Han leder 600 velhavende kinesere i en hemmelig undergrundskirke

Yintian Song blev kristen i teenageårene.
I dag er Yintian Song præst for 600 velhavende kinesere. Normalt lever de skjult og spredt, men én gang om året mødes hele kirken: Til jul.Lige siden jeg var lille, har jeg dyrket kampsport og haft en kort lunte. Det betyder, at jeg ofte reagerer impulsivt i stedet for at tænke mig om en ekstra gang. Ikke desto mindre har Gud gjort, at jeg har måttet foretage min rejse gennem livet som en af de svageste, da sygdom altid har været lige i hælene på mig.

Her fortæller Songs
sin egen gribende
beretning om hvordan,
han blev kristen.
Fotos af Kim Schou

For at starte ved begyndelsen – jeg blev frelst af Herren på grund af sygdom. Allerede da jeg var tretten, blev min mor pludselig ramt af alvorlig sygdom, og hendes sundhedstilstand forværredes dag for dag. Min far bragte hende til det lokale hospital for at få en diagnose og fik at vide, at min mor havde leukæmi og fejlede noget med nyrerne. Dengang vidste vi ikke, hvor alvorlige disse sygdomme var og troede, at det var noget, lægerne på hospitalet kunne helbrede, når blot vi betalte, hvad det kostede. Men lægerne bad os tage hende med hjem igen, da det var umuligt at helbrede hende. Jeg var alt for chokeret til at tro, at min mor led af uhelbredelige sygdomme i så ung en alder! Men hvorom alting var, måtte vi se virkeligheden i øjnene og blev rådet til at forberede os på, at hun ville dø. Tiden derhjemme var om muligt endnu mere pinefuld. Hver dag måtte jeg udholde smerten ved at se min mors udtærede ansigt og lytte til hendes svage åndedræt. I den periode græd en stærk person som mig ofte som de svage.

Fordi vi kun nødigt ville give slip på vores elskede mor, søgte vi hjælp ad andre kanaler. Eftersom min familie var buddhister, og vi ikke var højtuddannede, gennemførte vi et religiøst ritual i håb om at redde min mors liv. Få dage senere var min mors tilstand blot endnu værre! Så vi endte med at være skuffede over den buddhistiske religion.

Da vi således sad desperate tilbage uden håb, kom min onkel på besøg. Han havde på et tidligere tidspunkt taget imod Jesus Kristus i sit liv og mange gange delt evangeliet med os. Vi havde aldrig lyttet særlig opmærksomt til hans budskab på grund af vores sorgløse liv. Da han besøgte min mor og igen delte det gode budskab med os, kunne vi ikke længere modstå det. Hele familien knælede i bøn for min mor og blev alle frelst af Herren den dag.

En uge efter, at vi tog imod Herren som vores frelser, begyndte min mor som ved et mirakel at få det bedre. I håb om at se hende blive rask vendte smilene igen tilbage på vores ansigter. Men kort herefter forværredes hendes helbred igen og blev endda værre end før. Hun begyndte at få over 40 grader i feber. Efter at vores mors bror havde hørt om hendes forværrede sygdomssituation, besøgte han os for at få os til at holde op med at tro på Kristus og påstod, at det var vores tro på Jesus Kristus, som fik det til at gå ned ad bakke med hendes helbred, og det ville i sidste ende koste min mor livet, hvis vi holdt fast i vores tro. Uden at diskutere det med os bragte han nok engang min mor på hospitalet, og vi fik igen at vide, at hun ikke kunne helbredes! På det tidspunkt var vi allerede løbet tør for penge til yderligere medicinsk behandling og havde ikke noget valg. Så sagde min mor med fast stemme: ”Jeg har ikke brug for medicinsk behandling. Lad os tage hjem. Jeg stoler på Jesus Kristus ligegyldigt hvad!” Efter at have hørt hendes beslutning bad lægen hende underskrive et dokument, der tilkendegav, at det var min mors vilje at forlade hospitalet, og at alle følger heraf ikke havde noget med dem at gøre. På det tidspunkt var Jesus Kristus allerede blevet familiens eneste håb. Efter at have underskrevet dokumentet forlod min mor resolut hospitalet.

Da vi var kommet hjem, tog vi for en tid min mor hen til min bedstemors hus. Min bedstemor var en gudfrygtig kristen og bad for mor hver dag. Få dage senere fik min mor det bedre, hvorpå vi tog hende hjem. I de følgende dage kom over 30 mennesker fra den lokale kirke for at bede for hende. Med kirkens forbøn og støtte blev min mor fuldstændig helbredt af Gud. Nu er jeg femogfyrre, og hun er stadig sund og rask.

