Feriefotos uden forklaringer

Det lyder lovende nok med en bog, der vil fortælle om de spor, der er efter apostelen Peter i Rom.
Der er også oplysninger i bogen om Peter, men der er temmelig langt imellem dem, og der bliver slet ikke gået i dybden med dem. For eksempel oplyses det, at der er teorier om, at Peters hoved befinder sig i Laterankirken, men den eneste kommentar er: Men er det Peters hoved? Jamen, det må man da forvente, at en bog om Peter i Rom skulle give svar på.
Sjusk er der også. Blot ét eksempel: Der nævnes ikke mindre end tre forskellige årstal for, hvornår paverne vendte tilbage til Rom fra Avignon i Frankrig.
Vi får beskrevet en række kirker, men i en monoton opremsende stil. Vi får blot at vide, hvad vi kan se. Det er som at få vist feriefotos uden forklaringer.
Bogen må nærmest betegnes som en turistbog for førstegangsbesøgende i Rom. Der er bare allerede nogle, der er bedre. Her og der har den en interessant oplysning, men ikke nok til at supplere andre turistbøger med væsentligt nyt.

Henning Nørhøj:
I Peters spor
146 sider • 179 kr. • Aros