Status-tabu

”Nyder livet med familien”, står der på facebook. Og ”God kamp Danmark”. Eller ”Dejligt endelig at have weekend”.
Alt sammen dejlige positive udsagn. Men nogengange ville sandheden nærmere have været ”Keder mig sammen med familien”, ”Hvorfor var der ikke nogen at se fodbold sammen med?” eller ”Er der mon nogen, som gider at være sammen med os i weekenden?”
Ensomhed er noget mærkeligt noget. Selvom vi har mange gode og trofaste venner, kan jeg godt føle mig ramt af den nogle dage. Især efter vi skiftede landsdel for et halvt års tid siden. Og der er både noget tabubelagt og noget selvforstærkende i ensomhed.
Tabu – fordi hvis jeg nu viser, hvor alene jeg kan føle mig, vil jeg så miste så meget social status, at mennesker vil se det som en godgørende handling at være sammen med mig?
Selvforstærkende – fordi ensomhed har en særlig evne til at få mig til at føle mig svigtet og skuffet af venner og bekendte. ”De gider mig jo alligevel ikke! Skal jeg virkelig blive ved med at tage initiativ?”.

Jeg tror ikke, der er mange mennesker i min omgangskreds, der vil tro, at jeg er ensom. Og måske betyder den måde, vi har valgt at leve på i individuelle isolerede liv i dag, at vi allesammen lider lidt af den ensomhed.
Men jeg tænker, der må være nogen, som er endnu mere ensomme end mig. Nogen der ikke er så heldige at have en kirke eller et godt kristent fællesskab at trække på.
Jeg ved ikke, om jeg kan gøre så meget for dem lige nu. Men hvis jeg nu var med til at gøre ensomhed mindre tabubelagt ved at melde mig ved lugen og sige: ”Ja, jeg kender det. Bedre end I tror”. Så kan det jo være, at andre også tør stå ved det. Og måske kan vi sammen blive bedre til at lukke andre ind i vores ensomhed.

Måske skulle jeg lave en rundebesked til Facebook:
”Tør du være ærlig og fortælle dine Facebook venner, at dit liv sjældent er så perfekt, som det virker i din status, og at du desværre alt for godt kender den snigende ensomhed. Så sæt denne besked som din status i mindst to timer. 99% vil ikke sætte denne besked på sin væg, forhåbentlig fordi de ikke er ensomme.”