3000 afrikanske flygtninge interneret i lejr i Israel

Hvad kun en inderkreds har haft kendskab til, er blevet afsløret i israelsk presse: at der nede i Negev-ørkenen er oprettet en interneringslejr for 3000 afrikanske flygtninge, der afventer enten at blive løsladt eller deporteret.Det er morgenavisen ”Ha’aretz”, der bringer historien om de afrikanske mænd, kvinder og børn, der er flygtet fra Eritrea, Sudan, Etiopien, Ghana og andre lande i Afrika, har krydset Egyptens Sinai-ørken og er kommet illegalt ind i Israel

Deres antal er så stort, at det nok ville få mange andre lande til at segne, men Israel er vant til indvandring i stort tal og prøver at klare denne opgave.

– Vi forsøger dette efter bedste evne, siger Shimon Bibas, chef for interneringslejren Saharonim.

– De afrikanske flygtninge strømmer ind i Israel. Mange af dem ansøger om asyl. Ikke få har været udsat for voldtægt eller tortur. Nogle er omvandrende arbejdere, der vil prøve lykken i Israel.

Israel har svaert med at skuldre denne særlige indvandringsbølge. Da Saharonim blev oprettet i 2004 havde lejren en kapacitet på et par hundrede. Nu er der omkring 3000 interenerede.

De fleste bliver pågrebet af israelsk militær under deres forsøg på at overskride grænsen mellem Egypten og Israel, og de bliver derefter ført til lejren, hvor de afventer deres videre skæbne.

Børnene har en afdeling for sig i lejren og er ikke interneret sammen med voksne.

Mindreårige siger ofte, at de er yngre end de er, fordi de ved, at en person under 18 år ikke vil blive sendt på arbejde.

Meget få har arbejde, men sidder dagen igennem ørkesløst foran de telte, der er deres bolig. De spiller domino, har et boldspil igang på en legeplads – eller venter på at en vaskemaskine bliver ledig.

Inde i et stort telt er der tre TV-skærme, hvor de internerede – alt efter deres nationale herkomst – kan se TV fra Eritrea, Sudan eller Etiopien.

Bibas siger, at hans stab har lært forskellene mellem de forskellige grupper.

– Sudanererne har store tanker om sig selv og er fysisk stærke, siger han. Derefter kommer etiopierne og så eritreerne.

Der er kødannelser foran de offentlige telefoner. Det er de interneredes eneste mulighed for at komme i kontakt med deres familie eller venner, som det er lykkkedes at nå til Tel Aviv, Eilat eller andre israelske byer. Det er også deres eneste vej til at kontakte menneskerettighedsgrupper som vil kunne skaffe dem retshjælp.

Den største gruppe, fra Eritrea, tæller 983 personer, mens der er 596 fra Sudan, 77 fra Etiopien, 27 fra Ghana, 14 fra Chad, 13 fra Mali og 54 fra andre lande, mens 27 har ukendt nationalitet.

For mange af dem står Israel som det forjættede land. Indvandrerstrømmen fra Afrika synes ikke at ville stilne af. Og Israel prøver af bedste evne – som Bibas siger det – at klare også dette problem.