20 år sammen med Bibelen
Lone Hertz var for 20 år siden med til at lancere den nye autoriserede oversættelse af Bibelen. Hun læste det Nye Testamente op i radioen og har siden holdt hundredvis af oplæsninger rundt i landet. I dag er specielt Johannes-evangeliet blevet hjerteblod for hende.I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud
Skuespiller Lone Hertz reciterer Johannes-evangeliet, som hun har gjort hundrede gange før. Hver gang lige intenst, lige udtryksfuldt. I løbet af de to en halv time, oplæsningen varer, må hun flere gange tørre en tåre væk. Johannes-evangeliet fra Bibelens Nye Testamente er ikke blot ord. Det er poesi og rører et lag dybere end andre tekster, fortæller Lone Hertz efter endnu en aften i Johannes-evangeliets tegn:
– Johannes-evangeliet er hjerteblod for mig. Jesus taler så direkte til os, og det gør, at ordene når helt ind i én. Man fornemmer virkelig, at Gud har inkarneret sig hernede på jorden som et menneske med alle de store vanskeligheder, der kan være ved at være menneske.
Det var Det Danske Bibelselskab, der satte Lone Hertz på sporet af Johannes-evangeliet. Hun kom med i en kampagne for den ny autoriserede bibeloversættelse i 1992 sammen med andre kendte navne som Svend Auken, Mimi Jakobsen, Preben Elkjær og mange andre. Kampagnen bestod bl.a. af store plakater og busreklamer, hvor et billede af skuespilleren blev ledsaget af teksten: Jeg læser den også. Kampagnen medførte senere, at hun også blev udtaget til at læse hele det Nye Testamente op på Danmarks Radio P1.
– Jeg må erkende, at hele mit liv igennem har det altid været andre, der har puffet mig ud i de store valg. Netop det med at få lov til at læse evangeliet op hele det Ny Testamente og så i Danmarks Radio, ja, det var jo slet ikke mig, der skulle have gjort det. Jeg blev jo bare opfordret til at reklamere for Bibelen, fortæller Lone Hertz. Men selve kæmpe-opgaven med at indlæse alle ordene for Bibelselskabet og så radioen, det var Erik Mørks. Desværre døde han i mellemtiden på tragisk vis ved en bilulykke, og man pegede så på mig som hans arvtager. På denne tragiske baggrund blev jeg så puffet ind i testamentet. En dag ringede telefonen og jeg blev spurgt: Vil du indlæse Det Nye Testamente? Jeg kunne dårlig svare, fik blot hvisket: Ja tak. Skæbnen var med der. Gud havde tænkt: Nu skal så hun igennem denne her prøvelse! For det var det. En Uriaspost. Jeg blev aldrig tilfreds med resultatet.
Oplæsningen betød, at Lone Hertz fik førstehåndskendskab til de bibelske skrifter. Hun voksede op i et kærligt hjem, men familien var ikke bevidst kristne. Der var ikke kirkegang eller bordbøn og bibellæsning i hjemmet. I skolen var Lone Hertz dog meget interesseret i kristendomskundskab og fik topkarakter i faget. Derfor lå det lige til højrebenet at læse Det Nye Testamente op. Og i 20 år har Lone Hertz nu turneret Danmark rundt med Johannes-evangeliet, Johannes Åbenbaring og foredraget Det ny bud, som består af udvalgte passager fra Johannes-evangeliet med efterfølgende debat.
Hvad gør det ved dig at læse Johannes-evangeliet igen og igen?
– Jeg har læst det så mange gange, at ind imellem stønner jeg da, når jeg skal i gang med at læse det igen. Men hvis jeg så koncentrerer mig, er der pludselig noget, der åbner sig, som ikke har åbnet sig før. Det er dybt interessant og meget befriende, når det sker. Og det sker HVER gang.
Hvad er det, der gør – tror du – at bibelteksten og især Johannes-evangeliet åbner for åndelige dimensioner?
– Det er fordi, det netop er skrevet af en kunstner. Det er ikke blot en lærebog. Der er en intimitet i Johannes-evangeliet og paratviden omkring mennesket Jesus, som er rørende og så åndfuld. Bare sådan et udtryk som den discipel, Jesus elskede, tænk, hvilken intimitet, der ligger i det. Jeg oplever, at hvis vi alene havde Johannes-evangeliet, så var det nok, så kunne man leve efter det, så dybt når ordene ind i én. Det løfter op til nye erkendelser.
