Helvede er afskaffet. Så synd bare … Eller hva’?!

Apokatastasis-læren eller universalismen, som læren om alles frelse også kaldes, kræver igen et modsvar – i anledning af, at der er kommet et par bøger, der støtter denne lære. Modsvaret kommer her. Med en mængde spørgsmål til eftertanken.Læren om alles frelse spreder sig som en sygdom i kirkens krop.
Af Niels Jørgen Vase,
Vejle, er cand. phil. i
litteratur, freelancer
og kulturredaktør.

To nye bøger – Kærligheden vinder af Rob Bell og En bog om helvede – og folkekirken af Jacob Holm – er eksempler på, hvor stærkt denne vranglære efterhånden er kommet til at stå.
At læse Kærligheden vinder er nærmest som at sidde i en hurtigtkørende karussel, fordi Rob Bell – en indflydelsesrig amerikansk evangelikal præst – argumenterer på en måde, så man næsten ikke kan undgå at blive rundtosset. Han kører i den grad rundt med læseren i sit forsøg på at overbevise alle om, at en Gud, der vil lade et eneste menneske gå fortabt, er en ”grusom” Gud. Det er mennesketanker, og det fik mig til at tænke på apostlens ord: ”Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus”. Rob Bells tanker ligner for mig at se lidt for meget udslag af trods mod ”kundskaben om Gud”.
Jacob Holm, der er sognepræst i Fredens sogn i Århus, argumenterer i En bog om helvede – og folkekirken for, at helvede ikke har ret meget med Gud og Bibelen at gøre, og han kan konkludere, at helvede er noget dennesidigt og under afvikling, og konstaterer så, at ”teorien om alle tings genoprettelse” er ”dominerende i de protestantiske kirker i dag, hvor den dog ikke er kirkelære, men dog har præget den teologiske debat.” Ja, og udviklingen i så henseende går kun en vej, fordi mennesker ikke forstår Gud og følgelig gerne forsøger at gøre sig klogere end Gud.

Tankegangen er, at når Gud er kærlighed, kan han ikke lade nogen gå fortabt – han vil frelse alle, og det mellemværende, der måtte være mellem Gud og det enkelte menneske, er gjort op en gang for alle og uden undtagelse med Jesu stedfortrædende lidelse og død. Og hvis det virkelig skulle være sådan, at der er noget, der hedder evig fortabelse og helvede, så er Gud ond, ja, en tyrannisk sadist – og en sådan gud vil man – forståeligt nok for så vidt – ikke have noget med at gøre. Men lykkes det mennesket via sin retfærdighedsfølelse at overbevise sig selv om, at Gud er ond: Hvilken triumf for Guds fjende, ”Løgnens far”!

Egentlig er det helt grotesk og (tillader jeg mig at skrive) udtryk for en helt igennem irrationel – og dermed en synders – reaktion at affærdige Gud af den grund. Han tilbyder hvert eneste menneske den største, mest livsnødvendige og livgivende gave, der findes. Det eneste, man skal gøre, er at tage imod den – og dertil sige tak. Hvis man derimod er fuldstændig ligeglad med den eller måske endda reagerer direkte negativt på den, er det at ”føje spot til skade”. Og hvis man absolut ikke vil tage imod denne gave, der helt konkret har kostet lidelse og død, ja, så må man selv ”betale” for den til den pris, den har – hvilket betyder ”lidelse og død”.
Hvorfor er det så svært at forstå?
Kan det skyldes, at man ”glemmer”, hvad det vil sige, at Gud er både hellig og retfærdig og kærlig? Og at man ”omskaber” Gud i menneskets billede og af menneskelig ønsketænkning, så han kommer til at passe til det, der efter vores mening er rimeligt og retfærdigt?
Man regner tilsyneladende med, at Guds hellighed er ”udslettet”, da Jesus blev ramt af Guds vrede på korset og døde – og at Gud derefter kun er ”kærlig”. Den kærlighed, der kommer ud af det, er imidlertid det samme som ligegyldighed. For hvis Gud er så ”kærlig”, at han vil frelse alle uanset, hvordan vi forholder os til ham, og uanset hvad vi foretager os, så er det det samme som at sige, at Gud er ligeglad med os. Hvilken far, der elsker sit barn, vil lade ham eller hende gøre hvad som helst uden at advare eller gribe ind? En far, der ubekymret ser til, mens hans søn eller datter udfolder sig med grænseoverskidende eller dødsforagtende udskejelser, er en nikkedukke og en vatnisse.
Det for mig at se helt store problem ved læren om alles frelse – altså at alle uden undtagelse bliver frelst – er, at konsekvensen af denne lære er, at vi har frihed til at synde alt det, vi har lyst til. Og har vi ikke lyst nok, skal vi nok få det – og hvorfor ikke, når det overhovedet intet betyder, og ingen dødsensalvorlige følger har, at vi synder. Der kunne let blive frit spil for lystbetingede lovovertrædelser og al slags lystpirrende ”lovløshed”, og der vil ikke gå lang tid, før vores samvittighed er så døvet af alt det, vi ”synder”, at – ja, kærligheden bliver kold …
Så kan det virkelig være rigtigt, at talsmænd for læren om alles frelse mener, at selv den mest forhærdede gudsfornægter eller gudsforagter eller gudsbespotter, der måske endda har forfulgt (og evt. dræbt) kristne og er død i sin synd, bliver frelst? Dem er der nok nogle stykker af op gennem historien. (Jeg vil afholde mig fra at nævne navne, for jeg har jo ikke snakket med nogen af dem, lige inden de døde.)
Endelig: Hvis læren om alles frelse skulle være rigtig, hvad skal vi så med kirken? Hvorfor skal vi overhovedet bruge tid og energi og penge på at være kirke? – Vil denne lære så ikke i sin yderste konsekvens være som en sygdom til døden for legemet, kirken?

