Nyt trænerteam skal vinde elever for sportsefterskole

Sportsefterskolen Sommersted har nu ansat det trænerteam, der til sommer skal give startfløjtet, når efterskolen starter tre nye sportslinjer op.Sportsefterskolen Sommersted, som efterskolen har omdøbt sig, har netop ansat et trænerteam af professionelle sportsfolk til at lede skolens nye sportslinjer.

Selvom Sportsefterskolen Sommersteds nye trænerteam består af professionelle sportsudøvere og trænere er målet ikke en eliteskole, der fostrer talenter. Fra venstre ses Anette Bonde, Bo Rudgaard, Morten Pedersen og Carrie Kveton.

Efterskolen satser på en tydelig profil som sportsefterskole, når den fra skoleåret 12/13 sætter et seriøst fokus på sport. Det indebærer blandt andet en håndbold- og fodboldlinje, og nu er et meget ambitiøst trænerteam offentliggjort.
Den tidligere professionelle håndboldspiller Anette Bonde er ansat på håndboldlinjen sammen med Bo Rudgaard, der er mangeårig liga- og divisionstræner, assisterende U-holdstræner og DHF talenttræner.
Anette Bonde har ved siden af sin karriere som håndboldspiller – blandt andet på A-landsholdet – uddannet sig til lærer netop med det formål at blive lærer på en kristen efterskole. Det har hun tidligere fortalt Udfordringen.
– Jeg har selv fået meget ud af at gå på efterskole, og det vil jeg meget gerne give igen. Det var der, jeg fik mine bedste venner, og det var der, jeg fik en personlig tro på Gud, sagde Anette Bonde dengang.

Sønderjyske-folk præger fodboldlinjen

På fodboldlinjerne har Sommersted efterskole ansat Carrie Kveton, der spiller på SønderjyskE’s ligahold og er træner for SønderjyskE U18.
Hun har også været professionel fodboldspiller i USA og England.
Hun skal arbejde sammen med Morten Petersen, som også er ansat til fodboldlinjen.
Han er talenttræner i SønderjyskE og mangeårig ungdomstræner i Haderslev FK.
Tonny Sørensen, der er skolens nuværende fodboldlærer og udviklingschef, er tilknyttet som assistent.
Sportsteamet skal i foråret være med til at udvikle efterskolens hverdag og kostpolitik.
Selvom skolen har ændret sit fokus til sport og har samlet et noget ambitiøst team, er målet dog ikke en eliteskole, der fostrer talenter, men i stedet at skabe et godt tilbud til dygtige elever med kristen baggrund.
Efterskolen har i tråd med den nye sportsprofil også oprettet en linje med Rytmisk Gymnastik.