Det får du aldrig krydset af
Af Bodil F. Skjøtt. Generalsekretær i Den Danske Israelsmission og bor i Aarhus.
Det er godt at få ting væk fra opgavelisten, for oftest tapper det, man ikke har fået gjort, mest på kræfterne.
Derfor kan denne søndags tekst virke nærmest trættende i sig selv, for den handler om noget, vi aldrig bliver færdige med. Noget, vi aldrig kan strege ud og konstatere, at så nåede vi også det.
Jesus taler om tro og tjeneste, og lige forud har han talt om et tredje t-ord, tilgivelse. Og hvem har ikke lyst til i forhold til de tre t-ord at kunne sige: Nu kan jeg det, nu har jeg givet nok og gjort nok.
Men sådan taler Jesus ikke om tilgivelse. Tilgivelse er noget af det mest fundamentale i den kristne tro og i det kristne liv. Vi kommer aldrig dertil, hvor vi kan sige: Nu kan jeg det. Nu har jeg gjort nok.
Tilsvarende er det med troen. Den er lige så fundamental som tilgivelsen, hvis ikke mere.
Det havde været godt, hvis man kunne gøre med troen som med isen: Måle om den er tyk nok, så man kan bevæge sig ud på den uden frygt for, at den pludselig knækker.
Derfor er det heller ikke svært at forstå disciplenes bøn til Jesus: Giv os en større tro. En tro som er stor nok til at jage tvivlen bort, en tro som gør, at jeg føler mig stærk og ikke frygter. For hvad andre siger, for hvad fremtiden bringer, for at blive syg eller miste.
Jesus forsikrer dem, at tro kan flytte både bjerge og morbærtræer, altså at troen er mægtig og uden begrænsninger. Men han nægter at give os den tryghed, som vi tror, vi ville få, hvis bare vi havde det, som vi kalder stor tro. Han ved, at alt, hvad der får os til at glemme vores afhængighed af ham, også trækker os væk fra ham.
Uden at disciplene spørger, fortsætter Jesus med noget andet, som man heller aldrig bliver færdig med. Han siger, at en tjener efter en lang dag på marken (selvfølgelig) laver mad til sin herre og varter ham op. For en herre er en herre, og en tjener er en tjener.
Den ene bliver (be)tjent, den anden tjener. Sådan er det, og alle kan – eller kunne dengang – forstå det.
Jesus taler her om livet som discipel. At være med i Jesu discipelflok handler ikke om at gøre og krydse af. Det handler om at være. Men er man en Jesus-discipel, så er han Herren. Den, der kalder og tager ansvar. Den, der giver opgaver og udruster. Og det krydser han – Gud ske lov – aldrig af på sin liste med et: Nu har du fået nok. Nu er du på egne ben.
Her er vi ved det, som kan få os til at skifte fokus. For det drejer sig ikke bare om tilgivelse, tro og tjeneste. Det altafgørende er: Hvis tilgivelse, tro på hvem og tjeneste for hvem.
Lukasevangeliet 17, 6.
Vi skal have fokus væk fra min tilgivelse, min tro og min tjeneste og i stedet fokusere på den tilgivelse, som vi selv lever af, den tilgivelse som Gud rækker til os.
Hvad enten troen er stor eller lille, mest ligner vantro, eller kan flytte bjerge, så er det en tro på Jesus. Uanset troens tykkelse eller størrelse, så er det ham og ikke den, der skal bære.
Hvad den tro kan, opdager vi alt for ofte først, når vi er nødt til at træde ud uanset isens tykkelse og gøre det i tillid til, at selv den mindste tro er tro nok, fordi det er tro på Jesus.
Det afgørende er altså ikke, hvor meget vi gør, eller hvem der gør hvad, men hvem vi tjener og er disciple af. Vi kan aldrig krydse listen af med et: Nu er det gjort; jeg er færdig med mine discipelopgaver. Og heldigvis. For troen er ikke en størrelse, som vi kan holde fast i og få til at vokse.
Troen er et forhold, vi kan stå i, og som vi kan leve vores liv i. Et forhold, hvor tilgivelsen rækkes os, og troen ikke er en præstation, men en livline til den opstandne selv. Og tjenesten er et privilegium, for det er Gud selv, der kalder mig.
Og han krydser mig aldrig af på sin liste som én, han er færdig med.
