Syriens præsident truer med at angribe Tel Aviv

Syriens præsident, Bashar Assad – som man skulle tro ellers havde nok at gøre på hjemmefronten med at kvæle opstanden mod hans styre – har nu truet med at angribe Tel Aviv, hvis NATO slår til for at hjælpe civilbefolkningen, ligesom i Libyen.Assad fremsatte truslen om at sætte Mellemøsten i brand, særligt Israel, i en samtale med den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu.

Ifølge nyhedsbureauet Fars sagde Assad:

– Hvis sindssyge handlinger iværksættes mod Damascus, behøver jeg ikke mere end seks timer til at overføre hundreder af raketter og missiler til Golan-højderne og affyre dem mod Tel Aviv.

Den syriske præsident understregede, at Damascus også ville anmode Hizbollah i Libanon om at indlede et heftigt raket- og missil-angreb mod Israel – “som de israelske efterretningstjenester aldrig ville have kunnet forestille sig”.

– Alt dette vil ske i løbet af tre timer, sagde Assad. I de følgende tre timer vil Iran angribe amerikanske krigsskibe i Den persiske Golf, og amerikanske og europæiske interesser vil blive valgt som mål samtidigt.