Et halvt år efter at min mor blev helbredt, begyndte jeg at læse i Bibelen. Da jeg blev atten, blev jeg prædikant her i distriktet og begyndte at prædike i den lokale kirke. Som 21-årig blev jeg gift med en søster i Kristus fra en nærliggende landsby. Hun er i dag min bedste og kæreste medhjælper. Efter mit giftermål fortsatte jeg med at prædike i vores lokale kirke og ernærede mig samtidig som smed for at forsørge min familie. Senere kunne arbejdet som smed ikke længere indbringe nok til at dække familiens behov, og min kone og jeg måtte opgive at tjene Herren i vores hjemby for i stedet at tjene til føden andetsteds.

Livet væk fra ens hjemby er spændende; livet væk fra ens hjemby er også hårdt.
For at tjene til livets ophold var vi nødt til at blive gæstearbejdere mange forskellige steder som for eksempel Taiyuan, Chendu, Zibo osv. Som fremmede måtte vi ofte bide stoltheden i os og tage imod fornærmelser, og sommetider havde vi endda ikke noget sted at bo.

I 1988 kom vi til vores sidste stop Laiyang, Shandong, og begyndte at handle med tøj. I starten var livet her ikke let. Men sammenlignet med gamle dage var vores livskvalitet dog allerede forbedret. Et år senere hentede vi vores to drenge til Laiyang fra vores hjemby. Den ene af dem er født i 1983 i vores hjemby, den anden i 1985 i Taiyuan, Shanxi. Glade timer i selskab med børnene fik os til at glemme det hårde liv som gæstearbejdere i en fremmed egn. Selvom jeg stadig gik i kirke, efter at jeg var kommet til Laiyang, var jeg mest optaget af glæden over at være sammen med min familie og bekymrede mig ikke om, hvordan det stod til med Guds kongerige.

En dag i 1993 skulle jeg køre noget færdigsyet tøj til Ping Du. Kort efter at jeg havde sat mig ind i bilen, mistede jeg synet. Jeg troede, det var et angreb fra Djævlens side og bad Herren om at slå det ned. Og det skete. Men da jeg den næste dag kom tilbage til Laiyang, mistede jeg igen synet og blev lam i den ene side af kroppen. Mit hjerte sank, og jeg vidste, at noget var galt. Jeg var alene hjemme. Uden at kende nogen naboer, jeg kunne bede om hjælp, måtte jeg selv klare det. Jeg fik tøj på i en fart og cyklede hen til hospitalet med bare én fod. En broder så panikken i mine øjne og førte mig hen til skadestuen. Jeg havde fået en blodprop i hjernen og måtte blive på hospitalet. Under mit ophold her kunne jeg hverken bevæge mig eller gøre noget som helst, men min hjerne var ved bevidsthed. Jeg tænkte tilbage på den tid, da jeg blev frelst af Kristus og kaldet til at tjene ham, og på den tid, hvor jeg måtte kæmpe mig vej frem i verden efter at være holdt op med at tjene Herren. Jeg bønfaldt grædende Gud: ”Kære Gud, elsker du mig stadig? Og hvis du gør, vil du så godt bruge mig igen!” Efter at have bedt faldt jeg i søvn. Da jeg vågnede igen, havde jeg det meget bedre. Ni dage senere blev jeg udskrevet fra hospitalet. Det var første gang, jeg viede mit liv til Jesus Kristus som et levende offer.

Da jeg var blevet rask, begyndte jeg at interessere mig for møderne i vores kirke. Der var på det tidspunkt 13 personer, som regelmæssigt kom til møderne, og hver søndag fik en ældre broder os til at læse Bibelen sammen. Min kone og jeg begyndte at tjene Herren i den lokale kirke. Min kone ledte gudstjenesten, og jeg holdt prædikenerne. Selvom kirken var offentlig, var vi ikke genstand for undersøgelser fra regeringens side, fordi det var en lille by. På denne måde voksede antallet af kirkemedlemmer fra tretten til omkring fire hundrede, hvoraf mange var unge kristne. Min kone og jeg tog os af fællesskabet med de unge på vores egen alder. Senere holdt regeringen nøjere øje med kirken, og der blev nedsat en bestyrelse til at lede den. Af hensyn til vores egen sikkerhed var min kone og jeg ikke med i bestyrelsen. Vi fortsatte arbejdet med at undervise i Bibelen, holde gudstjeneste og stå for fællesskabet med de unge par.

I 2000 pressede bestyrelsen os ud af den officielle kirke, og vi etablerede i stedet en huskirke, Laiyang Wenzhou Family Church.

