Lektion i sorg
Om da vi kom til at grine til oldemors begravelse…
Mit barn lærte mig om sorg, da han som fire-årig lagde sig sønderknust og grædende på jorden ved siden af sin oldemors kiste uden for kirken.
Selvom jeg følte trang til at samle ham op, lod jeg ham alligevel være i sin dybe fortvivlelse.
Det var som om, han manede sorgen i jorden, mens han lå der i sin hulkegråd uden hæmninger. Der gik ikke mange minutter, før han rejste sig op igen. Og han rystede sorgen af sig på ét sekund, da han kom til at kigge ned: Har I set mine nye sko?, spurgte han med et stort smil til kiste-bærerne.
Se lige mig, tilføjede han og stak af i en glædesspurt i sine flotte nye sko – for at vise, hvor hurtigt, han kunne løbe. Han havde fået dem ti minutter før begravelsen, for jeg havde glemt hans sko, da jeg tidligt om morgenen bar ham sovende ud i bilen.
Jeg kunne ikke lade være med at smile over hans begejstring. Glemt var svedeturen over panik-sko-indkøb klokken ti minutter i begravelse – med dertil hørende skræk ved tanken om at komme for sent til kirken. Vi kom alle til at grine midt i den højtidelige stund.
Da jeg nogle dage tidligere havde fortalt ham, at hans oldemor var død, råbte han: Jubii, så er vi fri for hende! og så sprang han begejstrAet op i luften. Jeg var målløs, men sagde ikke noget. Da jeg fortalte min mor det, kunne hun ikke lade være med at le. Det havde været en følelsesmæssig svær tid med alvorlig sygdom, smerte og uvished, der ikke var livsbekræftende for nogen… hverken for oldemor eller pårørende. Det var vist smerten forbundet med oldemors sidste tid, som han råbte hurra for at slippe af med, blev vi enige om.
Det var som om, mit barn demonstrerede, at man kan komme hurtigere igennem sorg, hvis man ikke fortrænger smerten og de mindre pæne følelser, der kan opstå undervejs. Hvis man ikke undertrykker følelserne. Heller ikke kropsligt.
Og at det er tilladt at være glad midt i sorgen. Det betyder ikke, at man ikke elskede.
Helt naturligt så han lys midt i sorgen. Det er jo heller ikke hver dag, man får nye sko.