opklarer, hvordan en mirakel-mager fra en fjern fortid kan være nutidig i år 2011. Ser vi kun miraklet, bliver afstanden for stor.
Korsformen vidner om, at mødet med ham altid er et møde til liv. Han forstår os på det vandrette plan som menneske til menneske. Og så bringer han en kærlighed og en tilgivelse med sig af en anden verden, lodret fra himlen.
Evangeliet om Jesu opvækkelse af enkens søn fra Nain kalder ikke til en længsel efter sensationer, som er et tivoli værdigt. Nej det kalder os til et liv med korset som fortegn i vores møde med Gud og med hinanden.
