Fundraising bragte fakultet på fode
Efter syv år med underskud kan Menighedsfakultetet endelig fremvise et overskud.
Efter syv år med underskud på sammenlagt 1,45 mio. kr. er det meget glædeligt at kunne præsentere et regnskab med overskud.
Det skriver Menighedsfakultetets forretningsfører Walther Plauborg Hansen til uddannelsens bagland.
Overskuddet skyldes en ekstraordinær kampagne, der i alt har indbragt 2 mio. kr. til Menighedsfakultetet (MF).
– Vi brugte 540.000 kr. på en telemarketingskampagne, som over længere tid hæver vores årlige gavebidrag med ca. 1 million kr. årligt. Den samlede effekt bliver efter vort skøn væsentligt over de 2 millioner kroner, fortæller MFs landssekretær Nils Andersen.
Sammen med øvrige PR-udgifter og blad kostede indsamlingsresultatet i alt 800.000 kr. Den store indtægtsforøgelse på ca. 1 mio. kr. udfylder ellers vigende gaveindtægter:
– Gaveindtægterne til driften af MF blev 364.000 kr. mindre end foregående år. 15 procent af de nye fastgiveraftaler er ophørt i løbet af det første år, og det er medvirkende til faldet i indtægterne. Glædeligvis blev udgifterne også mindre end budgetteret endda så meget mindre, at resultatet blev et overskud, fortæller Walther Plauborg Hansen.
Og pengene får de brug for til byggeri af TORVET, som bl.a. skal huse administration for MF, Dansk Ethioper Mission og Israelsmissionen.
– Vi har pt. modtaget 1,3 mio. kr. i form af gavetilsagn, gavebreve og rentefrie lån. MF har brug for yderligere 1,9 mio. kr. til dækning af vores tredjedel af den samlede byggesum, slutter Walther Plauborg Hansen.