I 2008 ledte Herren os til at starte Truth Bible School. Vores arbejde blev velsignet af Gud, og vi havde mange ansøgere til skolen.

Mens arbejdet skred stille og roligt frem, begyndte min tro igen at visne lidt efter lidt
Efter at vi startede vores huskirke, forlod de brødre og søstre, som havde grundlagt kirken, lidt efter lidt Laiyang af forskellige private årsager, og tilbage var kun min egen og broder Chous familie. På det tidspunkt var det kun vores familie, der arbejdede som fuldtids missionærer i kirken.

Den kristne tro tiltrækker ikke mindst de unge i det ateistiske Kina.
Fotos af Kim Schou

Eftersom der i kirker i Shandong ikke var tradition for at støtte missionærer med penge, klarede vi os økonomisk ved at modtage donationer fra vores slægtninge. Men en sådan økonomisk støtte kunne ikke sammenlignes med en fast indkomst. I takt med at jeg kunne se andres livskvalitet forbedres, begyndte en forretningsmand som mig at blive kold i embedet. Desuden var der hele tiden knaphed på penge til drift af bibelskolen. Presset af disse forhold gjorde, at jeg stoppede som fuldtids missionær.

En aften satte jeg mig for, at jeg ville tjene en masse penge, før jeg igen genoptog mit præsteembede, men jeg fortalte ikke min kone noget om mine planer. Dagen efter tog jeg til steder som Wenzhou og Taizhou for at undersøge markedet. Der så ud til at være gode udsigter for en som mig. Jeg skyndte mig derpå tilbage til Laiyang. Da jeg var kommet hjem og satte jeg mig ned for at hvile, fuld af spændt forventning og uden på nogen måde at være træt efter rejsen, kastede jeg noget op. Det var blod! Jeg blev ved med at kaste blod op uden tegn på, at det ville holde op. Jeg var dødsens bange.

Senere tog jeg på hospitalet for en nærmere undersøgelse. Efter at have undersøgt mig spurgte lægen til min familie. Jeg fik en ildevarslende fornemmelse og bad ham sige sandheden lige ud. Han fortalte mig, at jeg havde lungekræft.

”Åh Gud, hvordan kan livet være så skrøbeligt?” Det var min første tanke efter at have hørt diagnosen. Dagen før havde jeg drømt om at tjene en formue, og nu blev jeg dømt til døden af hospitalet.

Da jeg kom hjem, var jeg træt og deprimeret. Alle skal dø en dag, men at kende den tilstundende dag for døden er ikke spor sjovt. Jeg havde ikke lyst til at holde det for mig selv, så jeg ringede til min kone. Hun kunne først ikke tro, hvad hun hørte. Men hun var stærk og opmuntrede mig til at stole på Gud. Senere kom alle familiens medlemmer tilbage til Laiyang og bad mig konsultere en læge i Wenzhou, som var en broder og ligeledes specialist i lungesygdomme. Jeg rejste derfor til Wenzhou igen. I stedet for at være ivrig og ambitiøs med henblik på at undersøge markedet for fremtidige forretninger kom jeg nu tilbage for at få en grundig undersøgelse af en svagelig krop.
Prøveresultaterne forelå hurtigt. Men efter at have gennemgået dem blev lægen meget forvirret og sagde, at der ikke var noget i vejen med mig. Jeg kunne simpelthen ikke tro mine egne ører og bad ham se nærmere på resultaterne. Igen bekræftede lægen sin foregående konklusion. Jeg var godt på vej til at argumentere med ham igen, da jeg pludselig indså, at dette var Guds straf. Herren ønskede, at jeg helhjertet skulle tjene hans kongerige. Tanken herom fik min frygt til at forsvinde. Nu da Herren kaldte mig til at vende tilbage, ville jeg bare adlyde hans befaling!

Da jeg var hjemme igen i Laiyang, turde jeg ikke nævne noget om at gøre forretninger, men viede mig selv til at tjene Gud. Jeg kastede ikke blod op det år.

Jeg er så dum, at jeg ofte glemmer smerten, når først såret er helet. Et år senere tog jeg til Linyi i Shandong for at holde en prædiken. Efter gudstjenesten besøgte jeg min svoger. Han var en succesrig forretningsmand og havde sit eget marked. Han foreslog mig at gå sammen med ham om at sælge beklædning i Linyi samtidig med, at jeg tjente kirken i Laiyang ved at besøge dem et par gange om måneden. Jeg var så fristet af hans tilbud, at jeg ringede til min kone og fortalte hende, at jeg var ved at slå mig op i Linyi. Min kone var ikke med på ideen og prøvede at tale mig fra det. Men jeg var så fast besluttet, at jeg afbrød forbindelsen. Og mindre end ti sekunder efter spyttede jeg blod op igen! Ved tanken om sidste gang, det skete, knælede jeg straks ned og bad Herren om tilgivelse. Herren var barmhjertig og holdt hånden over mig endnu et år.

