IAS i fuld gang på Afrikas Horn

International Aid Services (IAS) er nu i fuld gang med at uddele nødhjælp i Mogadishu med 1,65 mio. kr. ud af de 110 mio penge fra TV indsamlingen Afrika Nu.

En af de mange kvinder med børn, som får hjælp gennem IAS.

Organisationen distribuerer nu mad, vand og plastfolie til at lave enkle boliger til hungersramte flygtninge i Afgoye, 35 km uden for Mogadishu. IAS er dog bekymret for sikkerhedsforanstaltningerne i Mogadishu. De forværres dag for dag, og det sinker den humanitære indsats.
Alligevel har IAS blandt andet formået at distribuere mad til omkring to hundrede husstande. Maden består af ris, bønner, sukker og dadler. Organisationen har også kørt rent drikkevand ud til fire flygtningelejre. To hundrede flygtninge har modtaget telte, køkkenredskaber og plastfolie. Der er konstrueret ti vandtanke på strategiske steder, og der er lavet tagrender på ti skoler, så skolerne kan samle regnvand.