Ny præst i København
Evangelisk Luthersk Missionsforening har ansat Egon Kattner på en deltidsstilling for kredsen i København.
Egon Kattner skal forkynde og undervise i kredsen samt holde de gudstjenester, som kredsen hidtil har bedt forskellige præster om at holde. Ansættelsen sker i forlængelse af medlemssamtaler, der efterlyste mere kontinuitet omkring gudstjenesterne og en mere synlig hyrde i kredsen.
Egon Kattner er 63 år og cand.theol. Han har tidligere arbejdet som bibelskolelærer, sognepræst og skolelærer og -leder.
Han er født og opvokset i København og gift med Bente. De har sammen tre børn og tre børnebørn.