Men du er mere begejstret for 1992-oversættelsen end de nye bibeloversættelser, fordi den er mere poetisk. Mener du, poesien og det åndelige hænger sammen?
– For mig gør det. Og det gælder i øvrigt alle kunstnerisk begavede tekster – ikke bare Johannes-evangeliet. Jeg kan eksempelvis ikke forestille mig Johannes Åbenbaring på fladt hverdagsdansk. Eller Søren Kirkegaard, hvad ville der være tilbage af hans geni? Man kan oversætte H.C. Andersen til noget børnevenligt, men skal vi voksne læse hans eventyr, må det være originaludgaven. Helt uden sammenligning med Bibelen, selvfølgelig.
Hvad gør det ved dig personligt at læse op igen og igen? Træt?
– Nej, jeg er ikke træt. Jeg bliver opstemt. Når jeg har læst Johannes-evangeliet, kører adrenalinen. Jeg har altid sat en ære i at have bogen med i min oplæsning, selv om jeg jo faktisk kan ordene udenad. Jeg synes, det er vigtigt, at publikum oplever, at det hele står i bogen. Det er ikke nogen skuespillerpræstation. Nej, det står i bogen.
– Uden at være fundamentalist eller bogstav-tro, så er det vigtigt, fordi det er Guds ord. Jeg tror ikke, man kan skrive sådan, hvis man ikke har stået Jesus nær.
Men der er også mindre flatterende passager
– Jesus historie er jo en udviklingshistorie. I begyndelsen af sit liv med disciplene oplever vi jo en episode, hvor han i raseri pisker de handlende ud fra tempelpladsen med et reb, ret menneskeligt. I sidste del af hans liv forekommer der kun guddommelig mildhed og tilgivelse.
– Ja, Jesus blev inkarneret på jorden som et menneske med alle de vanskeligheder, der kan være ved at være menneske. Jeg tror ikke, der er nogen af os, der går igennem livet uden prøvelser, og det er jo det, Jesus tør man nok sige – i sit korte liv står igennem. Prøvelser. Igen og igen. Man kan vel dårligt have et mere dramatisk liv end Jesus havde. Og han holdt til det hele vejen igennem; det er det forbilledlige.
– De få gange, man fornemmer, at Jesus er i tvivl, skærer mig i hjertet. Bl.a. i Getsemane have, hvor han beder om at få taget dødens mørke fra sig, men må slutte med at sige: Dog ikke min, men din vilje ske. Det er afmagt det er ydmyghed. Og på korset selvfølgelig, hvor forladtheden erobrer ham, og han næsten skriger som et lille barn på sin far. Ja, skriger på os alle, oplever jeg.
Hvor står du selv i forhold til det, du læser?
– Jeg tror på Gud som altets skaber. På Jesus, som mennesket, sendt af Gud, som formår at leve op til det at være Guds søn. Og jeg tror på Helligånden, som er en vidunderlig inspiration, som man som menneske ind imellem kan ane i nogle sekunder – nogle gange nogle minutter – ad gangen. Det er min tro, det er mit håb, det er min glæde.
I 2012 er det 20 år siden, den nye autoriserede oversættelse udkom. Du kan stadig stå ved ordene: Jeg læser den også?
– Ja, nu læser jeg den; det gjorde jeg jo ikke dengang. Jeg bærer jo altid ordene i mig. Med mig.
– Troen på Gud præger mine holdninger og forhåbentlig også mine handlinger – de to ting må hænge sammen det gælder i arbejdet som i livet.
Lone Hertz startede sin skuespillerkarriere ved ABC-Teatret tilbage i 1956 og fik derefter mange hovedroller i bl.a. Avenyteatret, Det Ny Teater og Det Kgl. Teater. Hun blev rektor for Statens Teaterskole 1984-90.
Mange vil huske hendes hovedroller på film, bl.a. Nora i et dukkehjem, Jeanne darc i Lærken, Julie i Romeo og Julie, og Kvinden i Århundredets kærlighedseventyr. Hun har medvirket til og i filmen: Tomas, et barn du ikke kan nå. Og skrevet bogen: Sisyfosbreve.
I dag kører hun over 40.000 km om året i sin lille bil for at holde foredrag og recitere Johannes-evangeliet over hele landet.