Julegudstjeneste på Jesu modersmål
Julegudstjenesten i Den syrisk-ortodokse Kirke holdes på aramæisk, som var det sprog, som Jesus formentlig talte.- Det var dette sprog, Jesus og hans disiple talte, siger fader Shemun Can i St. Markus-klosteret i Jerusalem.
Som svar på spørgsmål fortæller han, at Den syrisk-ortodokse Kirke holder fast i sine gamle juletraditioner og fejrer jul i Betlehem den 7. januar efter den julianske kalender, sådan som skikken er for de østlige kirkesamfund.
Har I juletræ i St. Markus- kirken i Jerusalem?
– Det er vel en europæisk tradition, som også vi er begyndt med for en del år siden, men det er bare for at pynte lidt op, siger fader Shemun.
Fader Shemun tager imod Udfordringens journalist og en gæst fra en hollandsk avis inde i ærkebiskoppens sal i St. Markus-klosteret i den gamle bydel i Jerusalem. Når de historiske fakta er nævnt, får man en lille juleprædiken med på vej ud. Det er som om, den syrisk-ortodokse fader taler om det, hjertet er fyldt med.
– Vi beder om, at alle må tilbede Gud, siger fader Shemun.
– Tiden er vanskelig, fordi menneskene er så langt fra Guds Ord. Folk er så optaget af mange mærkelige idéer, ikke mindst på grund af den nye teknologi.
– Tiden burde bruges til noget positivt, men nu bruges den til så meget negativt. 24 timer i døgnet går med så mange underlige ideer. Menneskets karakter og natur er så langt borte fra Bibelen. 95 procent af menneskeheden har slet ikke tid til bibelstudier. De er så optaget af sig selv og deres idéer, at der ikke bliver tid til at studere. Men Bibelen og Guds levende Ord skulle spore os til at se Gud.
Er de unge interesserede i at gå i kirke?
– Vores præster forsøger at finde bibelske tekster, som kan fæste sig i de unges sind. Det er vigtigt at se efter lyset i Den hellige bibel i ungdommen. Du må studere Bibelen, før livet løber fra dig. Du vil skamme dig, når du til sidst ved livets ende ser på din opførsel, ser, at du ikke har taget dig tid til Guds Ord.
– Den Almægtige har givet visdom til mange, men på toppen er Salomon med al sin visdom. Desværre fulgte han senere i livet ikke den rette vej. Det, som var så positivt, blev negativt.
Fader Shemun foreslår, at man studerer bibelske personer og lærer om deres tro og visdom.
– Job var en «mirakuløs» mand. Han havde tålmodighed i lidelserne. Men så gav Gud ham alt og et langt liv.
– Vi må forstå, at Den hellige bibel er en hellig skat for alle. Den må bruges dagligt, den er smuk, hellig og ren, et eksempel på liv og frelse. Her får alt nyt liv. Vi må læse den dagligt og ransage os selv, se om noget er galt og vende om.
Man må anklage sig selv og bede til Gud, som kender alle sider. Ingen ved, hvad der er på indersiden, bare Gud ved alt. Hvis alle ransager sig selv og forbedrer sig, så kan menneskene have et fantastisk liv sammen, mener fader Shemun.
Den syrisk-ortodokse kirke regner man som den første kristne kirke.
Den syrisk-ortodokse kirke bruger aramæisk i sine gudstjenester. De mener, det er dette sprog, som blev benyttet på Jesu tid. Den armenske kalligrafekspert tror, at dette var sproget på Abrahams tid, det første sprog i Babylonien før forvirringen. Han antyder, at aramæisk ganske enkelt var det sprog, som blev snakket til Adam i Paradiset.
– Lidt efter lidt kom der forskellige dialekter.
Han fortæller, at islam besatte land og kultur, forfulgte folk og spredte sin kultur i landene.
Derfor blev det syrisk-aramæiske svagt.
– Forstår folk liturgisk aramæisk, som bruges under gudstjenesterne i Den syrisk-ortodokse kirke?
– Nej, ikke når vi taler det klassiske sprog, som er Bibelens sprog. Mange fra præsteskabet forstår det klassiske sprog. Vi har i dag 200.000 mennesker i Sverige, Tyskland og andre steder i Europa, som taler det talte sprog. Jeg ved ikke helt, men måske kan de forstå 50-60 procent af det klassiske sprog.
– Vi ser, at der er en sproglig opvågning. Flere ønsker at lære aramæisk i skolerne, fortæller fader Shemun.
Selv er han en ekspert på skrivekunsten kalligrafi og det armenske sprog, som også er hans modersmål. Helt frem til 1995 skrev han både bibelske tekster og liturgiske bøger i hånden. Det tog ham ikke mere end tre måneder at skrive Det Nye Testamente ned.
Han er leder for Den syrisk-ortodokse kirkes bibliotek i Jerusalem. Han viser kærligt bøgerne frem, som han selv har skrevet ind sirligt og flot. De er skrevet ind med sort og rødt blæk, traditionen tro. Han går i boghylden og henter bøger, som er skrevet ned i 1200- eller 1300-tallet, ingen ved det helt præcist, for det er ikke altid, at forfatter og årstal er med. Det hænder også, at en side er revet ud og stjålet.
– Jeg stoppede med at skrive i hånden, fordi man fik computer. Det var hurtigere og enklere. Folk ville have alt på computer. For mig var dette et stort tab. Det var så værdifuldt for mig, fortæller fader Shemun, som skriver med venstre hånd.
Er dette en kunst, som bliver bibeholdt?
Han ser op og smiler, fortæller, at der er en kalligraf, som er ældre end ham i Holland, som har stor produktion. Der er stadig folk, som kan denne gamle kunst.
– Vores kirke er så rig på anaforas (liturgiske bønner). De går tilbage til den tidligste kristendom. Dette er de vigtigste skrifter efter Bibelen.
Han samler nu liturgiske skrifter ind, som lægges på computer, men han mangler mindst 20 bøger og ved ikke helt, hvor han skal få fat i dem.
– Nogle findes ganske sikkert i Vatikanets bibliotek, siden mange af dem har været publiceret tidligere, siger faderen.
Han taler om en historie, som de fleste andre har glemt, men inden for St. Markus-klosteret lever arven fra en svunden tid videre.
Kirken i Jerusalem har ifølge syrisk-ortodoks tradition en speciel historie. Man mener, det er den første kristne kirke. Da Peter sad i fængsel, bundet mellem to fangevogtere, kom en Herrens engel og befriede ham.
Da Peter var blevet klar over dette, gik han til Marias hus. Hun var mor til Johannes med tilnavnet Markus. Mange var samlet der og bad. (Apg. 12,12).
Den syrisk-ortodokse tradition siger også, at St. Markus-kirken var salen ovenpå på Jesu tid. Det var her, han havde sit sidste måltid og vaskede disciplenes fødder.
