Israels dillemma personificeret i højesteret kort inden fangeudvekslingen

Samtidig med at busser transporterer palestinensiske fanger, der skal løslades, fra det ene fængsel til det andet i Israel, og den kidnappede israelske soldat, Gilad Shalit, er på vej til friheden, var der idag i Højesteret i Jerusalem en retshandling, der kan få indflydelse på fangeudvekslingen af een soldat mod 1000 palestinensiske fanger. Modtaget fra Israel i mandags: Der var drama i luften, da pårørende til mennesker, der var blevet dræbt af palestinensiske terrorister, indfandt sig i retssalen med fire begæringer om, at aftalen om fangeudveksling skulle annulleres – “fordi notoriske mordere ikke skal sættes fri”.

Også Gilad Shalits far, Noam, var i retssalen med en anmodning om, at aftalen skulle gennemføres, fordi hans søns liv ellers nok ville være i fare.

Det var en personificering af Israels dilemma om, at soldater, der gør tjeneste i hæren, skal bringes hjem uanset omstændighederne, sammenstillet med krav fra pårørende til dræbte om retsforfølgelse af mordere.

Blandt de mange i den sidstomtalte kategori var en sørgende far, Ze’ev Rapp, hvis datter, Helena, var blevet knivstukket til døde af en palestinensisk terrorist i byen Bat Yam..

Han sagde:

– Jeg er ikke imod Shalits tilbagevenden. Jeg er imod frisættelse af min datters morder. Jeg har en skriftlig forpligtelse fra tre statsministre om, at han ikke vil blie løsladt. Hvis det er landet, jeg lever i, vil jeg drage mine konklusioner. Jeg overvejer at sende mit identitetskort tilbage til staten.

Den kidnappede soldats far lyttede til alle indvendingerne, men sagde intet. Hans kone, Aviva, sagde imidlertid, at hvis aftalen ikke blev gennemført, ville sønnens liv nok være i fare.

Et grusomt dilemma for begge sider.

Efter mange timers drøftelse af den komplicerede sag kan det forventes, at Højesteret mandag aften vil afvise begæringerne – kort inden de forskellige punkter i udvekslingsaftalen skal træde i kraft – løsladelse af 477 palestinensiske fanger, hvoraf ikke få har myrdet israelere.

Yderligere 550 palestinensiske fanger vil blive løsladt i næste fase af udvekslingsaftalen.

Det menes, at der efter implementeringen af denne aftale stadig vil være ca. 6000 palestinensiske fanger i israelske fængsler.

Mens Højesteret drøfter sagen, er forberedelserne til fangeudvekslingen i højgear – med hundreder af palestinensiske fanger transporteret i busser fra deres næstsidste fængsel i Israel til deres sidste – og Gilad Shalit på vej fra sit fem-årige fangenskab i Gaza til Egypten, hvorfra han tirsdag vil vende hjem til sin ventende familie i landsbyen Mitzpe Hila i det nordlige Israel.

Verdenspressen er nu ved at indfinde sig i Israel for at dække den dramatiske begivenhed, men journalister og fotografer vil ikke få adgang til Gilad Shalits hjem. Aviva Shalit har anmodet om, at der vil blive taget hensyn til familiens privatliv.