Armenien: Jehovas Vidner fængslet
Religiøse militærnægtere i Armenien sidder stadig i fængsel trods international kritik.
Den europæiske menneskerettigheds-domstol beordrede i januar Armenien til at betale kompensation til to Jehovas Vidner, som sidder i fængsel for militærnægtelse af samvittighedsgrunde. Trods kritik fra bl.a. Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa har Armenien endnu ikke fundet et acceptabelt civilt alternativ til militærtjenesten.
Ruben Melikyan fra Armeniens justitsministerium forsikrer, at en arbejdsgruppe ser på sagen. Sagen forventes dog ikke afsluttet inden årets udgang. Imens sagen behandles, kan landets 57 fængslede militærnægtere ikke forvente at blive sat fri, ligesom retssagen mod yderlige 14 personer ikke vil blive udsat.