Lovsang på en trist baggrund
Af Carsten Haugaard Nielsen. Ny sognepræst ved
Christianskirken i Aarhus.Ind under jul, hvor er det trist
Sådan synger vi i en af december-sangene.
Trist? Det er da ikke trist i december! Ganske vist har vi snefog og kulde og korte dage, som december-sangen synger om. Men derfor behøver man da ikke være trist. Der er jo kun to uger til julefest og glæde.
Alligevel er der mennesker, der rammes af juletristhed. Som får kvalme af al nisseriet og hygge-nyggen. Der er ham, der ikke magter at se frem til juledagene, fordi han blev alene. Eller ham, der på tv hører, at i år sparer danskerne ikke på gaverne. Heller ikke i år. Men netop i år er hans tegnebog af den ene eller anden grund tom, og han aner ikke, hvordan der skal blive til en julegave til datteren på seks år, der glæder sig til gaven fra far.
Og så er der dem, der ikke kan med julen på grund af oplevelser i barndommen. Mange af os ser tilbage på barndommens jul som et lille paradis. Men for nogle var det et lille helvede, fordi der bag den påklistrede familieidyl var to voksne, der ikke kunne leve op til det hele. Der er mennesker, som allerede i barndommen er blevet vaccineret mod juleglæde.
Hvad gør det menneske, for hvem julen er smerternes fest? Umiddelbart er der ikke meget at komme efter i søndagens tekst, som er Zakarias brusende lovsang til Gud. Men bag lovsangens jublende toner gemmer sig et menneske, som kendte til svære dage. Ja, baggrunden for lovsangen er netop svære dage. Og så erfaringen af, at Gud var i skyggen og ledte frem til sit lys.
Gennem hele sit lange ægteskab med Elisabeth havde Zakarias brændende ønsket sig et barn. De fik bare ikke noget, og Zakarias havde opgivet håbet. Men så en dag skete der noget. Zakarias var præst, og mens han stod for alteret, greb Gud ind.
En engel viste sig for ham og lovede, at Elisabeth skulle føde ham en søn. Det, som han for længst havde opgivet håbet om, skete nu. Men Zakarias turde ikke håbe mere. Som et tegn blev der de næste ni måneder føjet endnu en lidelse til. Zakarias blev stum, og først da drengen var født, og han skulle have navn, kunne han tale igen. Det var den dag, han sang sin lovsang.
Han synger om Guds lys. Om solopgangen fra det høje, der lyser for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Dér havde han selv siddet. I mørket og dødens skygge. Og dér havde han erfaret, at Gud dog var i skyggen med sit lys.
Zakarias sang lovsang, fordi Gud greb ind i hans liv, og fordi Helligånden viste Zakarias, hvad Guds indgriben betød. Zakarias oplevede Guds barmhjertighed. Barmhjertighed betyder: at vise sit hjerte mod den arme. Mod den fattige, den hjælpeløse. Det var, hvad Zakarias erfarede. Gud greb ind. Og Helligånden viste Zakarias, hvad det betød.
Men først og fremmest greb Gud ind, da han sendte sin Søn, Jesus Kristus til jord. Han viste sin barmhjertighed. Sit hjerte over for den arme. Og Gud griber stadig ind. Hver gang et menneske bliver døbt til at tilhøre ham. Hver gang et menneske vender sig til ham, søger ham i nadveren eller i Bibelen eller i bønnen. Han viser stadig sit hjerte over for den arme. Ja den arme, dig og mig. Han kommer med lys i skyggers land.
