Hårdtslående analyser

Den berømte – eller berygtede – journalist og præst Sørine Gotfredsen deler øretæver ud til folk med magt og indflydelse i ”Den åndløse dansker”.Den kendte – berømte eller berygtede – debattør, journalist og præst Sørine Gotfredsen langer hårdtslående sproglige øretæver ud til folk med magt og indflydelse.
Og det er lige fra medieverdenens selvoptagede og virkelighedsforvrængende journalister til præster og politikere.

Hvad er der på færde, når sportskommentatorer med højtstemt sprogbrug forsøger at forherlige sportsstjernerne og gøre kampen på grøntsværen til et kunstværk af nærmest religiøse dimensioner? De trækker det åndelige ned på et niveau, hvor selvrealisering er det højeste præstationsmål. Når kampen for personlig triumf i X-faktor markerer dyrkelsen af det egocentriske menneske, forsvinder forståelsen af åndslivet som det, der kendetegner menneskets formåen. Det beåndede er nemlig ifølge Sørine Gotfredsen evnen til at leve for noget større end sig selv. Men det er vel en logisk konsekvens i en verden, som er så individualiseret og løsrevet fra troen på Gud som den absolutte autoritet.

Kærligheden kan sågar blive et skalkeskjul og en undskyldning for ikke at forholde sig til pligten til at drage omsorg for andre end sig selv og sine nærmeste:
”… den, der kun orker at drage omsorg for de nærmeste, mens de fleste andre er ham jævnt ligegyldige … en mand med kun begrænset etisk bevidsthed … Man får altså børn, fordi man gerne vil føle sig elsket og betydningsfuld og måske et sted inderst inde frygter både ensomhed i alderdommen og følelsen af aldrig på anden måde at komme til at mærke meningen med tilværelsen” (s. 100-101).
Hvis vi skal genfinde åndslivet ift. familien må vi ifølge Sørine efterlyse skyld, ansvar og pligt, som er tre centrale begreber, der driver mennesket til at strække sig udover sin egen materialistiske tilværelse.

Ingen kan give en skarpere kritik af en arbejdsplads end den, der arbejder der. Præsten Sørine karakteriserer også en række af sine kollegaer som usikre og klovnende eller undskyldende for den tro, de er ansat til at formidle, men som ikke har den store tiltrækningskraft. Hun går tæt på navngivne præster, som slår plat på kristendommen ved at døbe bamser eller på anden måde agere medieklovne. Herved gør hun sig sikkert ikke videre populær, men det er nok heller ikke det motiv, hun er drevet af. En central pointe er, at et menneske, som ikke erkender skyld, heller ikke har brug for kristendommen, hvilket igen og igen får Sørine til at insistere på, at forkyndelsen må pege hen på en Gud, som hvert menneske står til regnskab overfor.

Hvad er de mennesker, som leder vores land, drevet af? Erfaring, intelligens, viden, åndsliv eller magtbegær, pragmatisk lev-i-nuet-filosofi og ligegyldighed overfor bøger, historie, tradition og integritet? Har man læst denne anmeldelse så langt, giver svaret vel nærmest sig selv. Platons idé om, at de styrende mænd skulle være 50 år, sætter nok tingene på spidsen, men Sørine er af den opfattelse, at der er alt for få politikere, som værdsætter ”de støvede bøger”, den historiske indsigt og det, der sætter en værdibaseret dagsorden.

Når man lægger sig ud med om ikke Gud, så hver mand, må modtagelsen af en sådan bog nødvendigvis være blandet. Det kan virke ganske voldsomt, når en mængde mennesker navngives på en liste over ånds-forbrydere, men på den anden side er deres forbrydelse også så alvorlig, at det måske netop er navngivelsen, der skaber det nødvendige fokus. Under alle omstændigheder er en af bogens kvaliteter, at debatten føres gennem en knivskarp analyse af konkrete ytringer og handlinger, som læseren åbent præsenteres for. Hvad enten man er enig eller uenig, er der her en slagfast opfordring til at tage kampen op for, at danskeren igen kan blive drevet af ånd.

Sørine Gotfredsen:
Den åndløse dansker
231 sider • 249 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag