Målrettet konference samler igen ledere og præster i Danmark
Kristne ledere samles for femte gang i løbet af to år til konference i Aalborg om at være en målrettet kirke. Det hele begyndte mere eller mindre med en populær bog i 2002.I næste uge vil den femte ud af i alt seks lederkonferencer fra konceptet Purpose Driven Journey blive holdt i Aalborg.
– Tænk at en kirke på den anden side af jorden vælger at prioritere og investere i Skandinaviens kirker, ikke en enkelt gang, men i en proces over en periode på tre år. Det er ganske enestående, siger Erik Rugholm, leder af Purpose Driven Danmark.
Konferencen foregår den 23.-24. januar og plejer at samle præster og ledere fra både folke- og frikirker.
Emnet for konferencen i januar er Udrustet til Tjeneste.
Der vil være en introduktion til S.H.A.P.E. modellen, der på engelsk er en forkortelse for åndelige gaver, hjertet, evner, personlighed og erfaring.
– Det er vores ønske at demonstrere en let anvendelig step by step-model og en praktisk plan, som præsterne kan bruge i deres arbejde med at skabe målrettede kirker, siger Abraham Meulenberg, præst i Saddleback og leder for Purpose Drivens initiativer i Europa.
Det hele begyndte med en bog, som den amerikanske præst Rick Warren fra megakirke Saddleback Church i Californien skrev i 2002.
Det målrettede liv lød titlen på bogen, der listede fem formål med livet: Tilbedelse af Gud, kristent fællesskab, discipelskab, tjeneste for Gud og mission.
Bogen blev en kæmpe succes og solgt i over 30 millioner eksemplarer. Den satte samtidig Rick Warren og Saddleback kirken på alles læber.
Rick Warren bad desuden indsættelsesbønnen, da Barack Obama blev indsat som præsident i 2008.
Den populære bog var egentlig en opfølger på en anden bog, Den målrettede kirke, som Rick Warren havde skrevet syv år tidligere. Her var de samme fem formål, blot tilpasset en kirke.
I en undersøgelse fra 2005 nævnte størstedelen af præster og ledere i USA Det målrettede liv som den bog, der havde haft størst indflydelse på deres liv og tjeneste.
Den målrettede kirke endte på andenpladsen.