Jeg ville ønske, at jeg ikke lavede den samme fejl endnu engang. Men jeg var troløs over for Gud og skammer mig over at tilstå, at jeg svigtede igen.

En dag i 2005 følte min kone sig ikke rask. Jeg bragte hende til hospitalet for at blive undersøgt, og det viste sig, at hun ikke fejlede noget. På vej hjem begyndte jeg at klage over vores fattige liv som missionærer i den lille by, og hvordan jeg misundte andre spændingen ved at drive forretning. ”Hvad siger du til, at du bliver her og tjener kirken fuldtids, mens jeg laver et par forretninger for at tjene penge til fremtidige behov?” foreslog jeg. Min kone sagde ikke noget, så jeg troede, hun omsider var enig med mig. I selv samme øjeblik kastede jeg en mundfuld blod op, og før vi kunne nå hjem, var vi tilbage på hospitalet igen.

Denne gang overgav jeg mig. Jeg ved, det var et alarmkald fra Gud. Kunne man virkelig lave den samme fejl igen og igen? Selvfølgelig ikke! Mens jeg lå på hospitalet, kom mange brødre og søstre for at besøge mig og spørge til, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte dem, at jeg havde fået en nådes-sygdom. Hvorfor det hed en nådessygdom? Jeg mindedes, at apostlen Paulus tryglede Herren om at fjerne en torn fra sig, men Herren sagde til ham: ”Min nåde er dig nok.”

Hidtil har jeg viet mit liv til at tjene i vores kirke og fået nye visioner med støtte og opmuntring fra mine medarbejdere. Arbejdet i kirken har givet mig den største tilfredsstillelse i mit liv, og jeg tænker ikke længere på at gøre forretninger.

Herren sagde: ”Luk øjnene op og se markerne! De er modne til at blive høstet!” Kina er en stor mark med mange afgrøder, men kun få høstfolk. Men den almægtige Gud er sågar villig til at bruge en modstræbende og uværdig person som mig til at høste afgrøden. At Herren skulle skænke en stakkel som mig en sådan ære. Jeg vil gerne bekendtgøre for Herren: ”Et fordums løfte betyder en livslang dedikation.”

På min rejse gennem livet, måtte Herren lede mig.
Når bølgerne er høje, måtte Herren holde mig fast.
Gennem livets prøvelser, måtte Herren bevare mig.
Svag eller stærk, måtte Herren tage rattet!
Af broder Yintian Song
Skrevet ned af Qianjian

Tre spørgsmål til journalist Kim Schou, der har skrevet ”Kinas kristne revolution”.

– Hvorfor har du skrevet en bog om Kinas kristne?
– Fordi bogen ikke allerede findes på dansk. Kina gennemgår verdenshistoriens største religiøse forandring af et folk.
På 40 år er omkring 80 millioner blevet kristne i Kina, og kristendommen udbredes fortsat i et rasende tempo.
Kristendommen forvandler kinesere og på sigt måske hele verden. Kina er verdens andenstørste økonomi.

– Hvad kendetegner kinesiske kristne?
– De smiler. Det lyder måske banalt, men det er en karakteristik, du vil høre fra flere, der har med kristendommen i Kina at gøre og med Kina i det hele taget. At de kristne er dem, der smiler. Og tager sig af hinanden, har et håb og har fundet en mening med livet. Kina står i et enormt eksistentielt tomrum, og at tro betyder alt for dem, der vover det i Kina, hvor det kan være ulovligt at gå i kirke.

– Er kristne kinesere meget forfulgte?
– Enkelte kristne er meget forfulgte, men i det store perspektiv: Nej. Det er det største forfulgte religiøse mindretal i verden, men bestemt ikke det mest forfulgte. Styret i Kina er blevet mildere over for kristne, der praktiserer kristendom uden for statens officielle kirker. Faktisk er der både filmstjerner, popidoler og professorer, der åbent bekender sig som kristne i Kina i dag. Det er blevet populært at være kristen. Også selvom det kan have konsekvenser, fordi det rent lovmæssigt er lidt af en gråzone, hvordan man må dyrke sin tro.

Læs mere om Yintian Song og andre kristne i bogen ”Kinas kristne revolution”, der netop er udkommet på Udfordringens Forlag. Bogen er på 156 sider og illustreret med farvefotos.