At det er så svært at forstå, kan måske også skyldes, at man ikke husker på, at der altid er to parter om at indgå en aftale. I dette tilfælde er den ene part Gud, den anden det enkelte menneske. Gud har sin del af aftalen klar – det har vi Guds eget ord for. Mennesket skal bare sige ja, for Gud vil ikke tvinge nogen til at have fælleskab med sig – tvang strider imod kærlighedens væsen. Og det er så den frihed – frihed under ansvar, vel at mærke – som Gud har givet os. Det med ansvaret er måske lige netop problemet – og et meget sigende problem – i vores ego-flip-tid.
Læren om alles frelse, som er næsten lige så gammel som den kristne kirke, er af ”gode” grunde blevet ”populær”. Men den er farlig og må på det kraftigste afvises.
Det er livsfarligt at afvise fortabelsen og helvedet som kendsgerninger. Og det er ikke udtryk for en outreret ”mørk” middelalder-spekulation, nej, det er sand bibelsk oplysthed! Det er hele Bibelen, der ligger til grund for ovenstående – fra Første Mosebog til og med Johannes’ Åbenbaring (den sidste bog ikke mindst).

Dette er altafgørende: at lade sig være sandt oplyst af hele Bibelen – at være tro over for hele Bibelen.
Dermed er det særdeles relevant her at inddrage Poul Hoffmanns lille ”forsvarsskrift” for en fuldstændig og betingelsesløs bibeltroskab. Den hele Bibel er genudgivet i en udvidet udgave, og det er en genudgivelse, der må hilses meget velkommen.
Hoffmann anskuer heri Bibelen som ”en levende organisme”, og det kan kun gå galt, hvis man har forbehold over for den, hvis man trækker noget fra eller måske endda helt fjerner noget for at få den til at passe ind i ens egen forestillingsverden.
Heroverfor sætter Hoffmann bibeltroskab forstået som ”den faste og lykkelige overbevisning, at Bibelen for ramme alvor er (…) Gud Ord og dermed den absolutte sandhed og den absolutte autoritet i alle forhold i tro og liv og, ikke mindst, erkendelse.”
Vigtig i forlængelse heraf er det at pointere overbevisningen om, at Bibelen ikke (kun) er skrevet af mennesker, nej: ”Ethvert skrift er indblæst af Gud” og ”drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud.”
Derfor forekommer det fuldstændig uforståeligt, at nogen vover at ”pille” ved de bibelske bøger og da ikke mindst den sidste af dem, Johannes’ Åbenbaring (herom se side 14), der er så klar i sin tale om frelse og fortabelse, og hvori der til slut står: ”trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog.”

Det, der så på den anden side burde kunne glæde enhver, er, at hvor der er tro, er der liv. Hvor der er tiltro eller tillid til Jesus og det, han har sagt og gjort, er vejen til paradiset på den nye jord åbnet. Og hvem ved: Måske er frelsen endnu mere omfattende, end vi normalt forestiller os?
Under alle omstændigheder er det helt op til Gud – og kun ham – at dømme mennesker ”inde” eller ”ude” – og Gud ske tak og lov for det!

Rob Bell:
Kærligheden vinder
– En bog om liv og død,
himmel og helvede
192 sider • 199,95 kr.
Boedal i samarb.m. ProRex

Poul Hoffmann:
Den hele Bibel
2. udg. • 82 sider • 80 kr.
Ordet & Israel